Er du aktivist uden at vide det? Ja, formentlig, siger forsker

Når man beder AI vise et billede af en aktivist, dukker der et billede op af en ung, korthåret kvinde med mørkt tøj, en megafon i den ene hånd og et skilt med et markant dommedagsudsagn på i den anden. Hun er en del af et længere optog med andre unge, råbende demonstranter.

Billedet er nok ikke helt ramt ved siden af, hvis man spørger den danske befolkning om, hvordan en aktivist ser ud.

Og hvis man spørger dem, om de selv er aktivister, vil langt de fleste formentlig sige nej.

Men de fleste tager fejl, mener forsker på CBS Emil Husted. Han forsker i politiske organisationer og sociale bevægelser.

Ifølge ham agerer langt de fleste en lille smule aktivistisk i deres hverdag.

Og mange bække små, som ordsproget som bekendt starter. Ingen kan gøre det alene, men alle kan bidrage med lidt, når det handler om at skabe forandring, slår Emil Husted fast:

Hvis man vil have størst mulig succes med at rykke noget i samfundet, skal man tænke aktivisme som et økosystem.

Emil Husted forsker i politiske organisationer og sociale bevægelser på CBS. Foto: CBS

”Man slår sig på ordet aktivisme”

En af dem, der aldrig har betragtet sig selv som aktivist er Lena Larsen. Heller ikke, selvom hun i 1990’erne gik til fredsdemonstrationer, læste miljøbiologi og gik på barrikaderne for vandmiljøet.

Men fordi hun ikke var aktiv i en stor miljøorganisation som Greenpeace, som i særlig grad råbte højt, betragter hun mere sine unge dage som et tidspunkt, hvor hun blev “politisk vækket”, men ikke var aktivist. 

I dag er hun medlem af Muskelsvindfondens Repræsentantskab, formand for Handicaprådet i sin kommune og engageret i Dansk Handicap Forbund. 

”Helt firkantet er aktivisme for mig noget, der er uden for rammerne og på kant med det etablerede system. Og for nogle mennesker, også for mig, er det svært at bruge ordet aktivisme. Man slår sig på det,” siger Lena og fortsætter:

Men det betyder ikke, at jeg ikke er positiv overfor aktivisme. Samfundet udvikler sig jo netop ved, at folk skubber til de etablerede systemer.

Følelser vs. rationale

Lenas forbehold handler om ordets klang. Hun forbinder det simpelthen med noget højtråbende og ukontrolleret.

Ifølge Emil Husted bliver aktivisme ofte sat i modsætning til noget rationelt og velovervejet. Og mange mennesker holder sig tilbage fra at tage ordet aktivist på sig, fordi de, som Lena, forbinder det med vrede, konflikt eller civil ulydighed, påpeger han.

Det kender han især fra sin egen branche:

“Inden for forskerverdenen er det værste nærmest, hvis forskere bliver set som aktivister. Forskere skal være neutrale og rationelle. Aktivisme bliver forbundet med følelser og passion.”

Men den modsætning giver ikke mening, mener han.

”Mennesker er jo politiske væsner, og vores identitet er ofte bundet op på det, vi tror på. Derfor skal man heller ikke gå og putte med sine holdninger, men turde stå ved dem. Det er jo netop det, vi håber på i et demokrati som det danske. Og i dag mangler der mennesker, som vil stå op for en sag.”

Intentionen er afgørende 

Lena Larsens syn på begrebet aktivisme har da også flyttet sig efter de mange diskussioner om aktivisme, som har fyldt i Muskelsvindfonden på det sidste. 

Muskelsvindfonden har det seneste år sat aktivisme på dagsordenen gennem workshops, inspirationsoplæg og fælles drøftelser i både repræsentantskab og bestyrelse. Formålet har været at undersøge, hvad aktivisme betyder i et moderne dansk samfund – og hvilken rolle både en stor organisation som Muskelsvindfonden og de enkelte medlemmer kan spille, når det handler om at skabe forandringer for mennesker med handicap. 

Ifølge Emil Husted er intentionen afgørende, når man taler om moderne aktivisme. 

”Aktivisme handler om at udføre en bevidst handling med et bestemt politisk mål for øje. Så når man begynder at udføre handlinger med det formål at påvirke nogle større strukturer i samfundet og altså sætte sit præg på noget, der ligger uden for ens egen lille privatsfære, kan man godt betragte det som et politisk statement og dermed aktivisme,” siger han. 

Det er netop på dét punkt, at Lena Larsens syn på hendes egen aktivisme har rykket sig.

”Jeg synes, det er rart at få sat ord på, hvad aktivisme er. Og at det politiske arbejde i etablerede organer også bliver anerkendt som en måde at skabe forandring og være aktivistisk på, selvom det er mindre provokerende og inden for rammerne,” siger hun. 

Et aktivistisk økosystem

Arbejde som Lenas i foreninger og politiske råd kan ofte ikke stå alene, men er en af de mange veje til at skabe forandring, slår Emil Husted fast.

”Hvis man tænker sin sag som et økosystem frem for én organisation, der skal bære det hele, er der større chance for at præge dagsordenen. For der, hvor man ser størst succes, er typisk dér, hvor forskellige former for aktivisme danner alliancer. Hvor store organisationer samarbejder med mindre grupper, enkelte borgere og giver plads til spontane og lokale initiativer.”

Det handler derfor om at skabe forbindelse mellem både organisationer og de mennesker, der er engagerede i sagen i deres egne små fællesskaber: sportsklubber, andelsforeninger, arbejdspladser, på sociale medier eller som Lena: i lokale handicapråd.

I den forståelse bliver aktivisme noget langt mere hverdagsnært og noget, rigtig mange af os dyrker – men også mindre entydigt og markant. Netop derfor kan det måske være svært at bruge ordet aktivisme om sig selv, som Lena Larsen har svært ved. 

Aktivisme starter i det små

En vigtig pointe er derfor, at man ikke behøver gå på gaden med en megafon og et protestskilt som det første, hvis man drømmer om at være mere aktivistisk. Man kan begynde i det nære, siger Emil Husted:

Forsøg dig med nogle små gerninger. Det kan være i familien, på arbejdspladsen eller i vennegruppen. Tag et standpunkt og sig: ‘Jeg synes faktisk, vi burde gøre sådan her’.

Demokratiet er afhængigt af mennesker, der tør engagere sig, understreger han.

Og han mener, at mange hurtigt opdager, at det hverken er farligt eller pinligt at mene noget.

”Folk respekterer typisk, at man står ved det, man mener – så længe man er transparent omkring det. De fleste har faktisk respekt for folk, der tør mene noget og åbent bekender sig til et særligt projekt.”