Debat: Hvem har vi glemt?

Hvis jeg var statsminister, ville jeg gøre tre ting:

For det første ville jeg styrke og ensrette hjælperordningen BPA, så den ikke afhænger af postnummer og kommunal økonomi. Frihed må ikke være et lotteri.

For det andet ville jeg investere massivt i ældreplejen. Alt for mange ældre oplever i dag ensomhed, stressede hjemmehjælpere og manglende tid til omsorg. Lige præcis dette har jeg selv oplevet i mit eget hjem. Et rigt samfund kendes på, hvordan det behandler dem, der har bygget det op.

For det tredje ville jeg ændre vores måde at tale om støtte på. Hjælp til mennesker med handicap og ældre er ikke en udgift. Det er en investering i livskvalitet, deltagelse og menneskelig værdighed.

For sandheden er, at vi alle kan få brug for hjælp en dag. Et handicap. En sygdom. En alderdom. Ingen af os er garanteret fuld selvstændighed hele livet.

Frihed er ikke ens for alle – men den burde være lige tilgængelig.

I Danmark bryster vi os af at være et velfærdssamfund. Så lad os også være det i praksis. Lad os sikre, at ingen sidder i et ensomt fængsel i deres eget hjem, fordi systemet ikke giver dem de nødvendige redskaber til at leve.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg kæmpe for et Danmark, hvor frihed ikke afhænger af din fysik, din alder eller din kommune.

Et Danmark, hvor vi passer bedre på vores ældre.

Et Danmark, hvor mennesker med handicap ikke overlever – men lever.

Et Danmark, hvor ingen bliver parkeret.

For et samfund måles ikke på, hvor stærke de stærkeste er – men på hvordan vi løfter dem, der har brug for en hånd.