Kunstneren Gudrun Hasle broderer sine fejl ind i kunsten

Der er noget, der ikke er helt rigtigt.

Ordene er skæve. Bogstaver mangler. Sætningerne snubler.

På førstesalen i familiens byhus i Odense, står jeg længe og kigger på det lille lyserøde klæde med små blå broderede bogstaver i Gudruns værksted: ”JEG PRØVER AT HÅBER”.

Fra Gudrun Hasles værksted. (Foto: Frederik Løkkegaard)

Jeg forstår egentlig betydningen med det samme, men alligevel er det ekstra ’R’ næsten det eneste mine øjne kan se.

Og det er meningen.

”Jeg broderer tekster med stavefejlene, som jeg lader stå for at give ekstra sårbarhed, men også for at kæmpe for retten til at gøre tingene forkert. Til ikke at være perfekt.”

For kunstner Gudrun Hasle er det, hun engang skammede sig over, blevet hendes stærkeste kunstneriske greb. Hendes ordblindhed er ikke længere noget, der skal skjules. Den er noget, der skal vises frem.

Følelsen af at være forkert

Som barn var det en anden historie. En historie, som Gudrun bærer med sig.

”Jeg kom til en verden, hvor ordblindhed ikke ”fandtes”. Man havde hørt om det, men det var ikke en ting. Så for mig var det bare en følelse af, at jeg bare var dum,” fortæller hun.

Hun beskriver en skolegang, hvor alt det, hun var god til, ikke talte.

”Jeg kom på en folkeskole, hvor at alt, hvad jeg kunne, det kunne ikke bruges til noget. Altså, jeg var god til at tegne og snakke. Så det var bare en følelse af, at alt, hvad jeg kunne, ikke kunne bruges til noget som helst.”

Og det satte sig dybt i hende.

”Jeg havde en følelse af, at jeg bare gik rundt og var sådan et råddent menneske. Sådan helt rådden indvendigt. Det var helt vildt smertefuldt. Jeg synes, at det var så pinligt.”

Følelsen af at være forkert var ikke bare noget, der opstod i klasselokalet. Den spredte sig til resten af hendes verden.

”Jeg sagde altid noget lidt akavet. Sådan ligesom en vittighed hvor pointen falder for sent. Jeg var altid ét skridt ved siden af.”

Da den indre smerte blev for meget

I teenageårene blev hendes indre uro så meget for hende, at hun havde brug for at vise den fysisk.

”Jeg begyndte at skære i mig selv, fordi jeg havde brug for at se alt det dårlige, jeg havde. Jeg havde simpelthen brug for at se det fysisk udenpå.”

Hun beskriver, hvordan den indre smerte blev så massiv, at den ydre smerte næsten ikke kunne mærkes længere.

Det er en periode af hendes liv, som altid vil være en del af hende, men som hun i dag kan tale åbent om. Ikke for at dvæle ved eller dyrke den, men for at spejle nogle følelser, som mange går rundt med.

Fejlene bliver til styrke

Da Gudrun Hasle finder kunsten, sker der noget i hende. Her er det pludselig okay at være god til at tegne og snakke. At se verden og opleve den på en lidt anden måde.

Første gang hun for alvor mærker den, er da hun er med på Charlottenborgs Forårsudstilling.

”Jeg kan huske, at jeg var med på Charlottenborgs Forårsudstilling, og havde broderet fire små broderier med nogle små tekster, og så så jeg bare, at der stod 50 mennesker rundt om. Og man kunne se på læberne, at de prøvede at læse det højt og diskuterede indbyrdes om, hvad der stod,” fortæller hun.

Gudruns kunst. (Foto: Frederik Løkkegaard)

Pludselig var det ikke hende, der ikke kunne læse. Det er alle andre, der får et indblik i hendes daglige kamp.

”Det var første gang, jeg tænkte: ”Fedt mand!” eller ”sejt”. Jeg har faktisk fanget deres tid.”

Hendes handicap, som andre har haft travlt med at kritisere, bliver en metode. En måde at få verden til at stoppe op.

”De var tvunget til at bruge rigtig, ægte tid, og dechifrere og diskutere og finde ud af, hvad der stod.”

Hun holder en pause og kigger ud ad vinduet:

”Det var… Det var nærmest forløsende.”

At insistere på det uperfekte

I dag er det netop fejlene og det uperfekte i mennesket, hun arbejder med.

”Jeg skriver, som jeg tænker. Hvis jeg begynder at rette for meget til, så taber mine værker.”

For hende er fejl ikke noget, der skal gemmes væk eller undskyldes for, men noget helt naturligt.

”Jeg prøver at holde det uperfekte op og sige: ”Se, hvor er det smukt. Fordi det er menneskeligt og levende.”

Når andre kan spejle sig

Noget af det, der betyder mest for hende i dag, er reaktionerne fra andre, der kan se sig selv i det spejl, hun forsøger at holde op.

”Jeg får jo de fineste beskeder fra folk, fordi jeg har lavet et værk, der bare ramte dem. Så jeg laver måske det, jeg selv havde brug for at se, især da jeg var ung.”

Gudrun viser et af sine projekter. (Foto: Frederik Løkkegaard)

Det handler ikke bare om hende selv, men om noget meget større. At hun med sin kunst, kan række ud og bygge bro:

”Der er mange, der har den der ensomhedsfølelse. Og man kan ikke finde ud af at række ud. Og måske kræver det egentlig bare, at man rækker ud og siger det, fordi så vil folk gerne komme dig i møde. Men man er ikke klar over, at de vil gøre det, og man tror bare, at ens mørke nærmest smitter andre. Så jeg prøver at lave broer med mine værker,” fortæller hun.

”Jeg tror bare… Jeg er et menneske.”

Efter mange års indre og ydre kamp har Gudrun fundet sin vej og sin plads i verden. Og i dag ser hun ikke sin ordblindhed som noget, der skal fikses.

”Det er jo bare et vilkår. Jeg tænker det egentlig meget som, at der er nogen, der er lyshårede, der er nogen, der er mørkhårede – også er der nogen, som er ordblinde.”

Hun slår sin pointe fast med sin sidste bemærkning:

”Vi skal øve os at kunne være i det forskellige. Vi skal øve os i at kunne se verden lidt bredere og større – og mere.”

Hvis du har det svært eller kæmper med selvskade, er det vigtigt, at du ikke er alene. Du kan kontakte Livslinjen på 70 201 201 eller finde chatrådgivning på deres hjemmeside.