Noget lukkede sig i Helene, da latteren ramte

”Jeg sad i metroen dagen efter og kunne simpelthen ikke åbne munden, da kontrolløren kom. For hvad nu hvis, hun grinede af mig?” fortæller hun.

Helene er 33 år, arbejder som webredaktør i en NGO, og lever med muskelsvind og talebesvær.

Og da hun gennem en veninde i mediebranchen hørte om episoden, ramte det direkte ind i noget, hun allerede går og er bange for.

”Jeg tænker meget på ”Kejserens nye klæder”. Altså, jeg har altid haft en frygt for, at nogen en dag peger på mig og siger: ”Vi lader bare som om, men vi forstår dig jo ikke.” Den følelse blev aktiveret igen.”

Ikke bare en ”beklagelig fejl”

Debatten har især handlet om, hvad værten Mikkel Lind Sorgenfrey og gæsten Ditte Okman gjorde i programmet. Men for Helene går ansvaret også højere op end dem.

”For mig er der to lag i det her. Det ene er det, der bliver sagt og gjort i studiet. Det andet er hele redaktionen bag.”

Hun undrer sig over, hvordan klippet overhovedet er endt i radioen.

”Nogen har jo valgt det. Nogen har tænkt, at det her er en god måde at illustrere, at ”Go’ Morgen Danmark” er fjollet. Og ingen har stoppet det undervejs. Ikke under tilrettelægningen. Ikke under optagelsen. Ikke under redigeringen.”

Det er dét, der gør hende utryg.

”Hvis det er sådan et miljø i mediebranchen, så har jeg ikke lyst til at være der. Og jeg tror heller ikke, jeg er den eneste,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Radio IIII om, hvorfor programmet overhovedet er blevet bragt, men uden held. Vi opdaterer selvfølgelig, hvis vi får svar.

I undskyldningen til den pågældende mand forklarer chefredaktør Maria Rask Glerup, at programmet bygger på spontane reaktioner, hvor gæsterne ikke er briefet på forhånd. Samtidig erkender hun, at:

“Det er meget upassende. Det skulle vi have fanget, inden programmet gik i luften.”

Et lukket rum

Helene peger på noget, der rækker længere ud end én udsendelse.

”Det handler om, hvilke rum vi åbner, og hvilke vi lukker.”

Når mennesker med handicap bliver gjort til noget, man kan grine af, sker der ifølge hende tre ting på én gang:

Et professionelt rum lukker.

”Jeg får da ikke ligefrem mere lyst til at sidde i studiet på Radio IIII og fortælle mit perspektiv, hvis det er sådan, jeg kan risikere at blive mødt.”

Et debatrum lukker.

”Det gør jo, at jeg og andre med handicap føler os latterliggjorte og ikke tør åbne op i frygt for, at det er lyden af vores stemme fremfor det, vi siger, der bliver fokus på.”

Og et helt almindeligt hverdagsrum lukker.

”Det har jo påvirket mig så meget, at jeg ikke turde sige noget, da billetkontrolløren kom, for tænk hvis han eller andre i metroen begyndte at grine af mig.”

Den bevidsthed er ikke ny, men den er blevet forstærket.

”Hver gang jeg åbner munden, tænker jeg allerede: ”Hvad tænker folk nu?” Det her gjorde det bare værre.

Hvor er mangfoldigheden?

Helene har selv været tæt på mediebranchen. Hun begyndte på Journalisthøjskolen, men stoppede.

”Jeg følte mig hele tiden gjort anderledes. Og ikke på en god måde.”

Hun mener, at sagen også afslører et større problem:

”Hvor er journalisterne med handicap?”

Hvis ikke de er der, får det ifølge hende konsekvenser for de historier, der bliver fortalt. Og hvordan de bliver fortalt.

”Det bliver en selvforstærkende ting. Hvis branchen føles utryg, søger vi jo ikke derind. Og så ændrer det sig aldrig.”

Helene Bagge Grimstrup. Foto: Privatfoto

Brug for mere end en undskyldning

Helene er ikke optaget af at episoden kræver straf eller konsekvenser i klassisk forstand.

”Jeg tror ikke, man lærer så meget af konsekvenser alene.”

Hun efterlyser i stedet mere viden og bevidsthed om ansvar, og at sprog betyder noget i branchen.

”Journalister skal vide noget om, hvad deres valg gør. Hvad det er for nogle mekanismer, de sætter i gang, når de vælger et eksempel.”

For hende handler det ikke om handicap.

”Det rammer jo alle minoriserede grupper. Hvordan undgår man at folk bliver til grin eller fremmede?”

”Gør dig lige så umage”

Noget af det, Helene vender tilbage til, er en meget konkret oplevelse, der har sat sig i hende.

”Da jeg havde skrevet mit speciale, blev det udvalgt som et af bedste på årgangen, og præmien var et kursus i ”public speaking”. Alle de andre fik feedback på, hvad de kunne gøre skarpere eller bedre. Da vi skulle pitche vores vendte underviseren sig bare mod publikum og sagde med en meget pædagogisk stemme: ”Wow, isn’t she good at public speaking? Isn’t it easy to understand her?””

Det var altså slet ikke det faglige Helene blev bedømt på, men mere at hun overhovedet turde.

”Jeg følte mig virkelig ydmyget.”

Samtidig har hun studset over noget andet. At folk godt kan forstå hende, hvis de altså gider.

”Vi gør os så umage med dialekter og andre sprog. Der har vi en forståelse for, at det kan tage lidt længere at forstå hinanden, og at der sikkert bliver lavet fejl, men når det er talefejl, så bliver det noget, man må grine af.”

Hun ønsker ikke særbehandling. Bare det samme niveau af forståelse.

”Man må jo gerne skulle lytte lidt ekstra. Det er okay.”

Og måske er det dér, problemet i virkeligheden ligger.

Ikke i et enkelt radioprogram.

Men i, hvem vi synes, det er værd at lytte til og respektere.