Debat: Danmark svigter mennesker med handicap

Dette er et debatindlæg og er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar og et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg… 

Hvis jeg var statsminister, ville jeg starte med at sige det, som alt for få tør sige højt: Danmark svigter mennesker med handicap. Ikke i teorien. Ikke til festtalerne. Men i praksis. Hver eneste dag. Jeg er mor til Maise, som har muskelsvind, og jeg har set, hvordan et system, der burde løfte, i stedet slider familier ned. Ikke fordi det mangler viden, men fordi det mangler vilje. 

Mangfoldighed er blevet en pyntegenstand 

Vi elsker at tale om mangfoldighed. Vi elsker at like opslag om inklusion. Men når det kommer til handling, er Danmark et land, der hellere pynter sig med værdier end praktiserer dem. Hvis jeg var statsminister, ville jeg kræve, at mangfoldighed ikke længere var et PR-projekt for virksomheden eller individet, men en forpligtelse. Det er gratis omgang at udstille sin egen godhed på de sociale medier. Og netop denne disciplin dyrker mange både private personer og erhvervsvirksomheder. Et like flytter intet udover den enkeltes misforståede selvforståelse.  

Hjælp efter behov – ikke efter forældrenes kampkraft 

I dag får man ikke den hjælp, man har ret til. Man får den hjælp, man kan kæmpe sig til.

Det betyder, at ressourcestærke forældre kan trække systemet i den rigtige retning, mens andre bliver efterladt. Det er ikke velfærd. Det er ulighed forklædt som administration. Hvis jeg var statsminister, ville jeg gøre op med den praksis. Retssikkerhed skal ikke være en konkurrencesport. Min datter ved, at hendes liv kunne have set helt anderledes ud, hvis hun ikke havde haft os som forældre.  

Klagesystemet er en skandale… Og alle ved det 

Familier får ulovlige afgørelser, som først bliver omstødt i Ankestyrelsen. Men når afgørelsen endelig kommer, er barnet vokset ud af behovet, familien er brændt ud, og skaden er sket. Det er ikke retssikkerhed. Det er systematisk svigt. Hvis jeg var statsminister, ville jeg indføre hurtige, bindende afgørelser og konsekvenser for kommuner, der gentagne gange bryder loven. Ingen familier skal vente et år på noget, de havde ret til fra dag ét. 

Barnets behov først – ikke kommunens kassetænkning 

I dag vurderes hjælp ud fra budgetter, standarder og “sådan plejer vi”. Barnets behov kommer i sidste række. Hvis jeg var statsminister, ville jeg vende det hele på hovedet: Hjælp skal tage udgangspunkt i barnets liv, ikke i kommunens Excel-ark. Det burde være selvfølgeligt, men det er det ikke. Og vi skammer os ikke engang. 

Uddannelse skal ikke være et kapløb 

Unge med handicap møder et uddannelsessystem, der er bygget til dem, der kan løbe hurtigt. Hvis jeg var statsminister, ville jeg sikre fleksible uddannelsesforløb, længere tid, bedre støtte og reel adgang.  Som en rettighed. Virksomheder søger stærke og robuste medarbejdere, hvilket er en ret god beskrivelse af min datter, der på ugebasis kæmper med flere udfordringer og problemer end det almindelige unge menneske. Det kan godt være min datter ikke er i stand til at gå i skole fuldtid som hendes jævnaldrende, men hun ved om nogen, hvordan man tænker ud af boksen, og bliver ikke væltet af lidt modgang. 

Unge med handicap skal ikke parkeres 

Alt for mange unge med handicap bliver skubbet ud af arbejdsfællesskabet, før de overhovedet får lov at prøve. Hvis jeg var statsminister, ville jeg sikre flere studiejob, praktikpladser og fleksible ansættelser. Ikke som velgørenhed. Som investering i talent. 

Familier skal leve – ikke overleve 

I dag bruger familier med handicap mere tid på at dokumentere deres barns behov end på at være sammen med deres barn. Det er absurd.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg fjerne den administrative byrde fra forældrene. De skal ikke være sagsbehandlere. De skal være forældre. 

Stop misbruget af midler.  

Når private botilbud tjener millioner på at udnytte systemet, er det ikke bare dårlig moral. Det er tyveri fra dem, der har allermest brug for hjælp. Hvis jeg var statsminister, ville jeg sikre gennemsigtighed, kontrol og konsekvens. Pengene skal gå til mennesker, ikke til profitmaskiner. 

Hvis jeg var statsminister, ville jeg ikke love mirakler. Men jeg ville love at gøre op med den illusion, at Danmark allerede er et godt land for mennesker med handicap. Det er vi ikke. Ikke endnu. Men vi kunne blive det – hvis vi turde handle i stedet for at tale. 

Hvis jeg var statsminister, ville jeg garantere min datter, at hun aldrig mere skulle føle sig mindre værd i det danske samfund. Få hende overbevist om, at samfundet har nøjagtig lige så meget brug for hende som hendes brødre. 

Hvad har du oplevet? Skriv det i kommentarfeltet herunder. Du kan også deltage i debatten.
Send din kommentar sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.