Må jeg være med?

Jeg var med til rundbold i skolen. Jeg havde min egen ”mini-bane”, hvor vi børn med ret stor nøjagtighed havde udmålt, at jeg tidsmæssigt kunne kravle på cirka den samme tid, som det tog en af mine klassekammerater at løbe rundt om den store bane. Med barnets sans for retfærdighed, skabte vi et scenarie, hvor vi var lige. Og vi arbejdede med begrebet handicap på samme måde, som man gør i golf.

Jeg spillede i et pigeband i den kommunale ungdomsskole, samt i et par musicals. Jeg var i flere år med til at arrangere ”Rock Triathlon”, en tredages festival konkurrence for amatørbands. Jeg gik til ridning i den lokale rideklub, på trods af, at handicapridning på det tidspunkt vel ikke rigtigt var opfundet. Mine forældre spurgte underviseren, om jeg måtte være med trods rygmarvsskade og kørestol, og han svarede: ”hvis hun kan tåle at falde af, kan hun ride”.

Jeg sad i tidtagerboksen i håndboldklubben, og jeg gik til spejder. Jeg deltog i udveksling i 9. og 10. klasse med skoler i henholdsvis England og Tyskland. Især den tyske familie landede jeg så godt i, at jeg den følgende sommer rejste derned med tog på egen hånd. I øvrigt uden at min familie og familien dernede nogensinde vekslede så meget som et ord med hinanden. Det var før internettet og google translate, jeg var 15 år, og året var 1990, et halvt år efter murens fald. Jeg var omgivet af mennesker med enorme ja-hatte.

Og jo bevares, – jeg gik da også til handicapsvømning, men jeg ejede ikke konkurrencementalitet, så jeg holdt nok mest fast i det på grund af udlandsrejserne. Senere blev jeg frivillig på Grøn Koncert, og som alle andre gymnasieelever i det mørke Nordjylland, rendte jeg ind og ud af diskoteker i Jomfru Ane Gade i weekenderne. Her skal lyde en særlig tak til de enorme mængder af dørmænd og klassekammerater, der utrætteligt bar mig op og ned ad trapper, så jeg kunne feste igennem sammen med alle de andre.

Nøgleordet og overskriften for hele mit barne- og ungdomsliv er deltagelse. I alt, hvad jeg overhovedet kunne få lyst til at kaste mig ud i, inden for mulighedernes rammer. Og der er ingen tvivl om, at mine muligheder for deltagelse lagde fundamentet for min karriere, min glæde ved musikken, en del vilde udlandsrejser, venskaber på tværs af landegrænser, og alt det andet, der gør livet værd at leve. Det er i de unge år, vi formes som mennesker, opdager hvad vi brænder for, og hvad vi drives af. Det gælder sjovt nok også for mennesker med handicap. Og det lykkedes, fordi jeg var omgivet af mennesker, der turde gå ind i det.

Det er sjovt, når alle er med

”Det er sjovt, når alle er med”, er selve DNA’et i Cirkus Summarum, og velsagtens børneversionen af Muskelsvindfondens slogan ”Plads til forskelle”. Men det er meget mere end det. Det er også, i min optik, det vigtigste budskab inden for handicappolitik i dag. Simpelthen ALT, hvad vi arbejder for, kan destilleres ind til dette: Det er sjovt, når alle er med. For i budskabet ligger jo også, at det KUN er sjovt, når alle er med. Hvis nogen er udenfor, har vi tabt nogle væsentlige værdier undervejs. Mangfoldighed, fællesskab, rummelighed. Og måske også livslærdom, kompetencer, empati.

I Muskelsvindfonden knokler vi for bevarelsen af BPA-ordningen, retten til handicapbil, tilgængelighed, praktisk hjælp til børn, og meget andet. Alle de såkaldt handicap-kompenserende ydelser. Fordi det er dem, der er selve fundamentet for mulighederne for at VÆRE med. Og ingen kan vel efterhånden være i tvivl om, at den kamp er ved at blive virkelig alvorlig.

Men det er i lige så høj grad vigtigt, at vi arbejder for deltagelse i bred forstand, og her har vi brug for andre, end bare politikerne på Borgen og den til enhver tid gældende finanslov. Vi har brug for den ridelærer, der tør sige ja. For håndboldklubben, der godt kan bruge en kørestolsbruger til at tælle mål. Og vi har brug for arbejdsgiveren, der ikke umiddelbart sorterer ansøgere med handicap fra, inden der afholdes samtaler til den opslåede stilling i ren berøringsangst, eller i frygt for at det kunne vise sig at være besværligt. For deltagelse for os med handicap er ikke bare aktiviteter for os. Men aktiviteter MED os.

Men vi har også brug for kommunale politikere, der tør sætte handling bag de fine holdninger. For i en rapport fra Videnscenter om Handicap fremgår det, at 95 % af kommunerne mener, at deltagelse i fritids- og foreningsliv kan medføre øget deltagelse i andre samfundsarenaer. Men 55 % af mennesker med handicap som har ansøgt om hjælpemidler til bevægelse og idræt i kommunen har fået afslag.

Sikke et paradoks!

Og så har vi brug for dig. For hvis du er bekymret for prisen på de der hjælperordninger og handicapbiler, vil jeg da lige indvende, at det er tordnende dyrt for samfundet, hvis vi fortsætter en udvikling, der uvægerligt ender med isolation og ensomhed for mennesker med funktionsnedsættelser. Allerede nu koster ensomhed ifølge Sundhedsstyrelsen 5,5 milliarder kroner om året alene til pleje og behandling i sundhedsvæsnet og i tabt produktion på grund af fravær fra arbejdsmarkedet og tidlig død.

Man kan alligevel få en hel del hjælperordninger, handicapbiler og ramper for 5,5 milliarder. Men man kan måske også lige tænke tilgængeligheden ind, næste gang man står som arrangør af den lokale byfest, håndboldturneringen, eller spejderlejren. Uden at det behøver være specielt besværligt. Men bare fordi, det er sjovt når alle er med.

Eva Christensen
Socialpolitisk konsulent og klummeskribent