Vi ser mange tilfælde af sager om merudgifter, der strækker sig over år og side på side med underlige beregninger og dokumentation, der forsøger at fastlægge eksempelvis hvorvidt en borger ville have haft en bil eller en cykel uden sit handicap. De kunne vælge at vurdere det på baggrund af klare tal fra Danmarks Statistik, men retoriske krumspring krydret med lidt talmagi og argumentresistens er efterhånden mere reglen end undtagelsen. Desværre.
Det store bureaukratiske maskineri kan være svært at holde stand mod, og derfor ender mange af vores medlemmer med at give op, når en ny ‘rapport’ på 27 sider sender dem et par kroner under minimumsgrænsen. Den stærke part vinder og får lov til at slippe afsted med det, jeg vil kalde klare ulovligheder.
Professor i social ret ved Aalborg Universitet, John Clausen, er enig i, at kommunerne sparer mere, end de burde: ”Der sker rigtig mange fejl på dette område. Fejlene kan dække over, at man forsøger at spare mere, end hvad godt er…”, siger han i et interview til Muskelsvindfonden.
Tendensen kan aflæses i det enorme fald på 40 procent fra 2016 til 2023 i antallet af mennesker, der bliver kompenseret for deres merudgifter. 250.000.000 kr., en kvart milliard kroner, er taget fra mennesker med handicap og kommet i kommunernes kasser. Vel at mærke uden, at loven har ændret sig.
Behov for forenkling
Som det er nu, har kommunerne et klart økonomisk incitament til at skubbe borgere ud af merudgiftsydelsen, hvis de da ikke skeler til, at de også selv finansierer den bureaukratiske nedslagtning. Alle parter vil derfor kunne vinde ved at sikre en forenkling, hvor en stor del af den nuværende sagsbehandling helt fjernes.
Ideen om at redde noget ved at skære i bureaukratiet kan både lyde frelst, men også som taget ud af munden på den forhenværende socialminister. Lad mig imidlertid gøre det klart, at det eneste vi kan ændre eller redde ved at forenkle merudgiftsydelsen, det er ja, merudgiftsområdet. En ændring af reglerne bør også føre til en genopretning, så flere mennesker bliver kompenseret for de reelle ekstra udgifter, deres handicap forårsager. Vi taler om en gruppe, der gennemsnitligt har indkomster langt under normalen, så det er bestemt ikke ligegyldigt, om man selv skal betale de ekstra udgifter eller ej.
Vi ønsker i al sin enkelhed at fjerne minimumsgrænsen.
Hvis man er en del af målgruppen for merudgiftsydelsen, får man en minimumsydelse fastsat til 800 kroner, og så kan beløbet stige derfra ud fra en række fastsatte kategorier i forhold til, om man har bil, hjælperordning osv. Læs mere.
På sin vis skal merudgiftsydelsen derudover fungere, som den gør i dag, men ved at skære nogle hjørner og sætte nogle beløbsrammer, vil vi skabe et udgangspunkt til gavn for både borger og system. Det er klart, at nogle risikerer at få lidt mindre end på nuværende tidspunkt og andre lidt mere. Til gengæld bliver en trappemodel uden mange tidskrævende beregninger en bureaukratisk besparelse, der kan komme borgerne til gode, så også flere mennesker med handicap kan leve et bare nogenlunde normalt liv.
Og når vi så er i gang med at se på det samlede billede, så skal vi også have fjernet den helt urimelige og uforståelige regel, at kompensationen stopper, når folk går på pension. Kompensationsprincippet har mig bekendt ingen alder, ligesom det heller ikke har en minimumsgrænse. Jo en bureaukratisk, men det er det, vi skal til livs!
Simon Toftgaard Jespersen
Formand Muskelsvindfonden
Del din mening
Eller opret med din email
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
indses
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater