Forsker om sjælden sygdom: ”Folk får alt for ofte at vide, at det er noget, de bilder sig ind”

”Kan du ikke huske dengang, man som barn legede detektiv hele dagen og ville til bunds i alle mulige skøre ting og kunne falde helt i staver over en lille bille ude i skoven?” 

Josefine Jul Jarbæk Nielsen kigger på mig med store øjne og et bredt smil, som om jeg ved præcis, hvad hun taler om – det gør jeg ikke, for jeg legede vist mest med dukker og syntes, at biller var klamme.  

Men Josefine har med få ord gjort det tydeligt, hvorfor hun lige netop er blevet forsker og dagligt forsøger at nå til bunds i, hvorfor nogle mennesker får den sjældne muskelsvinddiagnose myasthenia gravis: Hun kan ikke lade være. 

”Jeg har altid haft en videbegærlighed og brændende trang til at vide, hvor ting stammer fra, og hvorfor de er, som de er – og hvorfor folk er, som de er. Den har jeg altid haft, og den har jeg stadig.” 

Brikkerne faldt på plads 

Jeg mødes med Josefine i et afsides kælderhjørne på Aarhus Universitetshospital; nærmere bestemt i enheden ’Neurologisk forskning’, hvor Josefine har sin daglige færden og netop har forsvaret sin ph.d.  

Egentlig troede hun, at hun skulle være neurokirurg. Men for omtrent syv år siden opdagede hun i forbindelse med et lægevikariat på en neurologisk afdeling, at hendes faglige hjem lå i neurologien.  

Det var, som om brikkerne endelig faldt på plads, da det gik op for mig, at jeg skulle være neurolog. Jeg havde det virkelig sådan ’hvorfor har jeg ikke forstået det noget før?’

Vi sætter os på Josefines kontor, som hun deler med otte andre forskere.

Her sidst på eftermiddagen er her stille og tomt, men de mange stakke af bøger og spredte papirer, glemte kaffekrus og de slukkede arkitektlamper over hvert skrivebord vidner om dagligt nørderi og fordybelse.  

Golden era 

For 60 år siden var den kroniske, autoimmune sygdom myasthenia gravis en dødsdom for 40 procent af dem, den ramte. Det er ”virkelig højt,” understreger Josefine.

I dag er dødeligheden på knap 5 procent.  

Det skyldes primært banebrydende medicin, som hjælper kroppen med at overføre signaler mellem nerver og muskler – en evne, der ellers langsomt svækkes ved myasthenia gravis.

Det viser sig som hængende øjenlåg, talebesvær efter længere tids samtale, og ben og arme, der kan føles som bly.

”Uden behandling vil de viljestyrede muskler udtrættes og miste pusten, så snart man prøver at bruge dem,” forklarer Josefine. 

Det betyder også, at sygdommen i værste fald kan føre til en livstruende tilstand kaldet myasten krise. I den situation vil de muskler, der styrer vejrtrækningen og brystkassen, blive så afkræftede, at man har svært ved at trække vejret selv.  

Heldigvis er de omkring 1200 danskere, der i dag lever med sygdommen, i behandling, og deres diagnose er derfor ofte usynlig for det utrænede øje.  

Men det betyder ikke, at de ikke selv mærker sygdommen og dagligt må tage højde for en svigtende muskelkraft og en udpræget, uforudsigelig træthed.

Derfor er det vigtigt for Josefine at understrege følgende:

Jeg er helt sikker på, at forskningen kommer på noget, der er bedre end de muligheder, vi har nu. Der sker heldigvis sindssygt meget på det her område lige nu. Det er virkelig en golden era.

Og så dukker detektiven op i hende:

”Desværre viser min forskning, at der internationalt stadig er en øget dødelighed forbundet med myasthenia gravis. Det skal vi til bunds i. Der mangler bare stadig rigtig meget forskning på området.” 

Mål at blive arbejdsløs 

På Josefines bord ligger der en dekorativ hjerne i keramik ovenpå en stak bøger. Den har hun fået af sin tante, som gennem Josefines liv har set, hvor optaget hun er af både hjernen og kroppen.

Med gaven fulgte ordene: ”Du gør altid så meget for andre, så nu ville jeg gøre noget for dig.”   

