Q&A

Nogle forældre oplever sorg, når deres barn får en diagnose: Sådan kan du arbejde med sorgen

Det er naturligt at opleve sorg over, at ens barn har en diagnose. Men hvordan håndterer du som forælder det, når det sker? Psykolog Lone Knudsen har nogle gode råd til forældrene

Lone Knudsen af Tor Birk Trads

Foto: Tor Birk Trads

100%
Af Lone Knudsen
06. maj 2026
Læsetid 3 min.
0

Lone Knudsen er psykolog hos RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, RCFM.

 

1

Hvordan kan forældre arbejde med deres sorg?

Det er naturligt at opleve sorg, når ens barn får en diagnose. Diagnosen ændrer på de forestillinger, man havde om sit barn og det liv, barnet så ind i. Sorgen er ofte knyttet op på bekymringer i forhold til om ens barn får et godt liv, som er det, vi som forældre ønsker allermest for vores børn. Vil mit barn være glad, få venskaber, kærester, en uddannelse, job, børn mv? Vil mit barn lide, opleve mere modgang end andre og stå udenfor fællesskabet?

Uvisheden og bekymringerne kan forstærke sorgen og af og til fylde i hverdagen. Vi kan ikke altid selv styre vores følelser, og hvornår de kommer til udtryk, og derfor vil børn også af og til kunne mærke det på os. Det kan i så fald være vigtigt at fortælle sit barn, hvorfor man er ked af det (på et niveau barnet forstår), og at fortælle sit barn, at det ikke er hans/hendes skyld, samt at tale med sit barn om hans/hendes tanker og følelser, så barnet ikke bliver alene med sine tanker om, hvorfor mor og far er kede af det.

Ofte vil barnet selv udfylde videnshuller med sin egen forståelse af verden og kan komme til at forestille sig noget, der er værre end virkeligheden. Hvis ikke man taler med sit barn, kan barnet også få en opfattelse af, at diagnosen ikke er noget, man kan tale om, og forsøge at skjule sin egen sorg og følelsesmæssige reaktioner på den sorg han/hun ser hos jer.

Omvendt, er det vigtigt, at forældrenes sorg ikke bliver barnets byrde at bære, og at man som forælder søger hjælp til at bearbejde sorgen, hvis den fylder i hverdagen. Overvej om der er nogen i dit netværk, du kan søge støtte hos. Det kan være, der er en rar ven/veninde eller nabo, du har tillid til, og som du kan tale med om, hvordan du har det. Mange forældre oplever det også gavnligt at mødes med andre forældre i samme eller lignende situation som dem selv. Man kan fx undersøge om der findes en patientforening, der giver mulighed for at mødes med andre forældre.

Hvis du oplever, at dine bekymringer og følelser påvirker dit forhold til dit barn negativt, eller hvis du føler dig så overvældet, at du har svært ved at fungere i din hverdag, kan det være vigtigt at søge professionel hjælp og støtte. Du kan fx kontakte din egen læge, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst får hjælp, eller det kan være, du har mulighed for at få samtaler hos en psykolog igennem din private sundhedsforsikring, fagforening eller arbejdsplads. Man kan søge efter autoriserede psykologer på hjemmesiden www. sundhed.dk

Læs debatindlæg om hvad Oliver Tonning oplevede som barn

Oliver-Tonning-aspect-ratio-1917-1263
Debat

Debat: Kære forældre, sørg over os børn, men ikke mens vi er der

2

Hvad kan forældre gøre, hvis man ser sit barn mistrives?

Mistrivsel hos børn kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det er normalt, at børn indimellem oplever negative følelser såsom tristhed, vrede og bekymring. Men hvis negative følelser bliver langvarige, og gør det svært for dit barn at fungere i sin hverdag og at indgå i sammenhænge med andre børn og voksne, er det vigtigt at være opmærksom og undersøge det nærmere. Der kan være mange forskellige årsager til børns mistrivsel, og man bør være opmærksom på både mulige fysiske, psykiske og sociale årsager.

Hvis man som forælder er bekymret for sit barns trivsel, kan det være vigtigt at række ud efter hjælp. Det kan være ved at tale med de øvrige voksne i barnets hverdag såsom de voksne tilknyttet barnet i daginstitutionen eller skolen. Man kan også kontakte sundhedsplejen. Sammen kan I hjælpe hinanden med at danne et billede af, hvordan barnet trives i og udenfor daginstitutionen/skolen.

Det er vigtigt, at man husker at kigge på barnets omgivelser både i og udenfor skolen/daginstitutionen og hvilken rolle omgivelserne kan spille for barnets mistrivsel og ikke kun at kigge på barnet selv. Daginstitutionen/skolen kan også indstille barnet til undersøgelse i pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) for at få lavet en grundigere udredning af årsagerne til mistrivslen, og hvilke tiltag der er behov for. Man kan også overveje at kontakte egen læge i processen med at finde ud af, hvad der er årsag til barnets mistrivsel og hvilke tiltag, der kan hjælpe.

3

Hvad oplever I hos RCFM, at forældre har gavn af?

Min oplevelse er, at mange forældre særligt har gavn af at mødes med andre i samme eller lignende situation som dem selv. Vi afholder kurser for børn tilknyttet RCFM og deres forældre. Deltagerne fremhæver typisk dét at have fået mulighed for at tale med andre i samme situation som det vigtigste, de tager med sig hjem. De beskriver, at det er gavnligt at have fået mulighed for at spejle sig i andre og høre, at der er andre, der har det på samme måde som dem selv, og at udveksle erfaringer om, hvordan man kan håndtere livet med muskelsvind.

Derudover kan det være hjælpsomt at forsøge at fokusere på alt det, ens barn kan, og de gode egenskaber, ens barn har, samt at skabe gode stunder sammen med sit barn.

Vi opfordrer desuden altid forældre til at have forventninger til deres barn om et liv med skole, venskaber, kærester og arbejde, ligesom de ville til andre børn, også selvom det måske skal ske med ekstra støtte eller på andre vilkår end mange andre børn. Netop den ekstra støtte kan være med til at skabe de rigtige vilkår for, at barnets liv kan udfolde sig. At have tiltro og forventninger til sit barns fremtid kan have stor betydning, både for ens mindset som forælder og for den måde, man vælger at støtte sit barn på, og dermed også for barnets oplevelse af sig selv. At arbejde med at kunne få øje på de positive aspekter, der kan være ved den situation, man er i, kan også hjælpe med at flytte fokus væk fra noget af det svære ved situationen.

Psykolog Oliver Tonning: Forældres sorg over at have et barn, der betragtes som anderledes, kan være ødelæggende

Psykolog Oliver Tonning mærkede den selv som barn: morens sorg over, at han var anderledes end "normen". Den sorg kan være ødelæggende for et famileforhold, fortæller han i denne podcast.

Vil du have mere om emnet? Lyt til Oliver Tonning i podcasten Små Samtaler
Oliver-Toning_Smaa-Samtaler-til-topbanner-aspect-ratio-1917-1263
Podcast

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater