Der er ikke plads til mig på rådhuset – og nej, det er ikke en metafor

Vi er kun få uger fra kommunalvalget den 18. november. En tid, hvor kandidater taler varmt om nærdemokrati, lokal indflydelse og det gode fællesskab. Derfor virker det som det helt rigtige tidspunkt at stille et simpelt spørgsmål: Hvor nemt er det egentlig at være en del af demokratiet i de enkelte kommuner?

For hvis du spørger mig, handler det ikke bare om stemmebokse og valgplakater. Det handler også om, hvordan vi designer vores fællesskaber. Hvem vi bygger til. Hvem vi regner med. Og hvem vi uden at blinke vælger fra.

Et godt eksempel eller rettere skræmmende et af slagsen finder man i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Her har man netop renoveret sit rådhus for over 300 millioner kroner. Og selvom det da altid er rart med nye gardiner, glatte overflader og et moderne udtryk, så er det et problem, når det sker på bekostning af tilgængeligheden. Borgere med crossere og store kørestole har nemlig aldrig kunnet bruge rådhuset – og det kan de stadig ikke, selv efter renoveringen.

Venderadiussen foran elevatoren – altså pladsen til at kunne dreje og vende – er for lille både i gadeplan og stueplan.

Hvad vægter højest?

Rådhuset blev oprindeligt opført i 1941, og dengang blev der ikke tænkt i tilgængelighed. Det kan man tilgive. Men vi skriver 2025 nu, og under den storstilede renovering har kommunen ikke benyttet lejligheden til at sikre adgang for alle. I stedet gav kommunen sig selv dispensation fra bygningsreglementet, fordi bygningen er fredet.

Men det rejser et afgørende spørgsmål: Hvad vægter højest – fredningsbestemmelser eller borgernes mulighed for at deltage i demokratiet? Og er det virkelig umuligt både at tage hensyn til bygningen og sikre adgang for alle?

Efter kritikken har kommunalbestyrelsen nu besluttet at ændre de to elevatorer, så de i det mindste lever op til bygningsreglementets krav. Men det løser ikke problemet. Borgere i crossere vil fortsat ikke kunne komme ind. Og kun nogle typer el-kørestole vil kunne klare turen.

Samtidig har kommunen valgt at flytte Borgerservice fra nogle tilgængelige lokaler i Lyngby Storcenter og ind på det nyrenoverede rådhus. Altså: Man har brugt et trecifret millionbeløb på en bygning, der i højere grad end før ekskluderer en del af borgerne fra at få hjælp – og fra at deltage.

Demokrati for alle?

Vi siger, at demokratiet er for alle. Men i praksis er det aldrig bedre end der, hvor dårlig tilgængelighed risikerer at spænde ben.

Og nej – det handler ikke bare om venderadius. Det handler om, hvordan vi tænker byrum, beslutningsrum og borgerinddragelse. Det handler om, hvordan vi prioriterer, denne konkrete case fra Lyngby-Taarbæk er jo desværre langt fra en enlig svale.

Tilgængelighed burde være en selvfølge. Ikke en eftertanke. Og slet ikke noget, man vælger fra, fordi man kan få papir på, at det ikke er ulovligt.

Så nej – det handler ikke om, at der mangler fem centimeter foran en elevator. Det handler om, at der mangler vilje.

Og det burde der ikke. Slet ikke når vi taler om selve fundamentet for demokratiet.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden