Debat: Hvis jeg var statsminister, ville jeg sige undskyld…

‘Helt kort, helt ærligt.

Undskyld, fordi vi har fucket op.

Undskyld, fordi vi har gjort livet besværligt for mennesker med handicap.

Undskyld, fordi vi har gjort det til en kamp at få den hjælp, man har ret til.

Undskyld, fordi vi har udskammet mennesker med handicap som gøgeunger i kommunen.

Undskyld, fordi vi har holdt dundertaler om retten til aktiv dødshjælp, imens vi ikke engang har kunnet tilbyde aktiv livshjælp.

Men det er ikke nok med undskyldninger. Det er tid til et opgør.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg gøre op med myten om byrden.
En myte om, at vi med et handicap er en udgift og en omkostning. En myte der opstår, når vi reduceres til sager på et kommunalt skrivebord i stedet for ressourcer i samfundslivet.

For det er ganske klart. Hvis du bliver ved med at få at vide, at du er en udgift. Hvis du bliver ved med at få at vide, at du er en omkostning. Og hvis du bliver ved med at få at vide, du er et problem. Så bliver du det. I dine egne øjne såvel som i andres øjne.

Det er med andre ord konsekvensen af stigmatisering.

Vi kan også kalde det ableisme: en måde at indrette samfundet på, hvor mennesker uden handicap er normen, og hvor mennesker med handicap først og fremmest bliver set som en belastning.

Når idéen om mennesker med handicap som en underskudsforretning får fat, spreder den sig. Den siver ind i skolen, i uddannelsessystemet, ind på arbejdsmarkedet og i foreningslivet. Og i værste fald, så gennemsyrer den fortælling os selv.

Jeg har selv muskelsvind. Det har jeg haft de sidste 33 år.

Og nej, det er da ikke det fedeste, at jeg ikke kan tage trappen til femte. Det er da ikke det fedeste, at jeg ikke kan stå op under en hel koncert. Og det er da ikke det fedeste, at jeg ikke har energi til at lave aftensmad og tage opvasken.

Men det er ikke dét, der er mit problem. Det er mit vilkår.

Mit problem er, at jeg frygter, om jeg kan få den hjælp, jeg har ret til.

Mit problem er ikke muskelsvind. Mit problem er dig, politiker, der har indrettet et system, hvor jeg skal kæmpe for den hjælp, jeg har ret til. Dig, der spænder ben for, at jeg kan deltage på lige fod med andre uden for min lejlighed.

Tænk hvis vi havde et handicapområde, der gav folk med handicap den hjælp, vi har behov for.

Tænk hvis vi havde et handicapområde, hvor man så folk med handicap som mennesker og ikke sager på et kommunalt skrivebord.

Tænk hvis vi havde et handicapområde, der gav mig de kræfter, jeg ikke selv har.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg tage et opgør med et system, hvor man ser en byrde og ikke en ressource.

Jeg ville være den sidste, der behøvede at sige undskyld – og den første til for alvor at tage fat. Det fortjener vi, der lever med et handicap, og det fortjener også det samfund, vi lever i.

Dette er et debatindlæg og er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar og et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.