BPA-ordningen fylder 40 år

Det begyndte med et klart nej.

En ung mand med handicap ringede til kommunen i 1975 for at høre, om han kunne få hjælp til at bo selv. Svaret fra kommunen var klart: Det kunne han ikke.

”Sådan en som dig skal bo på plejehjem eller institution.”

Men han gav ikke op. Han flyttede – og ringede så igen. Denne gang fik han en pose penge og beskeden:

”Så vil vi ikke høre mere fra dig!”

Det, der var tænkt som en afvisning eller en straf, blev i stedet startskuddet til en revolution.

”Personer med handicap ville selv bestemme over deres liv,” fortæller Jørgen Lenger, den daværende udviklingschef i Muskelsvindfonden.

Århusordningen blev født

Sådan opstod den såkaldte Århusordning, der i dag er kendt under det officielle navn Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). En ordning, hvor mennesker med handicap selv ansætter hjælpere og styrer deres hverdag. For første gang blev det muligt at tage spontane beslutninger og leve et liv på egne præmisser.

”Det handlede ikke om hjælp – det handlede om frihed,” siger Jørgen Lenger.

Friheden spredte sig hurtigt. Flere flyttede fra institutionerne til egen bolig, og ordningen blev et symbol på selvbestemmelse og livskvalitet.

Men i dag er udviklingen vendt.

Antallet er faldet markant

Antallet af BPA-ordninger er faldet markant med 25 procent på syv år fra 2017-2024 og hele 55 procent blandt unge. Muskelsvindfonden begrunder det blandt andet med økonomi: Ordningen er dyrere for kommunerne end alternativer som hjemmehjælp.

Hvor en BPA-ordning giver fleksibilitet og kontrol over et liv, betyder hjemmehjælp faste rutiner og begrænset frihed. Man kan blive tvunget til at leve et liv efter hjemmehjælperens vagtskema.

Samtidig er der store problemer i sagsbehandlingen. Omgørelsesprocenterne, altså de sager, der enten er fejl i eller er mangelfulde, som Ankestyrelsen sender tilbage til behandling i kommunerne, er steget til op mod 50 procent.

Kritikken fra handicaporganisationerne er hård, for noget er galt, når mennesker mister den hjælp, der netop skulle sikre deres frihed.

”I kommunerne er det kommet til at handle så meget om at spare penge på handicapområdet, at man har glemt centraler begreber som menneskers livskvalitet og selvbestemmelse. Kulturen er blevet, at hvis bare folk overlever er det ”godt nok”. Nej, mennesker med handicap er også mennesker, der skal have mulighed for at leve et aktivt liv. Sværere er det egentlig ikke,” siger politisk chefkonsulent i Muskelsvindfonden Thomas Krog.

BPA-ordningen handler altså ikke kun om praktisk hjælp. Den handler om retten til et selvstændigt liv. En rettighed, som mennesker med handicap selv kæmpede sig til, og som nu langsomt er ved at glide ud af hænderne på dem.