Succesrig iværksætter og influencer: “Jeg hader ordet inklusion”

Der hviler en dragende aura omkring Johan Lauritsen – som han sidder roligt og autoritært i sin kørestol, mens han spidder verdens absurditeter og lyder som én, der har levet i langt mere end 80 år og ikke sine nuværende 24. 

Jeg forstår i hvert fald godt, at næsten 100.000 mennesker har valgt at følge ham på sociale medier, og at han helt uden ledelseserfaring eller en uddannelse har fået opbakning til at stable en ambitiøs virksomhed på benene.  

Johan har fået tatoveret en slange på sin arm af flere årsager, fortæller han: “Jeg er alt for selvbevidst og syntes, at min hånd “så handicappet ud” på billeder. Slangehovedet på håndryggen deflekterer blikfanget”. Som en del af slangen nederst på armen står der ”ATROFIA”, som Johan kalder sit personlige brandnavn. Atrofi betyder ’muskelsvind’.

Mentalt handicap? 

Samtidig viser Johans tatoverede arme, energidrikken i hans hånd og hørebøfferne om hans hals, at han blot er en helt almindelig ung fyr.

Han er bare – efter eget udsagn – blevet tvangsmodnet en smule og fremstår af den grund ældre og mere livsklog end de fleste andre midt i tyverne.  

Et kendetegn mange mennesker med handicap har, mener han.  

Grundlaget for dét går helt tilbage til Johans folkeskoletid. Inde bag ved de kloge ord og imponerende præstationer gemmer der sig nemlig en dreng, som engang fik at vide, at han formentlig havde et mentalt handicap.  

Stort set alt, hvad Johan siden har fundet på at lave, stammer fra den lille drengs trang til at vise verden, at han kan langt mere, end hvad samfundet forventer af ham som en mand med et fysisk handicap.  

Toksisk faglig stolthed 

Johans trang til at modbevise fordomme har presset hans krop langt udover basale, biologiske evner, fordi han har arbejdet så hårdt, siger han.

Og den forhindrer ham i at klappe sig selv på skulderen og være stolt, når noget lykkes. For han er allerede videre mod det næste mål.  

’Toksisk faglig stolthed’, lyder Johans selvdiagnostisering:

”Det har nok været et grundlæggende tema i mit liv, at jeg har kæmpet for at blive taget alvorligt. Min default-indstilling er ’de tror ikke på mig’.”

Med ’de’ mener han ’alle’, indtil det modsatte er bevist.   

Vi sidder i hans store, tomme stue uden gardiner eller billeder på de hvide vægge. Ved spisebordet står der én stol.

Han pointerer det selv: at hans lejlighed ligner noget, nogen netop er flyttet ind i. Eller måske er på vej videre fra.

Johan flyttede dog ind for snart otte måneder siden. Men han har altså meget andet at se til end at være hjemme, siger han og griner – og pointerer samtidig, at han har alt for travlt. 

Modbeviser dæmonerne 

Johan bruger det meste af sin vågne tid på sin start-up-virksomhed TrialSync. Også selvom det med, at ingen tror på ham, for længst er modbevist.  

”Jeg bliver næsten taget for alvorligt,” siger han og griner lidt benovet over, hvor meget hans ansatte lytter til ham og hans visioner for virksomheden.  

Med TrialSync har Johan skabt en virksomhed, der matcher forskningsforsøg med mennesker med sjældne sygdomme som ham selv.

Målet er at gøre det nemmere og mere overskueligt for kronisk syge patienter at deltage i kliniske forsøg med potentielt revolutionerende behandlinger. 

Kliniske forsøg er nemlig en jungle at bevæge sig rundt i, forklarer Johan. 

”Det er da vildt tilfredsstillende og motiverende at kunne gøre en forskel og beskæftige sig med noget, der giver så god mening.”

Samtidig modbeviser han med sin virksomhed de dæmoner i hovedet, der dagligt fortæller ham, at han ikke er god nok.  

For selvom han stadig lærer meget undervejs, bliver han i stigende grad anerkendt intellektuelt for sit store arbejde – TrialSync har bl.a. vundet førsteprisen i konkurrencen ’Copenhagen Health Innovators’.

