55 unge med muskelsvind op til samråd om BPA: Uden hjælp bliver vores liv sat på pause

Vi følger samrådet tæt. For uden den rette hjælperordning bliver vores liv sat på pause. På ubestemt tid. Og det er ikke bare en fornemmelse.

Det er et faktum:

Lige nu ser vi et markant fald i antallet af unge, der får bevilget en hjælperordning. Tal viser, at antallet af BPA-bevillinger er faldet markant fra 2016 til 2023 – selvom lovgivningen ikke er ændret i 15 år.

Det er ikke udtryk for, at unge med handicap har fået færre behov.

Men det betyder betyder færre muligheder. Færre friheder. Og det betyder, at ungdommen bliver konfiskeret af kommunale spareknive.

Har mistet sociale kompetencer

Vi har set mange eksempler på, hvordan unge mennesker får frarøvet deres ungdom, fordi de ikke kan få støtte.

Alexander sidder hjemme, mens hans venner læser på RUC og går i fredagsbar. Ikke fordi han mangler evner. Men fordi kommunen ikke mener, at det er “nødvendigt”, at han tager en uddannelse.

Mohammad blev over 30 år, før han fik hjælp. I årevis var han afhængig af sin gamle mormor, der tog bussen, når han skulle på toilettet. Han kunne ikke tage en ungdomsuddannelse uden en BPA. I dag siger han, at han har mistet sociale kompetencer, fordi han var isoleret i sine unge år.

Josephine drømte om et ungdomsliv. Om at kunne tage i byen, besøge venner, tage på rejser. Det ville hun kunne med en BPA, men kommunen sagde nej. Hun holdt sig i timevis, fordi hjemmeplejen ikke kom. Hun har tisset i bukserne. Hun har sprunget måltider over. Og hun har været tæt på at give op. Efter mange års kamp, lykkedes det, men hvorfor skal det være så svært?

Men der er ikke tale om enkeltsager. Det er et mønster. Tallene viser det og beretningerne bekræfter det. Og vores liv betaler prisen. Når antallet af BPA-bevillinger falder år for år, uden at loven er ændret, er det ikke tilfældigt. Det er en systemfejl. Eller rettere et systemsvigt.

Kommunerne indsnævrer personkredsen, splitter hjælpen op, sidestiller BPA med hjemmehjælp og piller opgaver ud af ordningen. Resultatet er unge mennesker, der bliver parkeret i deres egne hjem.

Ikke en luksusydelse

Uden BPA kan vi ikke: gå på toilettet, når vi skal. Dyrke sport. Tage en uddannelse. Tage et job. Tage spontant ud med venner. Flytte hjemmefra. Med andre ord: Leve et almindeligt ungdomsliv, hvor man møder venner og forelsker sig.

BPA er ikke en luksusydelse. Det er vores adgangsbillet til samfundet. Et velfærdssamfund skal måles på, hvem det giver frihed. Ikke hvem det parkerer.

Derfor er samrådet på Christiansborg torsdag 15. januar afgørende.

Vi forventer, at ministeren tager spørgsmålet alvorligt, at politikerne finder løsninger og

• stopper faldet i BPA-bevillinger, så unge får den nødvendige hjælp
• stopper kommunernes indskrænkende praksis
• anerkender, at unge med handicap har samme ret til et ungdomsliv som alle andre.

Vi vil ikke vente på livet. Vi vil leve det.