Og det er da også en af de ting, der driver Josefine i hendes forskning: at gøre en forskel. Den vil hun først og fremmest gøre ved at finde svaret på, hvorfor denne specifikke nervesygdom findes. 

“Hvis jeg kunne få svar på ét spørgsmål om myasthenia gravis, ville det 100% være ‘hvorfor findes det?’ Hvad er den udløsende årsag?’. Så ville vi være et stort skridt længere.”

I sidste ende håber Josefine, at hendes forskning kan føre til, at man kan stoppe udviklingen af myasthenia gravis.

”Det er en cliché at sige som forsker, men jeg mener virkelig, at mit mål er at blive arbejdsløs.” 

Hun griner.

For at få en idé om, hvor langt fra vi er fra dét, spørger jeg Josefine: Hvorfor tror du, at nogen får myasthenia gravis? 

Ikke som sclerose og kyssesyge 

”Man ved, hvad der sker. Men man ved stadig ikke, hvorfor det sker,” indleder Josefine og rynker brynene. Jeg læser hende først som frustreret, men indser hurtigt, at det er ildsjælen i hende, der dukker op, lige der mellem brynene.  

Det er altså ikke ligesom med f.eks. sygdommen multipel sclerose, hvor forskere for få år siden opdagede, at en forudsætning for at udvikle sclerose er, at man har haft kyssesyge.  

Josefine nævner selv eksemplet, som hun var meget optaget af, da nyheden kom ud. For hvis man på samme måde kan finde årsagen til myasthenia gravis og forstå sygdommen til bunds, kan behandlingsmulighederne forbedres markant.  

”Det er desværre ikke så simpelt – i hvert fald ikke, hvad vi ved af,” siger Josefine.  

Og så går hun i gang med at forklare, hvad forskerne ved om myasthenia gravis. Senere vender vi tilbage til, hvad hun selv tror.

Et lille organ med stor betydning  

”Vi har et meget lille organ, som ingen kender, kaldt brislen. Måske har man hørt ordet før, hvis man har fået kalvebrisler at spise.” 

I brislen modnes det erhvervede immunforsvar. Det er kroppens forsvarsmekanisme, som husker trusler som vira og bakterier og ruster kroppen til at stå stærkere imod, næste gang man rammes af en specifik virus eller bakterie.

Det er også det immunforsvar, der trænes, når man bliver vaccineret.  

Med alderen svinder brislen ind, fordi det erhvervede – også kaldt det adaptive – immunforsvar nu er fuldt udbygget, så vi i stedet beskyttes af de hukommelsesceller, som husker vira og bakterier, som vi har erhvervet os gennem livet.  

Hos mennesker med myasthenia gravis sker der bare noget andet en hos mennesker uden: brislen bliver ikke nødvendigvis mindre og spiller derfor en afgørende rolle i udviklingen af sygdommen.  

Josefine forklarer det som et system af nøgler, låse og hængelåse… 

Hængelåse spærrer for musklerne 

For at vi overhovedet kan bevæge os, skal hjernen sende signaler til vores muskler. Du kan forestille dig disse signaler som nøgler (neurotransmittere), der skal passe ind i musklernes låse (receptorer).

Når nøglen drejes, bevæger musklen sig.  

Men ved myasthenia gravis begynder cellerne i den stadig aktive brissel fejlagtigt at producere antistoffer, som fungerer ligesom hængelåse.

Disse hængelåse sætter sig hen over musklernes låse, så de rigtige nøgler ikke kan komme ind.  

Når man bruger sine muskler, løber nerverne naturligt tør for nøgler efter et stykke tid. Fordi de fleste låse i forvejen er spærret af hængelåse, taber musklerne hurtigt pusten og bliver svage.

Først efter et hvil har nerverne fået tanket nye nøgler op.  

Symptomerne kan derfor svinge voldsomt – ikke bare fra dag til dag, men fra time til time.  

Når man tager den gængse medicin, går den ikke ind og fjerner hængelåsene. I stedet sørger medicinen for, at de nøgler, hjernen sender af sted, overlever i længere tid.  

”Medicinen giver nøglerne langt bedre tid og en større chance for at finde frem til de få låse, der stadig er frie,” forklarer Josefine.  

Et år fra første lægebesøg til diagnose 

Netop fordi symptomerne svinger så meget i løbet af dagen, kan myasthenia gravis være svær at få øje på for de læger, der skal stille diagnosen, fortæller Josefine. 

For ofte vil den person, der går til lægen, sjældent have f.eks. et hængende øjenlåg, når hun møder op hos lægen – men kun fortællingen om, at det er sket.

For som vi gennemgik før, vil symptomer hos mennesker med myasthenia gravis hurtigt kunne forsvinde igen efter et hvil.  

Det er en af grundene til, at hver fjerde med myasthenia gravis oplever, at der kan gå et år fra det første lægebesøg til endelig diagnose. 

Og det er langt fra godt nok, mener Josefine.  

Blodpropper, stress eller ren fantasi 

Når et menneske kommer ind til lægen og fortæller om et hængende øjenlåg – som ofte er det første symptom på sygdommen – forveksles det desuden ofte med andre sygdomme eller tilstande, før myasthenia gravis overvejes, fortæller Josefine.   

Hos et ældre menneske vil lægen ofte overveje, om der er tale om en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.

Når det er udelukket, vil patienten som regel blive sendt til en øjenlæge.  

”Nogle gennemgår 2-3 operationer af øjenlågene, før man finder ud af, at det slet ikke har noget med øjnene at gøre,” siger Josefine og slår opgivende ud med armene.  

Til gengæld vil et hængende øjenlåg hos yngre mennesker – særligt kvinder – ofte blive forvekslet med enten stress eller ren fantasi, forklarer Josefine.  

”Folk får alt for ofte at vide, at det er noget, de bilder sig ind. Og derfor har vi et stort ansvar for at gøre opmærksom på diagnosen.” 

Flere får autoimmune sygdomme 

Der er også en anden grund til, at der er brug for større kendskab til diagnosen: Generelt er der er en stigning i antallet af mennesker, der får autoimmune sygdomme som myasthenia gravis.  

Stigning er ret markant og gælder verden over. Og ingen ved endnu hvorfor. 

”Siden vi opdagede den udvikling, har vi virkelig undersøgt det og stillet os selv spørgsmålet ’kan det passe?’, men det gør det. Og det er endnu en grund til at udbrede viden om myasthenia gravis. For jo tidligere diagnose, jo tidligere behandling, jo bedre livskvalitet og jo bedre er prognoserne for de mennesker, der får sygdommen,” siger Josefine.  

Både deprimerende og fascinerende 

Afslutningsvist er jeg nysgerrig på, hvad Josefine og hendes kolleger har af teorier om årsagerne til myasthenia gravis, så jeg spørger hende: 

Hvorfor tror I, at immunforsvaret vender sig mod sig selv og får det hængende øjenlåg til at dukke op i første omgang?  

”Jeg ville elske et enkelt og klart svar på det spørgsmål,” svarer Josefine og smiler.  

Men det kan hun ikke give mig – i hvert fald ikke endnu. Hun fortsætter:

Vores stærkeste hypotese er, at det skyldes et komplekst samspil mellem flere ting.

”Indtil videre viser forskningen, at man kan være genetisk sårbar, og hvis kroppen så rammes af en infektion, voldsom stress eller påvirkes af noget i vores miljø, kan det udløse fejlen. Og under den paraply, der hedder ‘miljø’, ligger der jo både medicin, livsstil, forurening og mange andre ting. Vi ved også, at brislen spiller en nøglerolle i at starte denne misforståelse i immunforsvaret, så den kigger vi rigtig meget på. Men jeg håber selvfølgelig, at vi med forskningen kan blive endnu skarpere på, hvad det er, der sker.” 

Josefine fortæller også, at nogle patienter oplever, at sygdommen blusser op eller opdages i forbindelse med en operation og brug af bedøvelsesmidler, hvilket i hendes øjne viser, hvor følsom kroppen er.   

Heldigvis lader hun sig ikke slå ud af, at den fulde opklaring af mysteriet formentlig ikke venter lige om hjørnet. Snarere tværtimod. 

”Der er både noget superdeprimerende, men også fascinerede ved, at vi så præcist ved, hvad der sker i kroppen, når man har myasthenia gravis. Vi er ikke i tvivl om det. Det har vi haft styr på i mange år, og der er behandlingsmuligheder. Men det er bare ikke godt nok alligevel. Det vil jeg gerne være med til at lave om på.”