Inden David døde, skrev han en helt særlig bog til sine efterladte

Denne artikel nåede desværre ikke at blive udgivet, inden David døde. Den er blevet til efter aftale med David og Davids enke, Maja, som efterfølgende har gennemlæst den inden udgivelse. 

Det med at fortælle sin livshistorie kan godt lyde lidt støvet og som noget, der kun er forbeholdt kendisser, royale og meget gamle mennesker, men i virkeligheden er det måske noget, vi alle burde gøre?

I foråret 2025 døde den 43-årige familiefar og anklager David efter tre år med sygdommen ALS.
I månederne op til sin død arbejdede han målrettet på at blive færdig med en bog fyldt med sine livsminder.

”Vi tror, at vi husker, at vi får vores minder videregivet, men det er desværre noget, som vi ofte ikke får gjort,” sagde David, da jeg for et par måneder siden interviewede ham.

Jeg tror, han havde ret. Og selvom David ikke er her længere, ved jeg, at det var hans store ønske at inspirere andre til at skrive. Derfor har jeg skrevet denne artikel om, hvordan Davids mindebog kom til verden.

Platte farjokes og rappe replikker

Her på Pærspektiv har jeg tidligere fortalt en lille del af Davids historie.
Om hvordan han efter sin ALS-diagnose mistede sig selv, men senere fandt vejen tilbage til sine platte farjokes og rappe replikker. Måske husker du David?
Jeg huskede ham længe efter, jeg havde interviewet ham. Nogle mennesker sætter sig bare i én.

På samme måde beskriver DR-journalist Laura Bøge Mortensen sit første møde med David:
Tilbage i februar 2024 bliver hun sendt hjem til David for at skrive en artikel til DR’s hjemmeside. Kort forinden har David medvirket i DR-podcasten Inden vi dør, og både Laura og hendes redaktør på DR er enige om, at han lyder som et interessant menneske. De får ret.

“David ramte med det samme noget i mig, og da jeg selv har en datter med muskelsvind, kunne jeg faktisk ikke lade være med at dele min historie med ham under interviewet. Det gør jeg ellers aldrig, når jeg er på arbejde,” fortæller Laura.

Konfirmationstaler og børnebøger

Da Laura har skrevet og publiceret artiklen om David, gør hun igen noget, som hun aldrig har gjort før som journalist: Hun kontakter David igen og spørger, om hun kan hjælpe ham med noget. Måske er der en kronik, en fremtidig konfirmationstale, en børnebog, som David gerne vil have hjælp til at skrive?

“Da min datter fik sin diagnose, fik vi en masse hjælp fra vores omgangskreds, og det gør vi faktisk stadig, men da jeg mødte David, kunne jeg bare mærke en meget stærk følelse af, at jeg også havde lyst til at hjælpe med et eller andet,” fortæller hun.

Efter interviewet kredser tankerne også hos David.
Hvordan kan hans yngste søn på tre år lære ham at kende, når han ikke er her mere? Og hvordan kan han sikre sig, at hans tvillingepiger engang får adgang til alle de skøre anekdoter om deres far?

David køber en bog, så han kan fortælle sin livshistorie. Det er en form for standardbog-skabelon, der rummer en masse prædefinerede spørgsmål, som skal hjælpe historiefortællingen på vej.

Men for David ender fortællingen med at handle om fakta og ikke om den person, han i virkeligheden er.

“Jeg droppede projektet, da det blev røvsygt.”

I stedet tager David mod til sig og kontakter Laura. Mente hun mon det, hun sagde om at hjælpe? I telefonen forklarer han hende, at han faktisk godt kunne bruge hjælp til at skrive sine minder ned. Det bliver starten på et projekt, der udvikler sig til et venskab, adskillige timers kaffedrikning i Davids køkkenalrum og sidst, men ikke mindst: Davids selvbiografi.

Davids liv i scener

I begyndelsen af skriveprojektet interviewer Laura David om episoder fra hans liv. Det er ikke alt, de gennemgår. I stedet udvælger de en række nedslagspunkter, som David synes er sjove eller vigtige for hans liv.

De taler om de lege, som David legede med sine søstre som barn. De taler om fodbold, forelskelser og de byture, som David begav sig ud på i sine 20’ere.

Hurtigt indser de, at Davids liv rummer historier nok til en bog. Og lige så hurtigt indser de også, at Davids bog skal fortælles på en måde, så han ikke bliver degraderet til ‘ham med ALS.’

“Mit liv skal ikke koges ned til grunden til, at jeg kommer afsted herfra.
Når folk begår selvmord, bliver deres liv nærmest forvandlet til en fortælling om, hvordan de kommer herfra. Og jeg vil ikke have, at man tænker: ‘David … nårh, det var ham med ALS.’ Med denne bog får jeg fortalt, hvem jeg er.”

Sammen forsøger vi at skabe mening

Selvom projektet kræver en del besøg hos David samt en del redigeringsarbejde, har Laura ikke betænkeligheder ved sit nye frivillige arbejde.

“For mig bliver det enormt meningsfyldt at få lov til at hjælpe David med at skrive alle de her minder ned. Jeg føler faktisk, at vi sammen forsøger at skabe lidt mening og handling midt i en tilværelse med en meningsløs sygdom, og jeg vil faktisk sige, at det er noget af det mest meningsfulde, jeg har kastet mig over som journalist.”

Undervejs får David også mod på selv at skrive et par kapitler. Han skriver ved hjælp af et øjenstyret program på computeren, og selvom det tager tid, får han skrevet en hel del minder ned.

For eksempel om dengang han var til Metallica-koncert, hvor Lars Ulrich gav ham han en af sine trommestikker.

Kapitlerne og venskabet vokser

I takt med at flere og flere kapitler fra Davids liv lander som word-dokumenter på Davids computer, oplever David og Laura, at deres relation bliver tættere.

”Undervejs i min sygdom er verden blevet mindre for mig. Jeg kan ikke komme lige så nemt ud, og at være til store fester er ikke så fedt mere, fordi min stemme er, som den er. Og at jeg har fået et nyt venskab i denne tid, det er virkeligt specielt. Og det betyder meget for mig, fordi vi desværre, men også heldigvis, har kunnet spejle os i hinandens historier.”

For Laura vokser bogprojektet sig også større end selve skrivearbejdet.

“Undervejs i skriveprojektet får jeg en klar fornemmelse af, at David og jeg rykker tættere på hinanden. Samtidig er den måde, han håndterer sin sygdom og sit liv på, ret inspirerende for mig at være vidende til”, siger Laura, som betegner sit møde med David som terapeutisk.

”Da min datter fik sin muskelsvind-diagnose, da hun var tre måneder, var jeg faktisk lidt berøringsangst over for hele muskelsvindmiljøet. Jeg havde ikke helt mod på at optræde i muskelsvindsammenhænge, og jeg gjorde andre mennesker med muskelsvind-diagnoser til en form for aliens. Men da jeg mødte David, indså jeg, at det bare var mine egne fordomme, der blokerede. David er jo ikke anderledes end andre, og jeg ser ikke David som en diagnose, jeg ser jo bare David. På den måde har jeg fået et mere afslappet forhold til min datters diagnose og en fornyet tro på, hvordan hun vil blive mødt af andre.”

Lettelse

Inden David ringede til Laura, havde han aldrig troet, at han skulle nå at skrive en bog om sit liv. Men nu er de mange kapitler skrevet, og det har fyldt ham med en lettelse.

I bogen er der et afsluttende kapitel om ALS. Det er den sidste del.

“Og der er mange ting at fortælle om den del,” siger David.

Men han forklarer, at kapitlet også handler om ‘the silver lining’ – altså de smukke ting, der gemmer sig indeni diagnosen.

“Det kapitel er ægte på den måde, at det beskriver de forfærdelige ting, der er, men også alle de smukke historier, der er, som min og Majas kærlighed og vores kærlighed til vores fem børn.”

Til slut under interviewet med Laura og David kan jeg ikke lade være med at dele mit yndlingscitat fra kunstneren Andy Warhol. Han sagde engang:

“Det handler ikke om at leve for evigt, men om at skabe noget, som vil.”

Er det sådan, du har det med bogen?, spørger jeg David.

Han lyser op i et smil.

“Ja, det er faktisk præcis sådan, jeg har det!”

Da David og Laura sagde ja til at medvirke i dette interview om bogen, var det ikke, fordi de havde reklame i bagtankerne.

Det har nemlig hele tiden været meningen, at Davids bog kun skal udkomme til hans efterladte. Til gengæld vil de gerne opfordrer andre til at dele deres minder.

”Mens jeg har skrevet denne bog om mit liv, har jeg fundet ud af, at der ikke er noget i mit liv, jeg fortryder. Jeg har truffet nogle afgørende valg, hvor jeg har turdet gøre noget, som har vist sig at bære frugt. Det er først gået op for mig i den her proces,” siger David og tilføjer:

“Jeg håber derfor, at denne artikel kan inspirere andre til at få fortalt deres historier, men det vil være godt, hvis du skriver en faktaboks med gode råd, da det jo ikke er alle, der er ven med en journalist.”