“De vil tage det liv fra mig, som jeg kender”

De Paralympiske Lege i Paris er netop slut. Flere tusinde atleter fra hele verden har i løbet af 12 dage dystet på det højst mulige niveau i deres respektive sportsgrene. Ti medaljer tog de med hjem til Danmark.

32-årige Simon Damtoft fra Hobro drømmer om at nå dertil.

Hverken Powerchair Floorball eller Powerchair Football, som det hedder, når atleterne bruger kørestole, er endnu en del af PL-programmet. Men Simon har en fornemmelse af, at der ikke går mange år, før det sker.

Og så er han klar. Han har nemlig været med til at vinde en VM-guld-medalje for det danske Powerchair Floorball-landshold og deltaget i EM og VM for det danske Powerchair Football-landshold.

Simon Damtoft spiller på landsholdet i Powerchair Football og Powerchair Floorball. Her er han til træning i Powerchair Football.

Kun lige nøjagtig hjælp nok

Simon har muskelsvind, og derfor har han brug for hjælp fra en personlig hjælper (en såkaldt BPA-ordning).

Lige nu får han kun lige nøjagtig den hjælp, der skal til for at kunne dyrke de to sportsgrene.

Men de ugentlige 13 timer, hvor han har en personlig hjælper hos sig, er ikke nok ift. det eliteidrætsniveau, han er på, hvor han møder til træning og stævner flere gange om ugen.

Simons personlige hjælper støtter ham i at komme afsted til træning, hjælper ham ind og ud af hans floorball-stol, med at fragte udstyr samt uforudsigelige opgaver under træning og stævner såsom toiletbesøg, at spise og med at rette Simons siddestilling i sportsstolen.

Må opgive parasport

Ovenstående er alle opgaver, som ikke kan dækkes af hjemmehjælp, som er det Mariagerfjord Kommune mener, at Simon kan klare sig med.

Hjemmehjælp kræver, at Simon befinder sig i hjemmet det meste af døgnet.

Derudover vil han få bevilget blot 15 timers ledsagelse ud af huset om måneden, hvilket vil betyde, at Simon må opgive størstedelen af sit liv med parasport.

Ked af det og vred

Simons behov for hjælp steg i takt med, at de ambitiøse forberedelser op til VM i Powerchair Floorball tog til i 2022.

På grund af det øgede behov for hjælp sendte han en ansøgning til Mariagerfjord Kommune om at få tildelt flere BPA-timer. Altså timer, hvor der er en personlig hjælper hos ham.  

Som svar på Simons ansøgning svarede kommunen, at de ville revurdere hele hans ordning og satte således spørgsmålstegn ved, om han overhovedet havde brug for den hjælp, han har haft i over 10 år.

”Jeg blev ked af det, skuffet og vred på dem. Derfor skrev jeg med det samme til min sagsbehandler og spurgte, hvordan hun havde tænkt sig, at jeg skulle fortsætte med at leve mit liv, som jeg har gjort indtil nu. De vil jo tage det liv fra mig, som jeg kender,” siger Simon.

Mere sport end andre

I deres afgørelse nægtede kommunen at forholde sig til Simons øgede behov for hjælp, fordi de ikke mente, at det er dem, der skal yde støtte til mere end et bestemt niveau af fritidsaktiviteter.

Fordi Simon spiller på landsholdet, er hans niveau af fritidsaktiviteter højere end den gennemsnitlige danskers, og det er det, kommunen baserer deres afslag på.

Ifølge Muskelsvindfonden har kommunen pligt til at forholde sig til Simons behov for hjælp uanset niveau af fritidsaktiviteter.

Drømmer om at flytte hjemmefra

Simon bruger lige nu primært sin hjælperordning, når han skal dyrke sport.

Kommunen vil nemlig heller ikke forholde sig til, hvad hans hjælpebehov er derhjemme, fordi hans forældre lige nu hjælper ham med de fleste praktiske gøremål og personlig pleje som at komme i bad og få tøj på.

Ifølge kommunen skal det fortsætte sådan.

Muskelsvindfonden mener dog, at Simon Damtoft har tydeligt behov for hjælp, også derhjemme, hvilket det ifølge loven er kommunens opgave at håndtere og ikke forældrenes.

Ifølge Muskelsvindfonden er Simon således berettiget til at få dækket sit behov for hjælp af andre end sine forældre. Det gælder også, selvom Simon bor derhjemme.

Simon drømmer om at flytte til Aalborg og klare sig på egen hånd.

”Det kunne være rart at bo for mig selv, men denne sag bremser mig i at komme videre, for hvis jeg flytter hjemmefra, kan mine forældre jo ikke hjælpe mig,” siger Simon.

Beder ikke om mere end nødvendigt

Simon ser for sig, at han ville bruge sit liv på at spille computer, hvis han ikke kunne komme ud af huset og dyrke sport.

”Jeg ville være enormt ked af ikke at kunne få lov til at leve et liv som alle andre, bare fordi jeg har brug for lidt hjælp. Jeg vil selvfølgelig gerne ud at opleve noget, og det kan man bare ikke uden en BPA,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes, det er vanvittigt, at kommunen bruger tid og penge på at diskutere mit hjælpebehov, når det er så åbenlyst, at jeg ikke beder om mere, end jeg har brug for.”

Status i sagen er nu, at Ankestyrelsen har hjemvist sagen, efter Muskelsvindfonden har hjulpet Simon med klage over afgørelsen. Det betyder, at kommunen skal genvurdere sagen og er blevet bedt om at lave en grundigere undersøgelse af, hvilke behov Simon har – både i hjemmet og udenfor hjemmet.