Verden er ikke bygget til mig – men jeg rejser alligevel

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Mit navn er Noah. Jeg er en 16-årig dreng med muskelsvinddiagnosen SMA2, som bor i København, og jeg elsker at rejse.

Jeg har oplevet fantastiske ting rundtomkring i verden – som da jeg var på ferie med mine venner i Barcelona, eller da jeg var til VM i Qatar og mødte Cristiano Ronaldo.

Jeg håber på mange flere store oplevelser, for selvfølgelig har jeg tænkt mig at blive ved med at rejse.

I gennemsnit flyver jeg 2-3 gange om året fra Københavns Lufthavn. Men det kan være virkelig udmattende at flyve, når man sidder i kørestol.

Jeg husker især en hjemrejse fra Barcelona i sommeren 2024, og en anden fra Kairo i januar 2025, hvor Københavns Lufthavns håndtering af min kørestol var utrolig frustrerende.

To sæder for sig selv

Efter en skøn to ugers ferie i Spanien landede vi i Danmark. Flyveturen tog cirka tre timer. Som sædvanligt lå jeg hen over to sæder, fordi en rygoperation i 2021 har gjort, at jeg ikke længere kan holde mit hoved oprejst.

I starten føles det dejligt at have to sæder for sig selv. Man kan slappe af og måske tage en lur, men efter tre timer begynder kroppen at gøre ondt. Jeg glædede mig derfor virkelig til at komme tilbage i min kørestol.

Men det gik desværre ikke som planlagt.

Manglende hensyn

Når man rejser med kørestol, følger der normalt en bestemt procedure, men den ændrer sig ofte fra flyvning til flyvning.

Som udgangspunkt skal jeg vente, til alle andre passagerer har forladt flyet, før jeg selv kan komme ud. Derefter kommer der typisk to medarbejdere fra Falck, som hjælper mig hen til min kørestol, der helst skal stå klar ved gaten (hvis jeg er heldig).

Denne gang stod min kørestol dog ikke ved gaten. I stedet var den placeret uden for flyet og omgivet af flere voksne mænd, som nægtede at bære den et kort stykke op. Jeg kunne derfor ikke få adgang til den. Det var ekstremt frustrerende, fordi jeg er fuldstændig afhængig af min kørestol i næsten alle situationer.

Det endte med at tage næsten to timer, før jeg endelig fik min kørestol – alene fordi to mænd nægtede at bære den. Vueling, det spanske flyselskab, vi fløj med, tilbød at bære den i stedet for bagagemændene, men fik ikke lov.

I mellemtiden blev min ryg mere og mere øm, helt unødvendigt, på grund af nogle menneskers ignorance eller måske manglende træning.

Min mor og jeg sendte en klage til lufthavnen, men vi fik aldrig svar.

Som følge af hele situationen blev det næste fly fra København til Barcelona forsinket med mindst en time.

En lignende situation skete på hjemrejsen fra Kairo, hvor vi skulle vente mindst to timer på at modtage kørestolen fra bagagerummet. Igen fik jeg meget ondt i kroppen, da jeg manglede min specielt tilpassede kørestol.

Lang vej endnu

Det gør mig både trist og skuffet, at det stadig skal være så besværligt at rejse med kørestol.

Det kunne være så meget nemmere, hvis lufthavnspersonalet fik ordentlig træning i, hvordan man håndterer kørestol.

Der er stadig lang vej endnu, før flyrejser er virkelig inkluderende for alle, uanset hvilket handicap man har.

Som jeg nævnte tidligere, elsker jeg at rejse, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Men nogle gange føles det virkelig, som om systemet prøver at tage lysten fra mig. Det nægter jeg at lade ske.

Jeg vil fortsætte med at udforske verden, også selvom den måske ikke altid er bygget til mennesker som mig.