Indlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og pærspektiver
Jeg har egentlig aldrig oplevet at have været på en særlig rejse hen mod at blive parasportatlet. For mig har det ligesom bare altid været givet. Men det skyldes nok mest, at jeg allerede som 6-årig startede til el-hockey og siden da har dyrket parasport. Jeg kender ganske enkelt derfor ikke til andet – og heldigvis for det.
Når det er sagt, så er det jo klart, at der er kæmpestor forskel på “atleten Danni”, der som 6-årig mest af alt ville spille el-hockey for sjov, fordi stolene kunne køre hurtigt, og fordi nogle af de ældre og seje drenge gjorde det, og så til “atleten Danni”, som det har udviklet sig til først og fremmest at ville vinde og være den bedste.
Æblet falder ikke langt fra stammen
Det kunne lige så godt bare have været blevet ved at dyrke parasport for hyggen og det sociale. Jeg tror, at en kombination af min personlighed, som er meget perfektionistisk og konkurrencepræget anlagt, og så det miljø, jeg omgav mig med. Jeg havde min far som træner – og han ville VIRKELIG gerne vinde (ja ja, æblet falder ikke langt fra stammen og alt det der).
Samtidig var nogle af mine holdkammerater også konkurrenceprægede, og alt det var nok med til at gøre, at sejren – det at ville vinde – blev min drivkraft.
Del din mening
Eller login med din email
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater