Julies syvårige kamp med kommunen får Ombudsmanden til at gribe ind – ikke én, men to gange

Julie har muskelsvind og bruger kørestol. Hun bor i Vrå i Nordjylland sammen med sin kæreste, der også har muskelsvind. For Julie er hendes handicapbil en nødvendighed og ikke et tilvalg. Alligevel har kommunen igen og igen vurderet, at hun ikke har de ekstra udgifter, der skal til for at få økonomisk støtte.

“De siger, at vi nok havde haft to biler, hvis vi ikke havde haft handicap. Men det er helt urealistisk. Hvis jeg ikke havde muskelsvind, ville jeg da bare tage toget eller bussen,” fortæller Julie.

Siden 2018 har hun indsendt dokumentation i stakkevis, selvom loven slet ikke kræver det. Men afslaget vender tilbage. I dag fylder hendes sag mere end 2.000 sider.

Når skøn vejer højere end fakta

Med hjælp fra Muskelsvindfonden indhentede Julie tal fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at kun 15,8 procent af kvinder i hendes situation: Kvinde i 30’erne, i parforhold og bosat i landområde – har to biler. Kun cirka 33 procent har én bil.

På trods af tallene fastholder kommunen, at Julie og hendes kæreste ville have haft to biler alligevel. Dermed bliver hendes biludgifter ikke regnet som en ekstraudgift, og de samlede beløb havner under den såkaldte bagatelgrænse på 555 kroner om måneden.

Når man ligger under den, får man ingen støtte.

Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 01.09.22

“Jeg har afleveret alt, de har bedt om – også selvom, jeg ikke skulle. Alligevel finder de en ny grund gang på gang til at sige nej,” siger Julie.

Et liv på pause – i syv år

Julies økonomi bliver presset, fordi hun ikke kan få dækket sine merudgifter og modtage kompensationsydelse. Hun har været nødt til at tage billigere medicin med bivirkninger, fordi kommunen ikke vil dække udgiften til den medicin, hendes læge anbefaler. Og hver gang der kommer en ny besked fra kommunen i e-Boks, mærker hun det fysisk. Hun får hjertebanken. Kvalme. Uro. Decideret ”kommuneangst”. 

”Det fylder jo næsten alt i min hverdag. Jeg tænker hele tiden på, hvad de nu vil tage fra mig, eller hvad jeg nu skal bruge en hel uges kræfter på at dokumentere,” fortæller Julie. 

Syv år er lang tid at kæmpe for noget, man egentlig har ret til. Alt for lang tid, ifølge professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage: 

”Det er jo helt urimeligt, at det skal tage så lang tid at få den hjælp, man mener, at man har ret til. Tænk på det pres, man lægger på den enkelte borger,” siger han. 

Professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, Frederik Waage. Pressefoto, SDU.

Ombudsmanden på banen – to gange

Normalt er det Ankestyrelsen, der afgør klagesager mellem borger og kommune. Men i Julies sag har Ombudsmanden måtte skride ind hele to gange. Først fordi kommunen ikke kunne dokumentere sit skøn om, at andre par i samme situation har to biler. Og senere igen, da kommunen alligevel holdt fast i deres afslag uden at rette op. 

Det sker sjældent, at Ombudsmanden tager sager op mere end én gang, da hans indblanding gerne skulle være sidste instans. At det er sket to gange i samme sag, understreger alvoren, mener Frederik Waage: 

”Når Ombudsmanden går ind i en sag, bør myndighederne jo kigge ind ad og tage det som en rettesnor.” 

Julie er ikke alene

Helene Bagge Grimstrup fra Frederiksberg fik nej til at modtage kompensationsydelse til bil med præcis samme begrundelse: at hun nok ville have haft bil alligevel. Hun indsendte også tal, der viste det modsatte. Alligevel valgte Ankestyrelsen at støtte kommunen. 

Kathrine Skov Larsen fra Aarhus oplevede i 2021 at få samme besked. At unge får oftere bil i dag, selvom tal igen viste, at næsten ingen unge kvinder i hendes område har bil. Også her endte skøn fra kommunen med at veje tungere en konkret dokumentation. 

”Jeg sidder jo bare tilbage med følelsen af, at jeg som borger ikke en chance mod det store system,” fortæller Julie.

Et system under pres

Ifølge Ankestyrelsens egne tal bliver op mod 50 procent af kommunernes afgørelser på handicapområdet ændret eller hjemvist, når borgere klager. Professor Frederik Waage peger på, at fejlene kan skyldes både ressourcemangel og bevidste besparelser: 

”Der er desværre massive udfordringer på blandt andet handicapområdet, når det kommer til sagsbehandlinger og ventetider. Det er nok en kombination af mange ting, men det hele peger på et offentligt system, der er under pres,” siger han. 

Også Muskelsvindfondens egen politiske chef Thomas Krog kalder det for ”et brud på vores alles retssikkerhed”, når kommunerne får lov til at skubbe borgere under bagatelgrænsen ved at lave fejlagtige skøn. 

Hvis det kan ske her, kan det ske for alle

Julies sag står stadig åben. Syv år inde i kampen har hun endnu ikke fået dækket sine dokumenterede merudgifter. Hun er træt og udkørt, men nægter at give op: 

”Det tager så meget af min energi at kæmpe for noget, jeg har ret til. Jeg havde for længst givet op, hvis ikke jeg havde haft Muskelsvindfonden i ryggen hele vejen,” siger hun. 

Hendes historie er ikke kun en fortælling om ét menneske i kamp med sin kommune. Den er ifølge Frederik Waage et signal om, at vores retssikkerhed er under pres: 

”Det tyder jo på, at vi har et system i kommunerne og Ankestyrelsen, der er presset, hvis man skal vente i så lang tid og have Ombudsmanden inde over i to omgange, for at få en afgørelse,” siger han og fortsætter: 

”Man kunne jo overveje to forskellige instanser: Dem, der bevilger støtten og dem, der skal betale for den.” 

Der forventes endeligt svar fra Ankestyrelsen i løbet af oktober, og går det Julies vej, vil hun modtage sin støtte med tilbagevirkende kraft. Hvis ikke, vil hun og Muskelsvindfonden fortsætte kampen for en bedre afgørelse.