Politisk chef: Ankestyrelsen har spillet fallit. Nu håber vi på, at ombudsmanden kan hjælpe

Thomas Krog er politisk chef i Muskelsvindfonde
og stiller op som kandidat til byrådet i Brønderslev Kommune og regionsrådet i Nordjylland for SF.

Vi har i Muskelsvindfonden sendt tre sager til Folketingets Ombudsmand, hvor Ankestyrelsen tilsidesætter fakta. Ombudsmanden er den instans, som fører kontrol med det offentlige, og han har valgt at se på sagerne. Det gør han kun gør, når det vurderes nødvendigt.

Sagerne drejer sig om tre unge kvinder, som bliver nægtet kompensation for deres ekstraudgifter til handicapbil, fordi Ankestyrelsen lægger mere vægt på tilfældige tal fra kommunerne, end den mest valide tilgængelig statistik fra Danmarks Statistik, som Muskelsvindfonden har sendt til dem.

Kommunens skøn strider imod data

Tallene taler deres tydelige sprog – i hvert fald er de forståelige for andre end kommunen og Ankestyrelsen. Kun fem procent af alle kvinder mellem 18-24 år med bopæl i Aarhus by har ifølge Danmarks Statistik rådighed over bil. Alligevel når både Aarhus Kommune og Ankestyrelsen frem til, at den dengang 23-årige Kathrine, der bor helt centralt i Aarhus ville have haft bil, hvis ikke hun havde muskelsvind. Den konklusion når kommunen blandt andet frem til via generelle tal om, at antallet af enlige med bil er steget fra 35,5 procent i 2013 til 43 procent i 2023.

Ankestyrelsen når frem til den absurde konklusion via sit standardsvar om, at de ikke har grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn. Styrelsen fastholder altså, at det er et acceptabelt kommunalt skøn, selv om det er en afgørelse, der går direkte imod valid fakta. Og det er desværre ikke bare en enkel svipser fra kommune og Ankestyrelse. Det sker igen og igen.

Chanceløse borgere

Ifølge loven skal borgeren sandsynliggøre, at de ikke ville have haft bil, hvis de ikke havde muskelsvind. Den opgave er umuliggjort af Ankestyrelsens nye praksis. Uanset hvor lav kvaliteten og relevansen er af den statistik, som en kommune lægger til grund for sin vurdering af ‘bilrådighed’, vil Ankestyrelsen ikke tilsidesætte den.

Resultatet er, at Ankestyrelsen ender med at stadfæste forkerte kommunale afgørelser – og dermed fastlægge en praksis – der er i uoverensstemmelse med loven, og som medfører, at borgeren ikke får den hjælp og støtte, som man ellers er berettiget til.

Samtidig står vi som borgere tilbage med en følelse af afmagt. Vi er kommet med de rigtige argumenter og har faktuelt ret, men bliver alligevel kørt over af myndigheder for hvem økonomi åbenlyst vejer tungere end retssikkerhed og livskvalitet.

Ombudsmanden inddrages

Selvom Ankestyrelsen ifølge retssikkerhedsloven er øverste administrative klageinstans på socialområdet, har Muskelsvindfonden ikke affundet sig med styrelsens åbenlyse fejl. Vi har derfor indbragt en række sager for Folketingets Ombudsmand. Og Ombudsmanden har valgt at kigge nærmere ind i sagerne. Blandt andet har de sendt en række sager til Ankestyrelsen med, hvad vi tolker som spørgsmålet: ”Mener I virkelig, det I har skrevet?”

Med Ombudsmandens egne ord: ”Ankestyrelsen kan samtidig få lejlighed til at foretage en samlet vurdering af, om Kathrine Skov Larsen ud fra et objektivt sammenligningsgrundlag må antages at ville have haft bil, hvis ikke hun havde en funktionsnedsættelse…”

Kommunernes Landsforening har helt tydeligt fået mere og mere magt i Ankestyrelsen. Fysisk har det manifesteret sig i, at de er med i udvalg, der løbende påvirker Ankestyrelsens praksis. Det har betydet, at styrelsens neutralitet i ankesager er ved at fordufte.

Jeg håber inderligt, at de aktuelle sager fører til tre ting:

1. De konkrete personer får den hjælp, de har ret til
2. Ombudsmandens indgriben betyder, at Ankestyrelsen indser den gale retning og retter op.
3. At de mange sager med åbenlyse fejlskøn fra Ankestyrelsen får politikerne til at åbne øjnene, så de stopper det lukkede udvalg, hvor kommunerne kan påvirke Ankestyrelsens praksis, uden vi andre har mulighed for at deltage i diskussionen.