Der går altid en engel bagved Jacob Haugaard. Nu har han lært at lytte til den

Jeg har aldrig mødt et menneske som Jacob Haugaard.

Og jeg glemmer formentlig aldrig den dag, jeg mødte ham rigtigt for første gang, da min kollega og jeg besøgte ham i hans enorme herregård på Fyn.  

Vi var der for at skrive et portræt i anledning af, at den knuselskede komiker, musiker, skuespiller, kunstner og forhenværende folketingspolitiker efter næsten 40 år som konferencier på Grøn har besluttet, at denne sommer bliver hans sidste på scenen. 

Inden min kollega og jeg ankommer, må jeg indrømme, at jeg allerede har en klar idé om, hvad fænomenet Jacob Haugaard er: gak og løjer, uendeligt talepres og et ego af dimensioner.

Og jeg må bare sige… jeg fik ret. Og tog samtidig så grueligt fejl. For Jacob tog sgu både fusen på mig og ramte mig lige i hjertekulen. 

For der er noget næsten uforklarligt over Jacob Haugaard. Som om livet igen og igen har puffet ham videre, når det kunne være gået helt galt. Først senere forstår jeg, at han selv har en forklaring. Eller rettere: hans mormor havde. 

Så her, mine damer og herrer – et glimt ind i en helt særlig verden og ikke mindst en hyldest til en mand, som på mange måder er vores allesammens, men først og fremmest er helt sin egen: Jacob Haugaard.  

Et rensdyr af ler 

Da min kollega og jeg banker på en af de tre hoveddøre i den store herregård her lidt udenfor Ejby på Fyn, dukker der først ingen op. Vi venter. Efter et par minutter kan vi se en skikkelse komme løbende gennem huset.   

”Goddag goddag, kom indenfor,” siger en smilende Jacob Haugaard på syngende aarhusiansk, da han i en hurtig bevægelse hiver døren op og træder til side. ”Jeg sad sgu lige på WC.”  

Han griner et varmt, åbenmundet grin og retter på sine røde bukseseler.

Vi griner med og føler os med det samme velkomne hos denne grinende mand med guldtand, rygerhæs stemme og rastløse bevægelser – som at være på besøg hos en gal, men meget rar videnskabsmand, hvis hus er fyldt med historier, gåder, minder og eksperimenter. 

Imens vi sætter vores kameraudstyr og den chokoladetrekant, som vi blev bedt om at købe med til kaffen, er Jacob allerede i gang med en rundvisning.

Den tager os gennem husets syv stuer, seks toiletter og 10 gæsteværelser. Alle indrettet med mange års indsamling af udvalgt abstrakt kunst, dyr af keramik, vaser i hundredvis, bøger, familiebilleder, musikinstrumenter, tophatte og meget, meget, meget andet.  

“Ideen var, at vi ville prøve at bo et sted, der var så stort, at man skulle ringe til hinanden,” siger Jacob, da vi spørger, om det virkelig kun er ham og konen Ilse, der bor her. De flyttede her til fra Jacobs hjemstavn, Risskov ved Aarhus, for 16 år siden.  

”Det var et projekt på samme måde, som nogle drømmer om at sejle jorden rundt. For os var projektet bare at bo i en villa på 400-500 kvadratmeter. For da YouSee begyndte at reklamere for, at man kunne ringe gratis til hinanden, hvis begge havde YouSee, tænkte jeg ’det skal fandme udnyttes’.”  

Da vi går rundt om et hjørne, lyder pludselig et højt fløjt, som om nogen pifter efter os.  

”Dem har jeg overalt i huset,” griner Jacob og peger på et lille rensdyr af ler, som står på en hylde.  

”Jeg er helt vild med sådan nogle dyr, som lyser eller pifter, når man går forbi. Man kan købe dem i Harald Nyborg. Men Ilse går og afmonterer dem hele tiden.”  

Essensen af Grøn 

Da den i dag 73-årige Jacob Haugaard første gang gik på scenen som konferencier på Grøn Koncert var året 1987. Han er på dette tidspunkt berømt for ”Ja dak”-reklamerne for Tuborg Squash sammen med Finn Nørbygaard. 

Som papfar til en nu afdød dreng med muskelsvind var Jacob medlem af Muskelsvindfonden og er derfor en dag på besøg hos stifter af organisationen, Evald Krog.

Da Evald Krog efter nogle øl kommer på idéen om, at Jacob skal være konferencier på Grøn, er det sådan, det bliver.  

I dag kan man vist roligt sige, at Jacob Haugaard er selve essensen af Grøn.  

Jacob Haugaard har været konferencier på Grøn-scenen i næsten fire årtier. Foto: Morten Rygaard

Som formand i Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen sagde i den Go’ Morgen Danmark-udsendelse, han og Jacob medvirkede i inden sommerferien: 

”Vi er jo ikke der, hvor vi kan sige, hvad Jacob har betydet for Grøn. For Jacob er Grøn.” 

