De smukke, unge mennesker med et handicap

Sebastian Jongwoo Friis Gråbæk har en kandidat i journalistik og arbejder som fuldmægtig i staten. Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og pærspektiver.

Regeringen har selv sagt i deres reformudspil ’Danmark kan mere III’ fra september 2022: ”Fri, lige og gratis adgang til uddannelse er en grundsten i det danske velfærdssamfund. Uddannelse er en investering i det enkelte menneske, i samfundet og i fremtiden.”

Gratis uddannelse er en gave til de danske børn og unge.

Det ligger fundamentet til, at man som individ senere i livet kan udfolde sit fulde potentiale og forfølge sine drømme.

Det danske uddannelsessystem tilfører ikke bare viden til ungdommen, men det danner sunde og kritiske mennesker klar til at stikke af som legesyge sommerfugle på den allerførste sommerdag… ”For hva’ det er, de vil med livet, det ka’ kun de selv forstå”, som det lyder i Kim Larsens hit ‘De smukke unge mennesker’.

Hvis de da får lov at tage en uddannelse.

Alle børn har ret til udfoldelse

Jeg har for nyligt hørt om Tristan-sagen, hvor en sjællandsk privatskole afviste Tristan fra at blive optaget på skolen alene på baggrund af, at Tristan har muskelsvind.

Skolen lagde vægt på, at Tristan er kørestolsbruger.

Skolens indretning og klasseværelsernes størrelse ville efter skolebestyrelsens og skoleledelsens betragtninger derfor ikke tilgodese, at skolen optog en elev som Tristan.

Ud fra skolens svar måtte man tværtimod forstå, at det var for Tristans eget bedste – og nok også af hensyn til skolens andre elever, hvis Tristan fandt en anden løsning. Selvom Tristan og hans forældre med stor sandsynlighed og efter grundige overvejelser har valgt skolen til, når de tog afsæt i Tristans individuelle behov.

Heldigvis har Ligebehandlingsnævnet i september i år afgjort, at det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at privatskolen afviste Tristan. Det er en vigtig afgørelse af principiel karakter.

Den fastslog, at børn og unge med et handicap også har ret til fri, lige og gratis adgang til uddannelse i Danmark.

Tristan har lige så meget ret til at udfolde sit fulde potentiale og forfølge sine drømme som alle andre børn.

Men det kræver måske, at skolerne tænker anderledes og handler med et åbent og fordomsfrit sind, når de skal optage nye elever.

Den første statsminister med handicap

Jeg har selv cerebral parese i arme og ben med et kraftigt talehandicap til følge.

I dag er jeg fuldmægtig i staten. Jeg har en kandidatuddannelse i journalistik. Jeg bor for mig selv, og jeg kører selv bil.

Men jeg har selv været i Tristans situation.

Min familie flyttede til Sønderjylland, så jeg kunne gå på en kommunal handicapskole med de rette muligheder for udfoldelse og støtte i løbet af skoledagen.

Men i løbet af få år sagde lærerne til mine forældre, at de ikke kunne give mig nok udfordring, og at de ville anbefale, at jeg kom på en ordinær folkeskole.

Det ville måske give mig den fremtid, som jeg drømte om. At blive den første statsminister med et handicap. At blive forfatter. At udgive debatindlæg.

Derfor forsøgte mine forældre i første omgang at få mig ind på den lokale friskole lige på den anden side af vejen i den landsby i Sønderjylland, som vi boede i. Der kunne jeg selv køre på crosser i skole og få venner i lokalsamfundet.

Afvist af flere skoler

Skolen brugte mange af de samme argumenter i deres afvisning som i Tristans sag. De kunne ikke se det for sig med skolens ressourcer og indretning taget i betragtning.

De så mig mere som en byrde end en mulig berigelse for deres skole.

Mine forældre søgte videre og fandt en anden lille friskole i nabobyen. Selvom de på deres hjemmeside talte meget for ”plads til alle og tolerance over for forskelligheder” afviste de mig også – selv uden at have mødt mig. De havde heller ikke ressourcerne til at rumme en elev med et handicap.

Først efter et par forsøg fandt mine forældre en anden lille folkeskole, som kunne rumme en flabet og humørsyg elev som mig.

De så det som en fordel, at skolens øvrige elever blev konfronteret af en dreng, der somme tider havde brug for en ekstra hånd og en dreng, som kunne vise dem, at man kan, hvad man vil.

Senere kom jeg på en normal efterskole med en helvedes portion trapper, på det lokale gymnasium og slutteligt også på universitetet.

Handicap skal synliggøres i samfundet

Jeg anerkender, at det for mange folkeskoler kan føles som en stor chance at tage i et allerede presset skolesystem, hvor den lokale økonomi udhules år efter år.

Og samtidig er mange skolebestyrelser ikke klædt godt nok på i forhold til at tage beslutningen på et oplyst grundlag.

De har ikke overblik over de støttemuligheder og andre ordninger, som kan træde i kraft, når en skole optager en elev med et handicap.

Men det er vigtigt at understrege, at netop dét at optage et barn med et handicap ikke kun bidrager til, at det enkelte barn får bedre betingelser senere i livet.

For mig er det også blevet en mærkesag, at vi ikke skal forsøge at gemme mennesker med handicap væk på institutioner, hvis det ikke er nødvendigt.

Vi skal give plads til diversiteten og synliggøre den ude i samfundet. I bybilledet, på uddannelserne og på arbejdspladserne.

Vi skal aftabuisere den mulige berøringsangst over for mennesker med et handicap og gøre det naturligt, at alle unge mennesker har noget at byde ind med, selvom de måske opfører sig forskelligt og ser forskellige ud.

Et mangfoldigt og inkluderende samfund er for mig et tegn på et samfund med ligeværdige og fordomsfrie fællesskaber.

Men vi skal snart komme i gang – for snart er de smukke, unge mennesker blevet voksne og ligner ikke mer’ sig selv. Stemmerne er forandret, men vi kender dem alligevel.