Mikrofonholderi

Fra DR-monopol til streamingkaos: Hvad sker der med fællesskaber og fordomme, når vi alle har hver vores sandhed?

Giver streaming og sociale medier dig flere fordomme? Det mener debattør Mikkel Christensen. Læs, hvordan han ser, at det frie valg kan have konsekvenser.

Mikkel-Christensen-aspect-ratio-1917-1263

Privatfoto

Lyt til indlægget Læst op af Mikkel Christensen
0:00
100%
Af Mikkel Christensen
09. juni 2026
Læsetid 4 min.
0
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar på max 2400 anslag sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

For nylig droppede jeg min tv-pakke og gik over til ren streaming. Jeg lever et aktivt liv og er sjældent hjemme, når flow-tv byder på programmer, som jeg gider at se. Nu er der gået et par måneder, siden jeg skiftede, og spørgsmålet, der nok meget naturligt melder sig, er, om jeg så er begyndt at se mere tv, efter jeg nu selv kan vælge, hvornår jeg vil se hvad.

Det korte svar er nej.

Et tveægget sværd

Når jeg ikke har set mere fjernsyn, efter at jeg gik over til streaming, tror jeg, at noget af forklaringen er, at der er alt for mange valgmuligheder.

Min tanke er, at fordi jeg kan se så mange forskellige ting, når jeg selv vil, behøver jeg ikke at se det lige nu. Det kan vente til en anden gang.

Et stort udbud er jo sådan set et luksusproblem, men hvis vi ikke passer på, kan det blive et tveægget sværd. Som sagt er det godt, fordi det fremmer det personlige valg.

Det er mindre godt, fordi sammenhængskraften bliver mindre, og fordi vi risikerer at få tunnelsyn og kun ser det, vi gerne vil se.

Før Danmarks Radios tv-monopol blev brudt tilbage i 1988, da TV2 sendte første gang, kunne man virkelig være dagsordensættende, for alle havde set det samme dagen i forvejen. Der var jo ikke andre tv-kanaler, så der var ikke andre valgmuligheder – ingen frihed. Hvis man ikke gad se det program, der blev sendt, kunne man ikke tage på kanalrundfart – kun slukke.

I tv-sammenhæng kæmpede man ikke om at få lov til at udlægge teksten – definere sandheden – for der var jo ingen at konkurrere imod.

Kampen om sandheden og det personlige ansvar

Med opblomstringen af de sociale medier behøver vi heller ikke at kæmpe om at definere sandheden på nettet. Vi kan i stedet finde interessefællesskaber med andre, som har den samme måde at se verden på som os selv.

Og dermed afhænger sandheden af, hvem man spørger. Det er der for så vidt ikke noget galt i – og dog. Hvis vi går rundt med skyklapper på, bliver vi lettere ofre for manipulation.

Misforstå mig ikke. Jeg længes ikke tilbage til monopoltiden. Pointen er bare, at nutidens mediebillede med sociale medier og streaming med valgmuligheder og -frihed også efterlader den enkelte med et større ansvar – et ansvar for at orientere sig bredt, så vi ikke ender med at opbygge ekkokamre, hvor der kun eksisterer én sandhed.

Lad os møde hinanden – møde mennesket – personligt

Ifølge Danske Handicaporganisationer (DH) føler 8 ud af 10 danskere sig usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap. Det skyldes manglende repræsentation af mennesker med handicap i vores samfund, lyder det fra formand Thorkild Olesen.

Derfor har DH i deres seneste større kampagne opfordret til, at vi møder mennesket og ikke handicappet.

Imidlertid er der mange måder at møde hinanden på. Som H.M. Dronning Margrethe udtrykte det i sin siden så berømte nytårstale fra 1984: ”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder.”

Ordene handlede ikke om mennesker med handicap. Men i en tid, hvor uvidenheden lever i bedste velgående, og vi ikke griner med, men af hinanden, kan de sagtens læses som sådan.

Jeg har ikke lyst til at være en del af et ekkokammer. Har du?

Det er derfor, at vi har et ansvar for at orientere os bredt, et ansvar for at forholde os kritisk til, hvad vi ser og hører – også det, som måske gør os usikre, og som vi måske ikke helt forstår, fordi vi aldrig er stødt på det før.

Du må starte med dig selv

Sagen i en nøddeskal er jo nok, at en fremmed er en ven, som vi aldrig har mødt før. På den måde kan vi også komme berøringsangsten til livs.

Vi skal turde at sætte os selv spil og i spil, så vi ikke bare vælger trygheden foran skærmen og tager streamingens og de sociale mediers sandheder for gode varer.

Hvor skal vi så begynde?

Som Mahatma Gandhi vist nok engang har sagt: ”Du må selv være den forandring, som du ønsker at se i verden.”

Jeg synes, det lyder godt, men måske også – indrømmet – lidt frelst og svært at omsætte til min hamsterhjulsvirkelighed, særligt når jeg meget hellere vil streame min yndlingsserie.

Jeg tror, det er en træningssag.

Får du lyst til at gøre noget?

Man kan læse meget, men samtidig mangle den gode idé til at handle.
Find inspiration, fællesskab og gode råd til, hvordan du kan gøre en forskel på Crip Akademiet.

Før mig til Cripakademiet.dk

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater