Jonas Dreiøe havde ikke en stemme, nu har han bygget sin egen

Det er en helt unik erfaring, mange mennesker med handicap deler. Man bliver ekspert i sin egen diagnose og derved også sine egne behov. Ikke af lyst, men ofte af nødvendighed.

Og nogle gange bliver man så stor en ekspert, at man begynder at blive nysgerrig på, om der findes bedre løsninger.

Èn af dem er Jonas Dreiøe. Han læser softwareteknologi. Han er aktivist gennem sit arbejde i SUMH (Sammenslutning for Unge Med Handicap), og så har han udviklet sin egen taleapp, Wingmate, fordi han ikke kunne finde en stemme, han kunne identificere sig med.

En stemme, der ikke passede

Døren går op til Jonas’ lejlighed i det centrale Århus, inden jeg overhovedet når at banke min sædvanlige rytme færdigt. I døren står hans hjælper og byder velkommen. Rundt om hjørnet i den lyse stue kommer Jonas kørende med et stort smil og får fremmanet en lyd, der stråler af begejstring. Efter et kram og en kort snak, får vi os hurtigt placeret over for hinanden ved hans store, firkantede spisebord, og jeg lægger ud med:

”Nå, Jonas. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv?”

Han smiler, finder sin mobil frem og åbner Wingmate. Hans pegefinger flyver rundt på tastaturet, og inden jeg når at tænke videre, lyder der en mandsstemme fra højtaleren:

”Jeg hedder Jonas Dreiøe og jeg studerer softwareteknologi…”

Jonas har cerebral parese og kan ikke tale med sin egen stemme. Allerede som helt lille kunne han ikke få de samme lyde ud som andre børn.

Til gengæld lærte han håndalfabet som toårig fra en dedikeret pædagog i vuggestuen, som lærte ham at stave. Sproget kom tidligt til ham, bare i en anden form.

Og for Jonas har det betydet meget:

At have en stemme betyder at have en identitet. Så jeg var bare heldig at have en så god pædagog som Lisbeth, der tod sig tid til mig og gav mig et sprog.

Men i folkeskolen og gymnasiet, hvor ingen kendte håndalfabetet, skulle han finde en anden måde at kommunikere på. For selvom Jonas tænker hurtigt og formulerer sig præcist, kom han ikke langt hos de utålmodige unge mennesker, og han begyndte derfor at undersøge de forskellige taleapps.

Gennem årene har han været igennem alle de kommunale løsninger: Rolltalk, Gridpad, Tobii. Alle sammen systemer, der ifølge Jonas var langsomme, skrøbelige og med få muligheder for at vælge en stemme, der passede til ham.

Frustration som drivkraft

Med udspring i sin frustration over, at der ikke fandtes bedre løsninger, begyndte Jonas at udvikle.

De fleste eksisterende løsninger var alle lukkede ”black boxes” – altså, et lukket system, hvor ens tekst kommer ind og en stemme kommer ud. Ingen mellemregninger eller muligheder for at tilpasse det.

”Alle de andre apps er black boxes. Jeg ville gerne have frihed til at ændre det, jeg ikke synes passede til mig. For eksempel bare at kunne bruge en stemme, der lyder som et menneske og ikke en robot fra 90’erne,” siger han.

Jonas bruger mange timer foran sine skærme. Det meste af tiden bruger han på at kode.

Samtidig er de nuværende løsninger ekstremt dyre for samfundet. En traditionel talemaskine kan hurtigt koste 100.000 kroner. Penge, som Jonas synes, kan bruges på meget vigtigere ting som flere BPA-ordninger, mere tilgængelighed eller bedre adgang til arbejdsmarkedet for personer med handicap.

”Wingmate er gratis at bruge. Vi har ikke brug for flere dyre løsninger, der alligevel skal udskiftes efter nogle år, fordi softwaren eller hardwaren ikke kan følge med.”

Selvom, at hans hjælpere lærer håndalfabetet som en del af deres oplæring, bruger Jonas stadig appen hver dag.

Meget mere end en app

For Jonas er Wingmate ikke bare en app, han har udviklet.

Den er et produkt af hans stærke aktivistiske side, og udspringer af lysten til – eller snarere nødvendigheden af at skabe forandring og gøre livet med et handicap nemmere og nuancere befolkningens syn på handicap.

Jeg kan mærke en ild i Jonas’ øjne, når vi snakker om politik og uretfærdighed. Særligt, da jeg spørger ham om, hvor og hvornår hans aktivistiske gnist blev antændt, kan jeg se, at hans blik bliver mere intenst, samtidig med at hans pegefinger glider hurtigere og hurtigere hen over tastaturet:

Jonas til demonstration på Christiansborg Slotsplads. (Privatfoto)

”Den 22. maj 2024 var jeg til demonstration sammen med 5.000 andre med handicap på Christiansborgs Slotsplads for at råbe politikerne op til handling på handicapområdet. Vi var så mange, at jeg tænkte, at det må da kunne overbevise nogle af dem om, at der er brug for forandring,” fortæller han.

Da vi alle var samlet og talerne begyndte, kunne jeg se, at vinduerne ind til Christiansborg blev lukket ét efter ét. Lige dér, fik jeg lyst til at råbe endnu højere. At fortælle dem, at vi på ingen måde bare er en udgift, men en kæmpe ressource.

Kort tid efter meldte han sig ind i SUMH, hvor han i dag bruger den stemme, han selv har udviklet til at råbe op og skabe forandring, og som han selv siger med et glimt i øjet til mit spørgsmål, om han kan råbe politikerne op uden en stemme:

”Jeg kan da råbe højere end alle andre – bare giv mig en større højtaler.”