Angsten for et hekseskud 

Grøn er da også en af de ting, Jacob er mest stolt af at have lavet gennem sit liv – og det siger ikke så lidt, når man kigger på hans alenlange og meget brogede CV.  

”Jeg er sgu stolt over, hvordan Grøn har udviklet sig fra den der campingscene uden hegn i Viby med et par bajere til i dag bare at køre. Det var jo én stor fejl-40 i starten, ikke? I dag er projektet lykkedes og går en gylden fremtid i møde,” siger han.  

Da jeg spørger ham, og det er derfor, han stopper – fordi Grøn nu er selvkørende, og han derfor ikke føler, han længere kan bidrage med noget – svarer han beskedent, at han ikke bidrager med noget. Det er Tessa, Suspekt og alle de andre, der for alvor bidrager.  

Nej, det handler om noget andet. Om alderdom, om at beskytte sig selv og om, at noget har forandret sig i ham:  

”Jeg er sådan en med forsvarsværker, men musik kan gå lige igennem dem. I dag kan jeg være lige ved at begynde at tude, når jeg hører de der hits fra gamle dage… ’Alle har brug for en kæreste, ’Tusind stykker’ og ’Bag duggede ruder’. Og det ville jeg ellers aldrig gøre. Det er måske derfor, jeg holder op på Grøn. Jeg er ved at blive grådlabil… Jeg er simpelthen ved at blive for gammel,” siger han og fortsætter med et grin: 

”Jeg er også begyndt at male og skrive mere… Sådan nogle ting, som jeg kan gøre i siddende stilling. Man bliver mere harmonisk, jo ældre man bliver, siger de. Men det er simpelthen bare af angst for at få et hekseskud. Når man bevæger sig hurtigt som gammel, så ’av for helvede’, så har man hold i ryggen, eller så kan man ikke bevæge den ene arm i en måned.”  

Det er svært at fange Jacobs underfundighed i et citat, men hvis man har mødt ham eller set ham på tv, ved man, at alt, hvad han siger, er enten fulddyrket komik eller har potentiale til at blive det.  

Så selv når han sidder her med munden fuld af chokoladetrekant og sort kaffe, forstår man helt umiddelbart, hvorfor han siden 70’erne har været danskernes folkekæreste spasmager.  

Men jo længere eftermiddagen skrider frem, desto tydeligere bliver det også, at der gemmer sig en anden historie bag alle vittighederne. En historie om at fare vild og blive grebet. Og om langsomt lære at lytte til en stemme, der trækker i en anden retning.   

Man kan da ikke troppe op i cowboybukser 

Rundvisningen har ført os til husets overetage og gennem Jacobs malerværksted. I en garderobe bag ved værkstedet opbevarer Jacob omkring 130 jakkesæt, så her lugter præcis som i kostumerummet på et teater.  

Nogle af jakkesættene er syet på rejser til Kina, andre af en skrædder i Bispehaven i Aarhus.  

Jacob har blandt andet brugt dem til sine optrædener på Grøn først med stifter og fhv. formand i Muskelsvindfonden, Evald Krog, og de seneste år med den nuværende formand, Simon Toftgaard Jespersen.  

Da jeg starter på Grøn siger jeg til Evald, ’Vi skal sgu da have det samme tøj på, når vi går ind på scenen. Det har de ovre i Las Vegas. Vi kan sgu da ikke bare komme i cowboybukser og sådan noget pis’.  

Jacob griner og forsvinder bag et stativ med habitter i alverdens farver.    

Evald Krog og Jacob Haugaard sammen nederst i midten. Foto: Jakob Boserup

Han hiver et sæt frem og fortæller, at det er hans yndlings: et blåt sæt med vandhaner og ”en enkelt hønehane” på. Derefter bliver han lidt i tvivl om, hvorvidt et sæt med Linse Kessler på i virkeligheden er hans yndlings. Eller om det er et af de sæt, han har optrådt i på Grøn sammen med Evald Krog.  

”Jeg har nogle billeder af mig og Evald i sådan noget grønt paillet-tøj. Hold kæft, det ser godt ud, mand.”  

Der går en engel bag dig, Jacob

I Muskelsvindfonden snakker vi meget om, hvad Jacob har gjort for Grøn. Men jeg tror ikke, at alle ved, hvad Grøn og Muskelsvindfonden har gjort for Jacob.  

For Jacob var Grøn et livsvigtigt fællesskab, da han i 1992 kom ud af et årelangt alkoholmisbrug.  

Gennem vores interview vender han flere gange tilbage til netop sit alkoholmisbrug og særligt til tiden op til, at han kom i behandling. Til anekdoter om at forære både dankort og biler væk i sine branderter.

Og om, hvordan han først indså, hvad han havde, da han mistede det.  

”Jeg var helt vanvittigt rastløs, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Alkoholen var som en smutvej, en rævegrav at gemme sig i eller et stoppested, hvor jeg lige kunne stå af og få pusten.” 

Jacob var ellers omgivet af mennesker, der prøvede både at hjælpe ham og råbe ham op.  

Hans mormor var én af dem. Siden Jacob var barn, har hun været sikker på, at nogen holdt hånden over ham, og hun har derfor flere gange sagt: 

Jacob, der går altid en skytsengel bagved dig. Men du vælger selv, om du vil lytte til den.

De første mange år af sit liv lyttede han ikke.  

Først i maj 1992, da Jacob er 40 år gammel, vælter korthuset. Jacob har været på en af sine mange drukture, og Ilse og børnene er flyttet. Men det er ikke dét, der vælter korthuset.

Det sker først i det øjeblik, Ilse en aften står i stuen og fortæller, at hun har mødt en anden.  

”Jeg hang i med neglene, og i stedet for at hjælpe mig op, som hun plejede at gøre, træder hun mig noget så gevaldigt over fingrene, så jeg falder. Hele min verden styrtede sammen,” fortæller Jacob.  

Efter det spørger han for første gang i sit liv om hjælp.  

Han var ellers overbevist om, at ingen ville hjælpe én som ham. Heller ikke, selvom han selv lever efter den socialistiske tankegang: Når toget forlader stationen, må der ikke stå nogen tilbage.

Han var sikker på, at han selv ville ende med at stå tilbage.  

Men da Ilse er kørt den aften, kommer Jacobs gode ven, maleren Hans Krull, og sidder hos ham hele natten. Næste morgen beder Jacob om hjælp. Han kommer med det samme i behandling og har ikke rørt alkohol siden.

Og Ilse kom tilbage igen.  

”At blive ædru er en gamechanger for min virkelighed og for mit liv. Det har helbredt mig. Og jeg er virkelig, virkelig stolt over, at jeg blev ædru. Men jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden Grøn og Muskelsvindfonden,” siger Jacob og fortsætter:  

Det sammenhold og den accept, jeg oplevede i fonden (Muskelsvindfonden, red.), da jeg blev ædru og mistede hele det liv, jeg havde haft, da jeg drak, var virkelig vigtig for mig. Der var sgu plads til forskelle. Og det er jeg meget taknemlig for, for jeg havde sgu røven på slibestenen, det kan jeg godt sige dig.

Indimellem savner Jacob stadig at drikke. Savner det vilde liv, den rus og den lykke, der fulgte med. 

”Jeg vil ikke sige, at jeg har aben på skulderen. Tivoli er bare stadig i byen,” siger han og referer til den stemme, der indimellem sender ham i retning af alkoholen.   

Men englen taler højere nu. Og Jacob har valgt at lytte.  

En mand af jern og affald 

Rundvisningen slutter i et stort, rodet rum for enden af huset.  

”Prøv og se her, her har jeg en af Danmarks største samlinger af affald. Det er jo let at komme i gang med. Det koster ikke noget.”  

Jacob har stillet sig ved siden af en enorm bunke af mælkekartoner, chokoladeæsker, rengøringsartikler, øldåser, æggebakker og alt muligt andet.   

”Jeg vil lave sådan en 2,5 meter høj mand i jern herude foran.” 

 – Altså, en mand af jern fyldt med affald, siger du?  

”Ja.”  

Jacob svarer med den største selvfølgelighed i stemmen og kigger på mig, som om det da giver sig selv. Derefter peger han på en række små portrætter på gulvet af mennesker malet i stærke farver.   

”Det her er Peter Brun Mogensen fra Vejdirektoratet. Jeg går bare ind på deres hjemmeside og finder billeder af deres ansatte, og så maler jeg dem. Men det er ikke alle, der forstår sådan noget. Der var en gallerist og se på dem. Hun forstod det ikke. Det synes jeg er skidesjovt.” 

Nu vil han lytte 

Jacobs kunst er skidesjov. Men for Jacob er det ikke kun sjov og spas, når han maler.  

Det er også godt for hans hoved, siger han. Og for hans mundtøj: Når han har en pensel i hånden, stopper den ellers uendelige strøm af gode historier, spydig samfundskritik, livsvisdom, stor komik og ”pis og lort”, som han nok selv ville kalde det – den strøm, som har været guld værd på Grøn-scenen, når det gennem næsten fire årtier har handlet om at få tusindvis af mennesker til at grine.  

Nu skal det handle om noget andet, siger Jacob. Om at gøre plads til de mere melankolske sider af ham selv. Og om at lytte.  

Så tak for grinene, Jacob. Og tak for år efter år at vise os, at et sted med plads til både dig, mig og os allesammen er et rart sted at være.   

Nu giver du mikrofonen videre. Men aftrykket bliver stående. Og hvor end du går hen, er jeg sikker på, at englen går med.   

Vi ses på Grøn.