Konkurrencen er skabt i samarbejde mellem bl.a. Københavns Universitet og DTU, og den er kulminationen på et tremåneders program for iværksættere. Prisen hædrer særligt visionære iværksættere og banebrydende idéer inden for sundhedsområdet.

Krænket på andres vegne 

Med sine populære TikTok- og Instagram-profiler får Johan afløb for en helt anden side af sig selv end den, der står i spidsen for en ambitiøs virksomhed.  

Med de sjove og ofte ret provokerende videoer på profilerne ønsker Johan at nedbryde fordomme om mennesker med handicap og give dem en større stemme, siger han.  

Nogen mener omvendt, at han med sine videoer bekræfter flere fordomme om mennesker med handicap – men ifølge Johan er det meget sjældent mennesker, der rent faktisk har et handicap, som kritiserer videoerne.    

”Mange bliver andenhånds-krænket på andres vegne af mine videoer. Men det er aldrig mennesker med handicap, der skriver og fortæller mig, at de føler sig krænkede. For så havde jeg for alvor overvejet at tage videoerne ned,” siger han.  

Grøntsag 

Johans mest populære video er set 153 millioner gange på tværs af Instagram og TikTok. 

I den står der ’You are what you eat’ hen over skærmen, mens Johan spiser en broccoli. Derefter zoomer kameraet ud, så man kan se Johans kørestol – underforstået: Johan er en grøntsag på grund af sit handicap.  

Jeg er nødt til at spørge ham: 

Handler det ikke bare om at være den, der griner først, så folk ikke gør grin med dig og andre mennesker med handicap?  

Nej, svarer Johan kontant. For ham er der langt mere i det end dét.  

Birolle i en underlig film 

For det første er hans videoer en fuckfinger til alle, der forventer mindre af ham og andre som ham.  

Undersøgelser viser, at folk generelt har lavere forventninger til mennesker med handicap eller synes, de er hjælpeløse, så Johans trang til kamp er ikke grebet ud af den blå luft.  

Han siger:

”At have et handicap er som at være med i en underlig film som birolle.” 

Med det mener han, at man som menneske med handicap ofte bliver anset som offer – deraf birollen.

I sine videoer spiller Johan altid hovedrollen. Og hvis han fremstår svag, er det kun for at konfrontere folk med deres egne fordomme.  

Johan: “Jeg hader ordet inklusion”

For det andet har Johan en næsten tvangspræget impuls til at adressere enhver elefant i ethvert rum og sætte ord på det, han tror, alle tænker.  

Han mener f.eks., at mange mennesker udviser alt for stor respekt overfor mennesker med handicap – han kalder det ’sergent-indstillingen’; At folk retter sig op og næsten gør honnør, når et menneske med handicap kommer ind i et rum.  

Det er af samme grund, at han hader ordet ’inklusion’:

”Udgangspunktet for inklusion er, at vi skal have nogen udenfor mængden med i mængden. Men jeg er jo allerede en del af mængden. Jeg har samme krop og samme hjerne som jer. Så hvorfor skal folk tage særligt hensyn og passe så meget på?”

Med sine videoer vil Johan berøringsangsten og den påpasselige opførsel til livs og vise folk, at ”de skal slappe af og kalde en spade for en spade”.  

Klassens klovn 

Johan erkender dog, at det er en svær balance at lave videoer, der er så populære og samtidig provokerende, for han ved, at der som rollemodel hviler et ekstra ansvar på hans skuldre.  

Og samtidig vil han bare gerne være ham den sjove.  

”Som barn forvekslede jeg det at være klassens klovn med social status. Jeg blev ret tit sendt op til rektoren og gjorde det til en ære,” siger han og fortsætter:  

”I dag gør tanken om at være en rollemodel for andre, at jeg tager det, jeg laver, alvorligt og tænker mig om. Men samtidig vil jeg have lov til at give slip og slippe bekymringerne om, hvad andre tænker – for det er alt for sjældent, jeg gør det.”