Jacob Nossells børn drømmer om at køre i kørestol, når de bliver voksne

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.
Jacob Nossell er næstformand i CP Danmark og direktør i Nossell & Co.

Ærligt – jeg har ingenlunde lyst til at omdanne Pærspektiv til en funktionsvarierende udgave af Vores Børn. Ikke desto mindre er undertegnede blevet spurgt, om jeg vil skrive en kronik om min barndom og relationen til mine forældre – sat i kontekst til mit handicap.

Når jeg slentrer rundt på Musholm her i Korsør i påskeferien, hvor min andenfødte datter Emma på to år halvsover i klapvognen, synes jeg imidlertid, at det er mere relevant og spændende at beskæftige sig med fremtiden i stedet for fortiden.

Derfor har jeg gået og tænkt over, at det også er vores børn, der skal være med til at præge synet på handicap i fremtiden.

Og ja, det bliver hurtigt selvsmagende og ulideligt, men der er både noget lovende og sigende, når mine børn siger, uden at blinke, at de drømmer om at køre i kørestol, når de bliver voksne.

Når de bruger højt specialiserede badestole som udkigstårn på samme måde som den almindelige kontorstol – og når de ikke automatisk undviger blikkene fra de mange forskelligartede gæster, der er indkvarteret på Musholm.

Det er opløftende.

Børns perspektiver er frie – indtil vi blander os

Det kan også være en svær samtale om perspektiver at have og rumme. For mine små er også ved at stille spørgsmålstegn ved mit eget handicaps oprindelse.

Spørgsmål popper stille og roligt op i hverdagen: Om jeg er syg, om jeg er rask – eller noget midt imellem.

Hvorfor far tager medicin? Hvorfor far nogle gange vælter? Hvorfor far går, som han gør?

Lige nu er børnenes logiske forklaring på fars gang, at han er blevet bidt af en kæmpe haj.

Det er ligeledes svært, selv for en gammel handicapaktivist, at undgå de klassiske sætninger: ”Far har et handicap, men …” eller ”Selvom far har et handicap, så …”.

Sandheden er jo, at mine børn er bedøvende ligeglade med mit handicap. At det er undertegnedes eget behov for at retfærdiggøre handicappet – mere end mine børns behov.

Jeg tror, at min pointe i denne kronik er, at det også er vores børn, der – ved at vokse op med funktionsvarierende forældre – lærer, at livet også kan indeholde nogle andre perspektiver end de gængse.

Tilmed på en naturlig og organisk måde, uden en højstemt morale og dogmatisk meningsfyldthed, som typisk kommer anmassende, når vi skal retfærdiggøre vores eget forældreskab i relation til handicappet.

I hvert fald kan jeg se på mine børn og deres begyndende venner, at de har et mere afslappet og naturligt forhold til handicap og funktionsvariationer, end mine forældres generationer, da mine børn ser handicap i et andet perspektiv.