Der var noget i luften på Christiansborg…
I dag var noget helt særligt, skriver formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, om dagens samråd på Christiansborg. Der var noget i luften.

I dag var noget helt særligt, skriver formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, om dagens samråd på Christiansborg. Der var noget i luften.

Det er efterhånden ikke sjældent, at jeg tager turen fra Aarhus til Christiansborg. Hver gang jeg træder ind på de bonede gulve, mærker jeg det samme sug i maven. Her starter beslutningerne. Her bliver virkeligheden forandret. For nogen til det bedre, for andre til det værre.
Men i dag var noget særligt.
Jeg deltog i et samråd med socialministeren om det, der måske er det vigtigste af alt for mig og for mange af os i Muskelsvindfonden: hjælpeordningen. Eller BPA, som den også kaldes.
Den ordning, der gør det muligt for mennesker med omfattende handicap at leve et selvstændigt liv med personlig og praktisk hjælp.
Omdrejningspunktet for dagens samråd var den krise, som hjælpeordningen lige nu befinder sig i. For der var en tid, hvor man, hvis man havde behov for en hjælpeordning, også kunne regne med at få den bevilget. De tider er forbi.
I dag oplever vi et system, der i stigende grad lukker døren for nye ansøgere og skærer i eksisterende ordninger.
Derfor var det også fantastisk at opleve, at stort set alle relevante ordførere var mødt op. Lige fra Ø til Æ og fra C til Å. Du kan se samrådet her.
Og lad mig sige det med det samme: selvom socialministeren i store træk ikke havde tænkt sig at gøre sit for at sikre en forandring, så var der noget i luften.
Mødet blev indledt af Charlotte Broman Mølbæk (SF), og i stedet for en almindelig åbningstale valgte hun at læse et debatindlæg højt. Ikke sit eget, men det debatindlæg, som 55 unge med muskelsvind netop havde fået bragt i Altinget. Et indlæg, der med stærke ord og levende eksempler beskrev, hvad det vil sige at leve, og hvad det vil sige at miste retten til at leve frit.
Det var en stærk måde at starte et samråd på. Man kunne se i øjnene på folk, at det gjorde indtryk.
Desværre måske ikke så meget på socialministeren, som fulgte op med relativt nøgterne svar, der i vid udstrækning blev læst op fra et papir. Det er sådan, samråd ofte foregår, og det har jeg fuld respekt for, men man kunne godt have ønsket sig, at ministeren havde forholdt sig mere direkte til de vidnesbyrd og virkeligheder, der blev bragt i spil. For det handler om mennesker. Om liv, ikke bare systemer.
Heldigvis blev ministerens svar fulgt op af en lang række gode og skarpe spørgsmål. Fra Mette Thiesen (DF) over Rosa Lund (EL), Joachim Hoffman-Petersen (C) og Torsten Gejl (ALT) til Karina Adsbøl (DD). Og ikke mindst fra Charlotte Broman Mølbæk selv, som igen og igen tog ordet og insisterede på, at der skal ske noget. Alle gik de ægte meget til stålet!
Det, jeg kunne mærke i dag, var, at der var noget i luften. En vilje. En stærk politisk vilje på tværs af partier til at tage livtag med en ordning, der alt for længe har været under pres.
Flere politikere pegede på, at vi har siddet her før med de samme problemer og de samme bekymringer. Forskellen er bare, at nu er tålmodigheden ved at slippe op.
Min fornemmelse, da jeg kørte derfra i dag, var, at der faktisk kommer til at ske noget. Måske ikke direkte fra socialministerens kontor. Men som følge af det heldigvis massive pres, der blev lagt fra alle sider af det politiske spektrum. Og for det er jeg oprigtigt taknemmelig.
For det var en dag, der begyndte med stærke ord og endte med et ægte håb. Et håb om, at vi en gang for alle kan begynde at tage hånd om de udfordringer, der truer hjælpeordningen.
For den er vigtig.
Som de unge så klart skrev i deres debatindlæg:
Det handler ikke om at overleve. Det handler om at leve.
Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden


Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Jeg ville være en helt anden uden
Du har altid et valg – medmindre du ikke har det
Klik på kortet ⬇️ Hjælperordningen BPA er i frit fald
Nu føler jeg mig voksen og uafhængig
Janne Sander: “Jeg var ved at udvikle social angst
Diana drømmer om at få den hjælperordning, Antoniett har
Mennesker med handicap erobrede selv deres frihed. Så hvorfor frarøver vi den igen?
Kathrine blev syg af manglende hjælp
Kære minister; hvorfor får markant færre unge med handicap en hjælperordning?
Ulovligheder, der betaler sig
Hører du også, hvad du selv mener?
Farmand & Formand: Afsnit 1 – “Formand”
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
kv25s
lyds
nyheds
oplaeste-artiklers
podcasts
politiks
portraets
qas
leders
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater