Sofie og robotterne: Udsatte børn og unge kan have gavn af skolerobotter

Sofie Skoubo er nervøs. Det er en stor dag. Om lidt skal hun forsvare sin ph.d.-afhandling, som hun har brugt de sidste fire år af sit liv på.

“Da jeg begyndte, tænkte jeg, at hvornår opdager de, at jeg ikke er klog nok til at være i den her forskerverden. Det har de heldigvis ikke gjort endnu,” siger Sofie og griner.

Men den frygt er bragt til skamme, da hendes forskning har vist klare resultater, som også er publiceret internationalt i blandt andet tidsskriftet International Journal of Environmental Reararch and Public Health.

Ph.d.-projektet hedder “My Avatar” og undersøger, hvorvidt sårbare og syge børn med højt skolefravær kan blive en større del af fællesskabet ved at bruge en robot i undervisningen. Robotterne er en såkaldt avatar, altså en stedfortræder, som eleverne kan styre hjemmefra, mens de deltager i undervisningen.

En undersøgelse om skoletrivsel fra Muskelsvindfonden fra 2016 konkluderede, at børn med muskelsvind ser sig selv som mindre akademisk stærke end deres klassekammerater.

Sofie har selv muskelsvind, og havde et højere skolefravær end de fleste, da hun gik i skole og derfor begyndte hun at tvivle på sig selv:

“Da jeg var ung, var jeg meget i tvivl om, om det overhovedet var muligt for mig at gennemføre en uddannelse, og om det var muligt for mig at få et job. Og det kan jo virke lidt fjollet at sige nu, når man sidder her og tager en ph.d., men der var en masse bekymringer i forhold til, om jeg nu kunne det samme som de andre,” siger hun.

Vores journalist Anne-Reil Gammelgaard har talt med Sofie om hendes forskning, og den samtale kan du høre i podcasten ‘Sofie og skolerobotterne’.

Hvad viser Sofies forskning?

Resultaterne af Sofies forskning viser, at børn og unge, som har en skolerobot har stor gavn af den og den sikrer, at de i højrere grad føler sig som en del af klassefællesskabet. Dermed viser Sofies forskning, at en skolerobot er et af flere værktøjer, som kan hjælpe børn med et højt skolefravær.

“Det, jeg kan se, det er, at der er kæmpe potentiale for, at det kan være et redskab til at afhjælpe manglende deltagelse. Og at på de dage, hvor man ikke er der, stadig har mulighed for at følge undervisningen og at have den her kontakt med sine klassekammerater.”

Sofies forskning viser samtidig, at der er en del lovgivningsmæssigt og organisatorisk omkring brugen af robotten, som umiddelbart gør det svært at indføre robotten med et fingerknips.
Teknologien i sig selv er meget simpel, men det komplicerede opstår, når der skal samarbejdes om, hvem som har ansvaret for robotten og basale ting som, hvem tænder den? Og hvordan skal man tale til robotten?

Samtidig er robotten ikke så nem at få fingrene i:

“Mange af dem jeg har talt med, de har været så heldige at få en robot. Men der er ingen steder, hvor du kan ansøge eller få bevilliget en robot. Så det kræver, at man har den “rigtige” sygdom eller har en skole, der kan se fidusen i robotten,” påpeger Sofie.

Hun var oftere væk end tilstede

60 procents skolefravær. Det var virkeligheden for Laura Kehler i sin folkeskoletid i Greve. Laura har muskelsvind og er en af de mange børn, som har haft stor glæde af en skolerobot. Hun har mange følgesygdomme, som kræver mange indlæggelser, og så er hun ofte træt. Meget træt. Så træt, at den energi, det ville kræve for hende at deltage fysisk i klasseundervisningen, ville stjæle fra den energi, hun skulle bruge på at lære.

Derfor fik hun i 8. klasse en avatar – ‘skolerobot’, som de kaldes, som gjorde, at hun kunne deltage i undervisningen hjemme under dynen og stadig føle sig som en del af klassefællesskabet. Det kan du læse mere om i dette portræt af Laura “Det værste er at blive overset – selvom jeg er her”.

Robotten er dog ikke fortid for Laura. I dag læser hun jura på universitetet, og det ville være umuligt for hende uden robotten:

“For mig har det været en kæmpe forskel at opleve, hvordan jeg lige pludseligt var en del af klassefællesskabet og det faglige fællesskab, hvor det tidligere var som om, jeg stod udenfor og kiggede ind hver dag. Men da jeg fik skolerobotten, blev jeg en del af fællesskabet, fordi så kunne jeg deltage i undervisningen uden at gå på kompromis med mig selv og min krop og betale en høj pris bagefter,” siger Laura Kehler i podcasten, Sofie og Robotten.

Sofie Skoubo er glad for at have fået sat sit sidste punktum i sin afhandling. Men det er ikke det sidste ‘forskerpunktum’ for hende:

“Jeg elsker at fordybe mig i ting og finde løsninger på eksisterende svære problemstilinger. Så jeg har allerede lavet et nyt forskningsprojekt, som vil se på, om der kan skabes rammer for, at flere børn og unge med muskelsvind kan deltage i sport på den ene eller anden måde.”

Du kan læse mere om ‘My Avatar’ projetet her, hvis du er lidt ferm til engelsk.