Syv børn – to med handicap og fem uden: ”Jeg har aldrig behandlet Ahmed anderledes”

Der er en selvfølgelighed over Ahmed Hassan og hans mor, Fadumo Abdi, som de sidder ved siden af hinanden i Ahmeds stue i Vejle.

Undervejs i interviewet rækker Fadumo ud efter Ahmeds hånd og masserer den, mens Ahmed uanfægtet taler videre. 

Da jeg spørger dem, om de tror, at deres relation til hinanden havde været anderledes, hvis ikke Ahmed havde haft et handicap, kigger Fadumo undrende på mig. 

”Nej, selvfølgelig ikke,” siger hun og griner.  

Kendte ikke til muskelsvind

Fadumo, hendes mand og deres to ældste børn kom til Danmark fra Somalia i 1999 og bosatte sig i Kolding.

Ingen af dem vidste, hvad muskelsvind var, da deres søn på et år fik diagnosen.  

De første to børn havde begge bevæget sig meget både inde i Fadumos mave, og da de kom ud. Men Ahmed lå altid helt stille.  

Mens de andre børn som små sparkede enhver dyne eller tæppe af sig, der blev lagt over dem, kunne Ahmed ligge en helt nat uden at røre på sig – og om morgenen lå dynen over ham, præcis som Fadumo havde lagt den.  

”Jeg mærker det allerede, før Ahmed er en uge gammel. Jeg ved bare, at der er noget anderledes ved ham,” siger Fadumo.  

Det næste år tager Fadumo sin lille søn med til den ene læge efter den anden.

Lægerne tager blodprøver i ét væk uden nævneværdige resultater, og flere gange forsøger de at berolige Fadumo ved at sige, at hun har en helt rask og fin dreng, som ovenikøbet er særdeles god til øjenkontakt.  

Men Fadumo giver ikke op. Og efter et år får hun ret i sin bekymring: Ahmed har muskelsvinddiagnosen SMA2.

Lægerne forklarer hende dog hurtigt, at muskelsvind ikke er noget, man dør af.  

”Da jeg får at vide, at Ahmed kan leve lige så lang tid som alle andre, falder jeg til ro. Jeg er bare glad for, at de har fundet ud af, hvad han fejler,” siger Fadumo.  

Fadumo og hendes mand får året efter en datter, og Fadumo konstaterer hurtigt, at hun er præcis ligesom Ahmed. Efter seks måneder får hun samme diagnose som sin storebror.  

I dag er Ahmed 24 år og har seks søskende. De er to med muskelsvind og fem uden. Ahmeds søskende kalder Ahmed for ”stjernen i familien”.  

Forventninger, men ikke pres 

Fadumo har altid insisteret på, at Ahmed skulle være et barn, som var på med på lige fod med alle andre.

Det resulterede i, at Ahmed har haft både fritidsaktiviteter og deltaget i samtlige sociale arrangementer med sin klasse som f.eks. fødselsdage – uanset hvor mange indlæggelser eller afgørelser fra kommunen, der lå i baggrunden. 

”Han skal jo ikke tænke, at han bare er én, der sidder i kørestol og ikke kan noget. Hans hjerne fejler jo ikke noget – det har vi fået at vide af lægerne helt fra starten. Så jeg siger til ham: ’Du skal i gang, du skal ud’,” fortæller Fadumo og signalerer grinende med hænderne, at hun jager Ahmed ud ad døren.  

Og det kom han. Ahmed har bl.a. gået til ridning og svømning, og selv når han var indlagt på grund af sin diagnose, gik han i skole på hospitalet. 

”Han kunne sagtens følge med, og jeg har ikke presset ham. Så jeg siger: ’Du skal lave noget. Hvis du bare sidder, så begynder du at tænke dårligt om dig selv’,” siger Fadumo. 

Hun blev hurtigt klar over, at hun som mor havde et valg: enten kunne hun pakke Ahmed ind, eller også kunne hun hjælpe ham med at få de samme ressourcer som alle andre – også selvom hans krop er anderledes end de andres. 

Foto: Rikke Kjær Kjeldsen

”Han skulle være god i skolen, han skulle tage ansvar, han skulle gøre det samme som sine søskende. Jeg har aldrig behandlet Ahmed anderledes,” siger hun – så for hende var det i virkeligheden slet ikke et valg.  

