Hvornår er et liv værdigt, og hvem afgør det?
Janus Tarp gyser ved tanken om, at man ville have tilbudt ham aktiv dødshjælp efter hans ulykke. Han har et godt liv i dag.

Janus Tarp gyser ved tanken om, at man ville have tilbudt ham aktiv dødshjælp efter hans ulykke. Han har et godt liv i dag.
Janus Tarp var 14 år, da han kørte frontalt ind i en ulovligt parkeret lastbil på sin cykel. Han trænede dengang til triatlon. Men han blev lam fra halsen og ned og får i dag hjælp af en respirator til at trække vejret. Med ét var hans liv forandret, og drømmen om at blive læge måtte revurderes.
I dag er han 50 år, chefjurist i Slagelse Kommune, formand i UlykkesPatientForeningen, medlem af regeringens Udvalg for en mere værdig død – og indædt modstander af aktiv dødshjælp.
”Fra det ene øjeblik til det andet fik jeg fuldstændig ændret mit liv og kunne pludselig ikke bruge min krop, mine arme eller ben, kun mit hoved. Hvis man kigger på det med nutidens briller, ville man måske have tilbudt mig aktiv dødshjælp, og jeg gyser ved tanken,” siger Janus Tarp.
Hvis Janus Tarps forældre havde været mindre ressourcestærke, eller hvis velfærdssystemet ikke havde grebet ham, er han ikke sikker på, at han havde været i live i dag.
”Det er så vigtigt, at når man beder om hjælp, så har vi et velfærdssamfund, som stiller op. Altså et sikkerhedsnet, som fanger sådan nogle som mig og hjælper os videre, så vi kan se værdigheden og værdien i det liv, vi lever. Så samfundet hjælper én med at få et ordentligt liv og ikke med at komme herfra.”
De fleste steder i verden, hvor aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord er lovligt, gælder lovgivningen for mennesker med invaliderende og uudholdelige lidelser, og flere steder er terminal sygdom ikke længere et krav. Vurdering af en persons afhængighed af andre, ønske om autonomi og tab af funktioner indgår i bedømmelsen af, om vedkommende er berettiget til dødshjælpen.
Med aktiv dødshjælp bliver værdighed sat på en skala, mener Janus Tarp. Hvor kropskapable, dvs. mennesker uden funktionsnedsættelser, ligger øverst, og terminalt syge og mennesker med funktionsnedsættelser ligger nederst.
“Når vi giver nogle befolkningsgrupper muligheden for aktiv dødshjælp, kommer vi til at have det syn på dem, at deres liv ikke er værd at leve. Det er den konsekvens og det menneskesyn, jeg vender mig stærkt imod og frygter,” siger Janus Tarp.
I tråd med f.eks. Lægeforeningen og foreningen ’Ikke død endnu’ er Janus Tarp bange for, at vi med indførelsen af aktiv dødshjælp vil gå på kompromis med den hjælp, som mennesker med handicap kan få i dag, og i værste fald vil vi stå over for en afvikling af velfærdssamfundet.
”Hvis vi har aktiv dødshjælp, hvorfor skal vi så, sat på spidsen, have en sociallovgivning? Hvorfor skal vi have en hjælperordning? Hvorfor skal vi give respiratorer?” spørger Janus Tarp.
Erfaringer fra udlandet viser, at indførelsen af aktiv dødshjælp fører til en glidebane-effekt, hvor der slækkes på kravene, og målgrupperne derfor langsomt udvides til også at gælde f.eks. psykisk syge og børn.
Der er også enkelte udenlandske eksempler på tilfælde, hvor borgere i stedet for offentlig støtte til f.eks. en trappelift i hjemmet eller en plejehjemsplads, fik tilbudt aktiv dødshjælp.
Opgørelser fra staten Oregon i USA viser desuden, at 48 % af dem, der vælger at få aktiv dødshjælp, bl.a. gør det, fordi de ikke vil være til besvær for deres pårørende.
Der findes ikke tal på, hvor mange danskere der i de senere år har efterspurgt aktiv dødshjælp. Men erfaringer fra sygehuspersonale som læger og hospitalspræster viser, at de sjældent møder nogle, der beder om hjælp til at dø.
Så når 72% af danskerne er for aktiv dødshjælp, er det for Janus Tarp et udtryk for, at de ikke kan forestille sig, hvordan de vil have det senere i livet.
“Det handler lige så meget om, om man føler, der er nogen omkring én i den sidste tid. Om der er støtte, omsorg og smertelindring. Vi taler også om, at jo bedre palliativ behandling og jo bedre vilkår vi har i sociallovgivningen, jo mindre behov vil der være hos den enkelte for at efterspørge aktiv dødshjælp,” siger han og afslutter:
“Når man når til den sidste tid af ens liv, vil man have det sidste med, og man finder værdighed i noget, man som ung og rask ikke troede, man ville finde værdighed i.”
Eutanasi (aktiv dødshjælp) betyder lovliggørelse af drab på begæring. Det drejer sig om, hvorvidt det skal være tilladt for læger at tage livet af svært lidende og eventuelt døende patienter, der anmoder om det. Det er ulovligt i dag.
Ved passiv dødshjælp forstår man at undlade at iværksætte foranstaltninger, som man må formode at kunne forlænge patientens liv, f.eks. at afbryde respiratorbehandling af en bevidstløs person eller ophør af penicillinbehandling af terminalt syge patienter. Det er lovligt i dag.
Assisteret selvmord betyder lovliggørelse af, at en anden person (evt. en læge) giver patienten medicin og vejledning, så patienten selv kan gøre en ende på livet. I dag er assisteret selvmord ulovligt i Danmark.
Det palliative koncept går ud på at bekræfte livet og give anerkendelse til det enkelte menneske. Det kunne være et modstykke til eutanasien, nemlig en helhjertet omsorg og en lindrende behandling. Det er ikke uværdigt at være afhængig af andre, men det er uværdigt, hvis man i en sådan situation ikke får optimal hjælp. Det er lovligt i dag.
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Aktiv dødshjælp: Dårlige vilkår fører til indirekte tvang
Statsassisteret selvmord er et samfund, der giver op
Netværk mod aktiv dødshjælp: “Udvalget lever i en fantasiverden”
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
lyds
nyheds
oplaeste-artiklers
podcasts
politiks
portraets
qas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater