MIKROFONHOLDERI

55 unge med muskelsvind op til samråd om BPA: Uden hjælp bliver vores liv sat på pause

Når færre unge med handicap får hjælp fra kommunen, betyder det ikke at færre har behov for støtte. Men konsekvensen er færre muligheder, færre friheder, og at ungdommen bliver konfiskeret af kommunale spareknive, skriver 55 unge mennesker med muskelsvind.

Skaermbillede-2026-01-27-kl.-09.43.04-aspect-ratio-1917-1263

15. januar er socialminister Sophie Hæstorp (S) kaldt i samråd for at svare på, hvorfor der er sket et fald i Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) ordningen. Foto: fttv.dk

Af 55 unge med muskelsvind

27. januar 2026

Læsetid 4 min.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Det har været bragt i Altinget.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar på max 2400 anslag sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Vi er unge med muskelsvind.

Vi er studerende, drømmere, kærester, venner, karrieremennesker, natteravne, morgenmennesker, introverte, ekstroverte, sportsfans og serie-maratonister.
Vi vil leve. Ikke overleve. Vi vil være en del af fællesskabet – ikke se det passere forbi gennem et vindue.

Torsdag 15. januar er socialminister Sophie Hæstorp (S) kaldt i samråd for at svare på, hvorfor der er sket et fald i antallet af bevillinger til hjælpeordningen til unge med handicap, såkaldt Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).

Hvad er en BPA-ordning?

BPA står for Borgerstyret Personlig Assitance.
Ordningen giver mennesker med omfattende handicap mulighed for selv at ansætte og planlægge deres hjælpere.
Hjælperne kan støtte med alt fra personlig pleje og praktiske opgaver til arbejde, studier og fritid.
Formålet er at sikre, at borgeren kan leve et selvstændigt, værdigt og fleksibelt liv – på lige fod med andre.

Vi følger samrådet tæt. For uden den rette hjælperordning bliver vores liv sat på pause. På ubestemt tid. Og det er ikke bare en fornemmelse.

Det er et faktum:

Lige nu ser vi et markant fald i antallet af unge, der får bevilget en hjælperordning. Tal viser, at antallet af BPA-bevillinger er faldet markant fra 2016 til 2023 – selvom lovgivningen ikke er ændret i 15 år.

Det er ikke udtryk for, at unge med handicap har fået færre behov.

Men det betyder betyder færre muligheder. Færre friheder. Og det betyder, at ungdommen bliver konfiskeret af kommunale spareknive.

Læs også

Interview

Undersøgelse: Hver fjerde socialrådgiver har følt sig presset til ulovligheder

Har mistet sociale kompetencer

Vi har set mange eksempler på, hvordan unge mennesker får frarøvet deres ungdom, fordi de ikke kan få støtte.

Alexander sidder hjemme, mens hans venner læser på RUC og går i fredagsbar. Ikke fordi han mangler evner. Men fordi kommunen ikke mener, at det er “nødvendigt”, at han tager en uddannelse.

Mohammad blev over 30 år, før han fik hjælp. I årevis var han afhængig af sin gamle mormor, der tog bussen, når han skulle på toilettet. Han kunne ikke tage en ungdomsuddannelse uden en BPA. I dag siger han, at han har mistet sociale kompetencer, fordi han var isoleret i sine unge år.

Josephine drømte om et ungdomsliv. Om at kunne tage i byen, besøge venner, tage på rejser. Det ville hun kunne med en BPA, men kommunen sagde nej. Hun holdt sig i timevis, fordi hjemmeplejen ikke kom. Hun har tisset i bukserne. Hun har sprunget måltider over. Og hun har været tæt på at give op. Efter mange års kamp, lykkedes det, men hvorfor skal det være så svært?

Men der er ikke tale om enkeltsager. Det er et mønster. Tallene viser det og beretningerne bekræfter det. Og vores liv betaler prisen. Når antallet af BPA-bevillinger falder år for år, uden at loven er ændret, er det ikke tilfældigt. Det er en systemfejl. Eller rettere et systemsvigt.

Kommunerne indsnævrer personkredsen, splitter hjælpen op, sidestiller BPA med hjemmehjælp og piller opgaver ud af ordningen. Resultatet er unge mennesker, der bliver parkeret i deres egne hjem.

Ikke en luksusydelse

Uden BPA kan vi ikke: gå på toilettet, når vi skal. Dyrke sport. Tage en uddannelse. Tage et job. Tage spontant ud med venner. Flytte hjemmefra. Med andre ord: Leve et almindeligt ungdomsliv, hvor man møder venner og forelsker sig.

BPA er ikke en luksusydelse. Det er vores adgangsbillet til samfundet. Et velfærdssamfund skal måles på, hvem det giver frihed. Ikke hvem det parkerer.

Derfor er samrådet på Christiansborg torsdag 15. januar afgørende.

Vi forventer, at ministeren tager spørgsmålet alvorligt, at politikerne finder løsninger og

stopper faldet i BPA-bevillinger, så unge får den nødvendige hjælp
stopper kommunernes indskrænkende praksis
anerkender, at unge med handicap har samme ret til et ungdomsliv som alle andre.

Vi vil ikke vente på livet. Vi vil leve det.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Du kan også deltage i debatten.
Send din kommentar på max 2400 anslag sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Indlæggets afsendere

Debatindlægget er formidlet af Muskelsvindfonden på vegne af 55 unge med muskelsvind på tværs af Danmark:

Albin Vognsen, Amalie Christine Hjorth Rasmussen, Anders Berenth, Andreas Staghøj, Anne Heindorff Nielsen, Antoniett Vebel Pharao, Alexander Skytt, Camilla Boel Nielsen, Camilla-Kenya Julendal, Claus Høstrup Vestergaard, Emma Jørgensen, Frederik Berg Overgaard, Helene Bagge Grimstrup, Ida Axelsen, Jeanette N. Strøm, Jens Christian, Johanne Gommesen, Jon Bjørn Magnusson, Johanne Larsen, Josephine Andersen, Julie Skjønnemann Strube, Karoline Hovmark, Kathrine Skov Larsen, Katrine Bjelke Kristensen, Katrine Josefine Jensen, Kristine Streton, Kristoffer Rudbæk Dahl, Line Lund, Lisbeth Hansen, Louise Aasberg Rasmussen, Lucas Fischer, Mads Georgi, Mads Larsen, Malthe Sørensen, Marie Paaske, Martine Mølbak Mønster, Max Warrington, Mette Bjørnholt Jensen, Mette W. Matzen, Michelle Gaarde Hansen, Mohamad Ansari, Nadja Tove Nielsen, Nanna Backmann Andersen, Nicolai Graversen, Nikolaj Sylvest Richelsen, Philip Højgaard-Olsen, Rasmus Joshua Tadese Larsen, Rasmus Dissing, Sebastian Grand, Selma Wang, Sofie Mølbæk Djurhuss, Stephanie Fjeldsø Fischer, Thomas Leth, Tristan Højrup Faravola, Zerina Dissing Lekic Nielsen.