Jeg går aldrig alene på café. Jeg har altid en hel minoritet med mig

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar på max 2400 anslag sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Hvordan fanden er han kommet herind?

På hospitalet er jeg nærmest for normal. Der er mit handicap forventeligt. På caféen bliver jeg pludselig én, der trodser nogle af de strukturer, der egentlig skulle gøre det muligt for alle at være der.

Og det er omgivelserne, mere end andres blikke, der giver den følelse.

Caféer har trapper. Handicapparkeringspladser findes ikke altid der, hvor man har brug for dem. DSB er DSB.

Tilgængelighed er stadig noget, man skal planlægge sig ud af, kæmpe sig til, eller være heldig med.

Så når folk ser mig på en café, forstår jeg godt, hvis de tænker: Hvordan fanden er han kommet herind? Det er faktisk et relevant spørgsmål.

Vi skal turde spørge

Problemet opstår, når nysgerrighed bliver til berøringsangst. Når børn får at vide, de ikke må pege. Når voksne skynder sig at tysse på dem, hvis de spørger til min kørestol eller min hjælper. Når handicap bliver noget, man helst ikke taler om.

Jeg oplevede engang en mand på en bar, der pegede på mig og hviskede – ret højt – til min ven: “Er han blind?”

Jeg svarede kækt: “Ja, det er han. Men han er ikke døv, du kan sagtens spørge ham.”

Det viste sig, manden tidligere havde spurgt en anden blind person det samme og var blevet skældt ud. Han var stadig nysgerrig, men havde lært, at det var farligt at spørge.

Det synes jeg er ærgerligt. Han ville jo bare gerne forstå.

Vi skal blive bedre til at give hinanden plads til at være nysgerrige – også når det bliver lidt klodset. For hvis vi aldrig må spørge, bliver forskellighed noget, vi tier ihjel. Og jeg vil hellere tale om det end tie det ihjel.

Der er selvfølgelig en bagside ved altid at være den, der skal forklare, repræsentere og svare. Man bliver næsten en form for autodidakt scenekunstner.

Har man et synligt handicap, kan man ikke altid selv vælge, hvornår man er på scenen. Nogle gange vil man gerne være hovedperson. Andre gange vil man bare drikke sin kaffe i fred.

Hovedperson i en film

Jeg kan godt lide humor. Jeg kan godt lide at være lidt kontroversiel. Og jeg siger gerne min mening – måske fordi folk ikke forventer det af en person med handicap. Der findes stadig en idé om, at handicappede enten er inspirerende supermennesker eller hjælpeløse børn.

Så nogle gange laver jeg en joke, der er lidt på kanten. Fordi jeg gerne vil vise, at der ikke findes én måde at have et handicap på, og at vi ikke nødvendigvis er de søde pussenusser, Hr. og Fru Danmark tror, vi er.

Samtidig tager jeg mig selv i at tænke: “Hold nu kæft, hvor er du irriterende. Du tror da vist, du er hovedperson i en film.”

Det er en hårfin balance. Jeg er ikke repræsentant for alle med handicap. Jeg kan ikke tale på vegne af en hel minoritet. Men jeg ved, at andre nogle gange ser mig sådan.

Sådan ville det ikke være, hvis vi var flere.

Flere mennesker med handicap på caféer, til fester, på festivaler. På arbejdspladser. I offentligheden. Jo flere vi er, jo mindre bemærkelsesværdigt bliver det, at vi er der.

Men det kræver også, at samfundet gør det muligt at være der. Man kan ikke bare bede handicappede om at være synlige, hvis samfundet samtidig er indrettet, så de ikke kan komme ind ad døren på en café.

Det er i hvert fald svært ikke at føle sig forkert, når omgivelserne hele tiden fremhæver det, der er anderledes ved én.

Derfor håber jeg også, at vi en dag kommer dertil, hvor mit handicap ikke er det første, andre lægger mærke til.

Fordi jeg er så meget mere end det, og jeg vil langt hellere være ham den underlige, der nørder kaffe og er lidt bims med bønner, brygning og smagsnoter, end jeg vil være ham den handicappede.

Og måske er det i virkeligheden den største form for aktivisme: At insistere på retten til bare at være et helt almindeligt menneske.

Deltag i debatten herunder – hvilke tanker sætter Samuels indlæg i gang hos dig?

Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar på max 2400 anslag sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.