ALLE MINE DRØMME om at få egen hest og gå til håndbold og blive glaspuster er tabt! Vupti -bare på tre år forsvundet ud i det blå. Men hvor der er vilje, er der en vej, siger man.
Det kan nu være svært at tænke sådan, når man ser sig i spejlet og ikke ser andet end en mærkværdig krop! Med store skuldre og skulderblade, strækmærker, svajrygget ryg, et hul i ryggen og så kommer den lille grimme ’pariserrøv’.
Eller når man ser sine veninder tage til stranden i bikini, eller når de tager alene ind til byen, eller hvis de tager i tivoli. Ja, jeg kan også tage de steder hen, men jeg bruger ikke bikini pga. min grimme krop, og mini-crosseren kan ikke køre i sand, i byen alene er umuligt! Og i tivoli kan jeg ikke prøve nogen ting.
Men der er så mange små ting i hverdagen, jeg ikke tænkte over, da jeg levede med dig, kære gamle krop. Men nu har jeg opdaget, hvor mange ting jeg pludselig ikke kan.
F.eks. kan jeg ikke bukke mig ned og kæle med min kat eller løfte den og kramme den. Jeg kan ikke løfte et glas uden støtte. Jeg kan ikke løfte mine ben op i sengen, men er nødt til at løfte i mine sokker. Jeg kan ikke række hånden op i timerne.
HVIS JEG KIGGER i et blad for møbler, kan jeg bare kigge og kigge og tænke på, hvorfor jeg ikke bare kan købe en smart dobbeltseng eller en sej sovesofa, eller nogle gode sækkepuder, man kan smide sig i, hvorfor lige mig? Hvorfor skulle en sportspige som mig lige have den sygdom? Hvorfor ikke en, der alligevel sad foran en computer hele dagen, eller hvorfor er der ikke et ondt menneske, det skulle ramme?
Det spørgsmål kører tit rundt i mit hoved. Alt for tit, synes jeg, men jeg har ikke noget svar! Det er det, der er frustrerende!
Hvorfor lige mig?
Jeg har næsten lige fundet ud af, at min sygdom også påvirker hjertet. Det havde jeg aldrig tænkt over før! Lægen, som undersøgte det, sagde, at venstre hjertehalvdel ikke var ret god, men det var ikke alarmerende endnu, og jeg skulle ikke tage piller endnu.
Endnu – fløj det igennem hovedet på mig: jeg havde aldrig forstillet mig, at det skulle blive sådan her!!! Jeg vil have dig tilbage gamle sunde, slanke krop! Jeg vil have et liv uden undersøgelser, uden gangbesvær – bare et helt normalt liv med dig!
JEG HADER, når min mor siger, at jeg skal tabe mig. Det føles som at få stukket en kniv lige i hjertet. Hun skulle vide, hvor meget jeg kæmper for bare at holde min vægt! Jeg ved jo godt, at jeg skal tabe mig, men det er lettere sagt end gjort! For før i tiden kunne jeg holde mig slank ved bare at gå.
Men både min mor, stedfar, far, lillebror, venner/veninder og min klasse er med til at holde mig oppe, så jeg stadig er her og tit er glad for at leve!
Når jeg er trist, tænker jeg tit på to ordsprog: ”Lev dagen i dag, som i morgen var den sidste” og ”Døm ikke bogen på omslaget”.
Det sidste ordsprog er nok det, jeg gerne vil have, at andre altid tænker!
Kærlig hilsen
Antoniett Vebel Pharao
Del din mening
Eller login med din email
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater