Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.
Jeg vil gerne invitere dig til et tankeeksperiment: forestil dig, at du er 22 år gammel. Hvordan ser dit liv så ud? Måske går du i læsegruppe, måske er du for nylig færdiguddannet og læser dette i en frokostpause på dit første rigtige job.
Efter fyraften skal du hjem til din kæreste og lufte hund og lave grøntsagslasagne. Eller også skal du have et langt bad, inden du tager i byen med venner for måske at møde en kæreste. Uanset hvad bestemmer du selv, hvor du vil opholde dig, og hvornår du vil hjem og i seng. Denne helt basale frihed er en selvfølge, når man er 22 år i Danmark.
Lad os skifte scenariet ud med et nyt: Du er stadig 22 år gammel og drømmer om de samme ting som før, men nu har du desuden muskelsvind og bruger kørestol. Selvom du er godt begavet, har du ikke noget nyt job eller en uddannelse, og du får heller ikke mulighed for at tage én. Du bliver tvunget tidligt i seng af hjemmehjælpen hver aften og skal blive liggende i elleve timer, før du kommer op igen.
Du kan kun forlade dit hjem i 15 timer om måneden. Ved du, hvor mange timer, der er tilbage, hvor du skal være hjemme? 657 timer !
Synes du, at tankeeksperiment nummer to er langt ude?
Det kan vi godt blive enige om.
Tankeeksperimentet hedder Alexander
Problemet er bare, at tankeeksperimentet hedder Alexander Skytt. Ham blev jeg venner med, da vi var indlagt samtidig og fik respirator i 2013. Dengang var Alexander 10 år gammel, mens jeg var den 28-årige, der demonstrerede, at man sagtens kan få et godt voksenliv, selvom man hverken kan klø sig på næsen eller trække vejret selv. Eller, det kunne man dengang.
Alexander er et rigtigt levende menneske på 22 år og desværre ikke eneste med handikap henvist til et lorteliv i vores land. Ikke fordi handikap i sig selv dikterer en ringere tilværelse. Slet ikke. Os med handikap har bare tit brug for lidt hjælp, før det gode liv er muligt, og her er udviklingen i Danmark imod Alexander: Meldingerne fra Muskelsvindfonden og andre patient- og medlemsforeninger lyder entydigt, at flere og flere unge ikke får bevilget en hjælperordning, selv når de har brug for praktisk hjælp til cirka alt. Derfor er unge danskere med handikap – og ældre, når kommunerne finder på at revurdere vores hjælp – truet på vores eksistens.
I dag er det nemlig blevet legitimt for politikerne at sige, at os med handikap kun skal hjælpes til at leve aktivt, hvis det betaler sig økonomisk.
Det skrev Tranæs-udvalget, bestilt af regeringen, lige ud sidste år: de vil udstikke en ny retning for socialpolitikken, hvor “borgerens potentiale” skal være i centrum.
Det oversætter jeg lige fra floskelsprog: Hvis kommunen ikke synes, at der er nok potentiale i det, så behøver de ikke hjælpe borgeren.
Du kan kun forlade dit hjem 15 timer om MÅNEDEN
Alexanders tilfælde betyder det, at kommunen ikke vil give ham den hjælperordning, som har været min billet til en uddannelse og et liv i det hele taget. Han kan jo aldrig komme til at arbejde 37+ timer om ugen, så hvorfor bruge ressourcer på ham? Kommunen ser intet potentiale, kun en udgift.
Så derfor må Alexander droppe ud af RUC og sidde derhjemme og vente på, at en hjemmehjælper dikterer hans sovetider og toiletbesøg.
Alexander kan kun få ledsagelse ud af hjemmet 15 timer om MÅNEDEN, og han kan pga. respirator ikke forlade hjemmet uden ledsagelse.
Prøv at forestille dig, at du kun kan forlade dit hjem 3,5 timer om ugen. De timer skal både dække din lyst til at lære nyt, dit sociale liv, dine lægebesøg, dine indkøb. Det er jo ikke et liv!
For mit eget vedkommende ville 15 timers ledsagelse kun lige akkurat dække, at jeg går til kor hver mandag. That’s it. At besøge mine forældre, mine venner, gå til tandlæge, være aktiv i den lokale haveforeningen, holde foredrag, lave noget med min kæreste – ikke én eneste af de ting ville der være plads til ved siden af.
Og jeg frygter helt ærligt, at tendensen breder sig, så min hjælperordning ryger i fremtiden. Mette Frederiksen og Nicolai Wammen vil jo med Tranæs-anbefalingerne i ryggen sætte kommunerne fri til selv at bestemme, om de synes, der er potentiale i at hjælpe os med handikap. Om det er nødvendigt, at vi kan leve ligeværdigt. Men nødvendigt for hvem?
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Forsker:“Hvis jeg kun havde en stemme, så tror jeg, jeg ville stemme til kommunalvalget og droppe de andre”
Alexander kan ikke trække vejret selv, derfor bliver han nægtet hjælp: “Det bliver ikke det liv, jeg drømmer om”
Klik på kortet ⬇️ Hjælperordningen BPA er i frit fald
“Uden min hjælperordning havde jeg ikke været danmarksmester”
Den glemte nedskæring: Unge med handicap betaler prisen for manglende hjælp
Crip Akademiet: Bevægelsens første skridt
Der er ikke plads til mig på rådhuset – og nej, det er ikke en metafor
Josephine drømmer om et ungdomsliv: “Det er vildt ubehageligt og ydmygende”
Janne Sander: Kommuneangsten kommer snigende…
Mohammad: Jeg vil bare gerne leve mit liv
Ny bog: Mødet med kommunen er præget af stærk mistro fra begge parter
Jeg karakteriserer mig selv som et menneske – det tror jeg ikke, kommunen gør
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
kv25s
lyds
nyheds
oplaeste-artiklers
podcasts
politiks
portraets
qas
leders
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater