Petra Kleis: “Det perfekte er kedeligt”

Et modspil til det perfekte

Som anerkendt portrætfotograf i mode- og reklamebranchen er Petra Kleis vant til polerede overflader, når hun til dagligt tager billeder af stjerner som Tobias Rahim, Caroline Wozniacki, Viggo Mortensen, Helle Thorning Schmidt og mange andre.

Derfor tøvede hun ikke, da Muskelsvindfonden inviterede hende til at fotografere modeller med handicap for projektet Pærfekt, der gennem croquis forsøger at skubbe danskernes overbevisning om, hvordan kroppen skal se ud.

“Jeg synes, at det er et vildt fedt projekt. Alt ved det gjorde, at jeg gerne ville være med,” siger hun.

I modsætning til modeverdenens ensidige kropsidealer oplevede hun her en befriende kontrast:

“Det er de færreste modeller, jeg normalt får tilbudt, der har et handicap. I den kommercielle verden går man ofte efter det, der er normativt perfekt. Pærfekt kan forhåbentlig vise et mere realistisk billede af, hvordan kroppen kan se ud.”

Hun føler et ansvar for at bruge sin platform til at skubbe billeder ud i verden, “som viser, at vi alle sammen er pærfekte på vores måde.”

Tryghed foran linsen

At stå nøgen foran et kamera kræver mod, men Kleis arbejder målrettet på at skabe ro.

“Som croquismodeller er de jo toprutinerede i at være nøgne, så det var nemt for mig at få det udtryk af stolthed, jeg gerne ville have frem” fortæller hun og fortsætter: “Hele holdet var bare afslappet – og jo mere vi ser kroppen, jo mindre usædvanlig bliver forskellighed.”

Hendes metode er enkel: Kommunikation. Hun forklarer altid, hvad planen er, og småsnakker undervejs for at skabe en så uhøjtidelig stemning som muligt, så modellerne næsten glemmer kameraet.

“Hvis man som fotograf er dårlig til at kommunikere, så føler man sig endnu mere ensom foran kameraet. At være tydelig er en kæmpe del af det.”

Respekt og stolthed

For Petra Kleis var det afgørende at lave ærlige og alvorlige portrætter.

“Jeg ønskede, at billederne skulle rumme stolthed og respekt. Og de skulle være lige så æstetisk smukke, som jeg ville have lavet med enhver anden model.”

Ét portræt står særligt klart for hende: Aina, en ung kvinde med respirator.

“Hendes blik og hendes krop er virkelig dragende. Hun udstråler, at hun har det godt med, hvem hun er – og det er vildt inspirerende. Man kan se det i blikket på dem alle sammen, at de er stolte af at gøre en forskel”

Stolthed smitter

Kleis håber, at modellerne tager oplevelsen med sig som en styrket følelse af stolthed. Selv er hun imponeret:

“Jeg ser i den grad op til dem – de er modigere og sejere end mig.”

Hun håber også, publikum bliver ramt:

“De her personer har på ingen måde normativt perfekte kroppe, men de viser dem frem uden skam. Det tror jeg, alle kan lære noget af.”

For hende viser Pærfekt, at ægte skønhed opstår, når mennesker hviler i sig selv – og at vi alle kan lære at betragte os selv og hinanden med lidt mere stolthed og lidt mindre skam.