At rejse er at leve – hvis man kan

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.
Sebastian Jong Woo Friis Gråbæk er fuldmægtig i staten.

At rejse er at leve. Det skrev H.C. Andersen i 1855. Han var en privilegeret mand i datidens Danmark. Han var en af de få, der havde status, frihed og økonomi til at kunne rejse. For de fleste andre var en rejse på tværs af landet helt utænkeligt. Og et udenlandseventyr var utopi.

I dag kan mange mennesker med handicap nok relatere til det utænkelige ved at rejse langt uden ens familie, hjælpere, kørestol, tilpassede hjælpemidler og et hjem, der er indrettet specielt til at tage hensyn til ens individuelle handicap. For mange er en udflugt eller besøg hos tante Grethe noget, der skal planlægges flere dage eller uger i forvejen. 

Vi med et handicap er nødt til at være forudseende, praktisk anlagte og gå på kompromis, når vi skal ud af vores trygge omgivelser.

Alle mennesker fortjener at rejse

Tilmed har mange mennesker med handicap ikke økonomi eller mentalt overskud til overhovedet at overveje at tage på udlandsrejse. Det er ærgerligt – for alle mennesker fortjener at se og møde andre kulturer og traditioner. 

For mig er det med til at åbne op for nye perspektiver og betragtninger, som jeg måske inden havde forudindtagede holdninger til.

Derfor er jeg også i dette forår taget til Sydkorea for at se det land, som jeg kommer fra. Et land, jeg forlod i januar 1995, da jeg var fire måneder gammel. Lige efter blev jeg adopteret til Danmark. 

Vi har været en uge i Seoul. Og derefter er vi taget til sydkysten ved Busan, hvor jeg er født. Det er specielt at tænke på, at jeg faktisk har været her før. Og at jeg teoretisk set kunne gå forbi min halvbror eller onkel på gaden uden at ane det.

Planlægning udover det sædvanlige

Men turen har krævet en del planlægning. 

Først skulle vi booke flybilletter, der passede med transport til lufthavnen. At der var handicapservice i forbindelse med indtjekning og boarding, så jeg ikke bruger unødig energi allerede inden rejsen. At jeg nogenlunde sad sammen med mine venner på flyet. At vi bookede hoteller rimeligt tæt på en metrostation. At værelset havde bruser og ikke badekar. At der var okay spisesteder tæt på.

Dertil kommer alle overvejelser på selve turen; At vælge nogle metrolinjer med kortest gåafstand og elevatorer. At samle oplevelser tæt på hinanden. At indlejre hvil på bænke og caféer. At prioritere nattesøvnen. At få ordentlige måltider og masser af drikke. 

Meget af dette er selvfølgelig universelt for alle rejsende, men mennesker med handicap ser elevatorskilte og bænke før mange andre. For os er det ingen gode, men en nødvendighed for overhovedet at kunne rejse. 

Danskerne kunne lære af koreanerne

Sydkorea og især Seoul er hypermoderne indrettet. Mange af bygningerne og gaderne er bygget i dette årtusind, hvorfor der ikke er sparet på elevatorer eller taktile ledelinjer på metrostationer og gågader. 

Elevatorerne er flittigt markeret med skilte, der viser, at de fortrinsvis kun må benyttes af gangbesværede, personer i kørestol eller gravide. 

Der kunne danskerne lære lidt af koreanerne, der i stor stil viser respekt og overskud over for deres medmennesker. De står pænt i kø til de almindelige toiletter i stedet for at bruge handicaptoiletterne, mens mennesker i de propfyldte metroer rejser sig velvilligt op, når de ser mig stige ind med et synligt handicap. 

Samme hensynsfulde adfærd kan opleves i Danmark, men jeg har også oplevet det modsatte.

Grebet af venner

I den sidste uge af rejsen, har jeg desværre oplevet at falde et par gange. Jeg har været pænt træt i kroppen. Godt at 7-Eleven i Busan også solgte plastre til mine knæ og albuer.

Det leder mig videre til en vigtig pointe… Det her var slet ikke muligt for mig uden støtte fra gode venner, der frivilligt benytter deres ferie til at tage med mig for at gribe mig fra flere fald på rulletrapper, i propfyldte metroer og op ad bjergsider. Derfor shout-out til Frederik og Jon – mine to rejsemakkere. Tak for at dele oplevelserne med mig.

At leve frit som menneske er også at have friheden til at kunne rejse og opleve. Den her rejse har været mit livs største eventyr.