Jeg spørger Ahmed, om han nogensinde har oplevet Fadumos forventninger som et pres.  

”Nej, jeg synes, det var fedt at få lov til at gøre det samme som alle andre og ikke blive begrænset. Jeg oplevede mere, at det var noget, jeg fik lov til, end at det var noget, der blev krævet af mig. Det var bare almindelige forventninger til et helt almindeligt barn,” forklarer Ahmed.  

Voksen før andre 

En af de ting, Ahmed blev nødt til at tage ansvar for, før de fleste andre børn overhovedet ved, hvordan de tjekker deres egen e-Boks, var kontakten til kommunen.

Med forældre, som endnu ikke havde lært dansk, var oversættelsen af kludret kommunal-lingo nødt til at være Ahmeds opgave, fra han var cirka 14 år.  

”Jeg blev på en måde tolken derhjemme. Hvis der kom noget med udgifter, ansøgninger eller afslag, så skulle jeg forklare det til min mor og finde ud af, hvad vi skulle gøre,” siger Ahmed. 

Han lærte hurtigt at læse mellem linjerne i brevene fra kommunen og slå ord som merudgift og servicelov op.

En slags administrativ tvangsmodning, som senere fik ham til at vælge den uddannelse, han nu er i fuld gang med: socialrådgiver-uddannelsen.   

 ”Jeg har jo selv været igennem et system med lave forventninger, mistillid og tossede, administrative benspænd. Jeg vil gerne være den socialrådgiver, der ser mennesket først,” forklarer han og tilføjer: 

”Det at have et handicap har helt sikkert gjort mig voksen lidt tidligere end andre unge. Men jeg tror også, det har gjort mig mere selvstændig, også fordi jeg jo har været arbejdsleder for mit eget hjælperteam, siden jeg var 19 år. Jeg har aldrig haft tid til at være i tvivl om, hvad jeg kunne eller ikke kunne,” siger Ahmed. 

Fadumo nikker, mens Ahmed taler. Ifølge hende var det ikke kun af nødvendighed, at Ahmed stod for kontakten med kommunen.

Det var en del af hans opdragelse – en måde at give ham ansvar for sit eget handicap og styrke hans tro på sig selv.  

”Det er en lidt anderledes pligt at få derhjemme som 14-årig. Det er nok de færreste, der har det ansvar så tidligt,” siger Ahmed og griner.  

Selvom det var et stort ansvar, er han i dag taknemlig for, at han fik det.  

Stjernen i familien 

Ahmed har altid haft en følelse af, at han med sit handicap har været bagud på point fra starten – og det er netop episoder som den med lærerne, der har bekræftet ham i den følelse.   

”Jeg har følt, at jeg var nødt til at være dét bedre i skolen, fordi jeg er startet lidt i minus. Jeg har klart mærket en trang til bevise mig selv,” siger han.  

Foto: Rikke Kjær Kjeldsen

Derfor har han hele vejen gennem sin skoletid gået op i at være den bedste rent fagligt. Det er i mange tilfælde lykkedes, og det er bl.a. en af grundene til, at Ahmed bliver omtalt som stjernen i sin familie af sine søskende.

Fadumo sender også tit sine andre børn videre til Ahmed, hvis de har spørgsmål eller brug for råd, som hun ikke kan hjælpe med.  

”Hvis Ahmed ikke ved det, er der ikke nogen, der ved det,” siger Fadumo og griner. 

Vil udfordre fordommene 

Også på socialrådgiver-uddannelsen oplever Ahmed at være den, hans studiekammerater spørger til råds – og det er han stolt af.  

”Hvis jeg ikke gjorde mig umage, ville jeg jo ikke udfordre folks fordomme, og jeg ville heller ikke vise dem, at jeg er der for at blive en god socialrådgiver,” siger Ahmed.  

Som socialrådgiver drømmer han om at arbejde med andre unge som ham selv. 

”Da jeg som barn og ung var på sommerlejre på Musholm (Muskelsvindfondens feriecenter, red.) blev jeg meget inspireret af de ældre lejrledere, som jo også har et handicap. De var virkelig gode til at sige: ’Ahmed, du kan, hvad du vil’. Det turde jeg ikke tro på dengang. Men det gør jeg nu. Sådan en inspiration vil jeg gerne være for andre.”