Nyhed

Prisvinder: “Det kan åbenbart betale sig at smide tøjet”

Aina Boss Budde har i dag modtaget Frederiksberg Kommunes Handicappris 2025 for sin indsats med at gøre kroppe med handicap mere synlige. Det har hun blandt andet gennem sin deltagelse i Muskelsvindfondens projekt "Pærfekt".

Paerspektiv-billedredigering-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Petra Kleis

100%
Af Frederik Løkkegaard
03. december 2025
Læsetid 3 min.
0

Med humor, mod og ærlighed har Aina været med til at nedbryde forestillingen om, hvordan en “rigtig” krop ser ud og vise, at mangfoldige kroppe også er pærfekte.

Et kropsoprør med blyant og blik

I Pærfekt Croquis stiller mennesker med handicap sig nøgne frem og lader sig tegne. Det er ikke en gimmick – det er et oprør. Et normkritisk kunstprojekt, hvor det ikke handler om at idealisere, men om at vise, at alle kroppe har værdi og ret til plads. Også dem, man sjældent ser.

Aina, som selv har muskelsvind, har deltaget som croquismodel i projektet:

”Jeg er så glad for at være en del af Pærfekt og være med til at prøve at gøre lidt oprør med den perfekthedskultur, som jeg frygter lægger et stort pres på mange af os. Et pres, som kan få os til at føle, at vi ikke er gode, som vi er,” siger hun.

Aina insisterer på, at hendes krop også har en berettigelse i byrummet. Derfor deltog hun i Pærfekts kommunikationskampagne, hvor fotograf Petra Kleis portrætterede mennesker med handicap og kroppe uden for idealet. Portrætterne blev vist som store plakater i Københavns byrum i august og september 2025.

En person ligger smilende på en hvid sofa, mens en anden person med et kamera tager et billede af vedkommende i et stærkt oplyst, afslappet studie med forskelligt fotoudstyr i nærheden.

Fotograf Petra Kleis tager billeder af Aina til kampagnen. Foto: Impuls Film

Fra croquis til kropsro

Deltagelsen i Pærfekt har ikke kun været grænseoverskridende, den har også givet noget tilbage. For Aina har det at blive tegnet og set på med nysgerrige øjne ændret hendes eget blik på kroppen.

”Jeg havde ikke brug for betænkningstid: Ja, selvfølgelig vil jeg være med!”, siger hun og fortsætter:

”Jeg har aldrig tænkt, at min deltagelse ville gøre mig egnet til at modtage handicapprisen. At jeg så endda får lov til at vinde den, er meget overvældende og lidt uvirkeligt,” siger hun.

Vil du se alle de nominerede, kan du klikke her.

Anerkendelsen ramte lige i hjertet

Det var Ainas kusine, der indstillede hende til prisen. En gestus, der rørte dybt:

”Jeg er enormt dårlig til at få ros, og det her er jo den største af slagsen. Jeg er dybt rørt, så tusind tak.”

Men selvom prisen er en stor ære, er den ikke et punktum for Aina. Tværtimod.

For Aina er det vigtigt at fortsætte kampen for kropsmangfoldighed og synlighed. Hun glæder sig til at være med i flere aktiviteter i Pærfekt og være med til at tegne og gentænke, hvordan vi ser på hinanden. Aina modtog prisen samt en check på 10.000 kroner i dag på Frederiksberg Rådhus i anledningen af den internationale handicapdag.

”Jeg glæder mig til at fortsætte i Pærfekt og være med at belyse flere nuancerede fortællinger, flere synlige kroppe og mere plads til at være den, man er.”

  • “Pærfekt Croquis” er en del af Muskelsvindfondens normkritiske kampagne “Pærfekt”, der stiller spørgsmål ved, hvem og hvad vi ser som “rigtige” eller “pæne” kroppe.
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden og arbejder blandt andet med unge på ungdomsuddannelser.
  • Aina Boss Budde har muskelsvind og har i flere år været aktiv i forskellige kunstneriske og social sammenhænge.

Hvis du vil læse mere om Pærfekt, kan du klikke ind på linket her.

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater