Nyhedsoverblik

 

Tilbage til forsiden

Se overblikket
Pærspektiv 22/10/2026

17-årig pige føler sig overvåget i sit hjem

Sarah Warberg-Kählers handicaphjælpere registrerer, hvad hun foretager sig i en grad, der gør, at hun føler sig overvåget. Det kan være ting som, at Sarah har fået tidligt fri fra skolen eller, at Sarah har smerter på grund af menstruation.

Pærspektiv har talt med en ekspert i socialret, lektor, Phd. på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Eva Naur, som vurderer, at den måde, som Sarahs registreringer foregår på er forkert.

 

Seneste nyt

Socialmonitor 22/10/2026

Socialrådgivere frygter besparelser på socialområdet i Københavns Kommune

Københavns Kommune skal spare 250 millioner kroner på socialområdet i 2027, selv om kommunen har over 20 milliarder kroner i kassen. Det kan betyde mindre hjælp til udsatte borgere, længere sagsbehandlingstider og et øget pres på socialrådgiverne. Sådan lyder det fra Rasmus Balslev, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening Region Øst og Laura Pode, fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, i et debatindlæg i Socialmonitor.

Dansk Socialrådgiverforening advarer om, at besparelserne kan bringe kommunen på kant med serviceloven og barnets lov. Foreningen frygter samtidig, at socialrådgivernes faglige vurderinger bliver begrænset af strammere visitation.

Derfor sender foreningen et nødråb til Folketinget om at give kommunerne større økonomisk frihed.

21. oktober
Muskelsvindfonden 21/10/2026

Faldet i BPA-ordninger sætter ny rekord: I Herlev bor der nu ingen med BPA

Antallet af BPA-ordninger falder med rekordfart. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af fuldtidsmodtagere er faldet med 4,2 procent fra 2024 til 2025. Siden 2018 er antallet samlet set faldet med 12,1 procent. Det skriver Muskelsvindfonden i et indlæg.

I Herlev Kommune er der ifølge kommunen selv ingen borgere bosat, som modtager en BPA-ordning. Det bekymrer Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, der frygter, at kommuner uden BPA-modtagere også mister viden om ordningen.

Muskelsvindfonden vil derfor nu rette større opmærksomhed mod kommuner, hvor antallet af BPA-ordninger falder markant, og gå i dialog om, hvordan borgere med behov for ordningen sikres adgang til den.

Answer ALS 21/10/2026

NFL donerer 3,3 millioner kr. til forskning i ALS

Den amerikanske fodboldliga NFL donerer 500.000 dollar, svarende til cirka 3,3 millioner kroner, til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor eliteatleter, krigsveteraner og redningsfolk har op til dobbelt så høj risiko for at udvikle ALS som den øvrige befolkning. Det skriver den amerikanske forskningsorganisation Answer ALS.

Forskningsprojektet ‘Champion Insights’ skal undersøge genetiske og biologiske faktorer samt deltagernes livsstil og miljøpåvirkninger for at finde mulige forklaringer på den øgede risiko.

Målet er at opnå en bedre forståelse af sygdommens mekanismer og på sigt bidrage til nye behandlinger og forebyggelse af ALS.

20. oktober
Muskelsvindfonden 20/10/2026

Muskelsvindfonden sætter fokus på unges pres for at ligne hinanden

Halvdelen af unge mellem 15 og 18 år oplever, at udseendet har betydning for, om de føler sig accepteret. Det viser en undersøgelse fra Sex og Samfund. Nu sætter Muskelsvindfonden med en ny Pærfekt-kampagne fokus på de snævre kropsidealer, der præger unges hverdag. Det skriver Muskelsvindfonden i en pressemeddelelse.

Kampagnen viser fire næsten ens, AI-genererede unge med overskriften ”Book os før vi alle ser ens ud”. Fra uge 43 kan kampagnen opleves på Kultorvet i København.

Muskelsvindfonden opfordrer samtidig ungdomsuddannelser til at booke det gratis undervisningsformat Pærfekt Croquis, hvor elever tegner forskellige kroppe og diskuterer perfekthedskultur.

Ifølge en evaluering fra Børns Vilkår har 63 procent af de deltagende elever fået et mere nuanceret syn på deres egne og andres kroppe efter et besøg fra Pærfekt.

Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, understreger, at kampagnen ikke handler om at udskamme unge for at ville ligne hinanden, men om at mindske presset for at leve op til urealistiske kropsidealer og skabe mere inkluderende fællesskaber.

KL 20/10/2026

KL undersøger fejl i sagsbehandling

Kommunernes Landsforening, KL, undersøger nu, hvad der er grunden til, at klagesager i kommunerne i høj grad bliver hjemvist til genbehandling af Ankestyrelsen. Det skriver KL.dk.

Når en borgers sag hjemvises i Ankestyrelsen kan det være et udtryk for enten fejl i afgørelser eller mangler i sagsbehandlingen. På børnehandicapområdet er det eksempelvis 48 procent af sagerne, som blev hjemvist i 2026.

De høje tal bliver ofte brugt af handicaporganisationer til at måle kvaliteten i sagsbehandlingen. Det kan du læse ud fra denne artikel, og her om socialrådgivernes arbejdsvilkår.

Den nye undersøgelse fra KL skal kaste lys over, hvad sagernes endelige udfald bliver. Mere end 30 kommuner deltager i undersøgelsen, som dækker børne- og voksenområderne.

18. oktober
Pærspektiv 18/10/2026

Samuel har en hel minoritet med på café

Samuel Carlen er 23 år og født med en form for muskelsvind, der stadig ikke er diagnosticeret.
Han føler sig nogle gange som aktivist, bare fordi han går på café.

“Jeg kan ikke bare være Samuel, når jeg går på café. Mit handicap gør mig til repræsentant for en hel minoritet. Men det siger mere om vores samfund end om mig,” siger debattør Samuel Carlsen.

Han beskriver sig selv som kaffenørd og har sin egen kaffevirksomhed, CoffeeAble, hvor han vejleder caféer i tilgængelighed.

 

Ingen resultater