Simon Siger om beredskab: Krig var en by i Rusland 

Der, hvor behovene er størst

I myndighedernes pjece “Forberedt på kriser” står der, at hvis du kan tage dig af dig selv og dine nærmeste, kan myndighederne bruge kræfterne dér, hvor behovene er størst.

“Der, hvor behovene er størst.” Det er os. Mennesker med handicap eller mennesker oppe i årene.

Derfor forbereder jeg mig så godt, jeg kan. Jeg har lavet aftale med familie og hjælpere og har dåsemad i skabet placeret ved siden af FM-radioen, der kører på batterier. På den måde kan samfundet fokusere på dem, der er helt afhængige af hjælp. Det udgangspunkt burde vi alle sammen have.

Som menneske med handicap kan man selv gøre meget.

Alligevel er der ting, man ikke kan forberede sig ud af, lige meget hvor gerne man vil. Den, der har brug for en respirator, kan ikke bare stille tre døgns strøm op ved siden af konserves. Den, der bor på et bosted eller har hjælpere i hjemmet, er afhængig af, at nogen kommer dem til undsætning. Den, der er afhængig af medicin, har brug for, at de kritiske leverancer kommer frem.

For de mennesker skal samfundet stå klar med en plan. Og gør det nu også det?

Da Danske Handicaporganisationer sidste år spurgte mennesker med handicap og deres pårørende, svarede 68 procent, at de ikke har tillid til, at myndighederne har taget højde for deres handicap i beredskabsplanerne. Det tal er 65 procent for resten af befolkningen, ifølge DR’s undersøgelse.

Det er alt for mange.

Derfor gør vi som handicaporganisationer alt, hvad vi kan for at skubbe på. For et par uger siden var jeg til møde med beredskabsministeren, og mit fokus var at tale alvoren op.

I Muskelsvindfonden har vi en repræsentant i Samsik, Styrelsen for Samfundssikkerhed. Og sammen med Rehabiliteringscenter for Muskelsvind (RCFM) er vi i fuld gang med at udvikle inspirationsmateriale om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man har muskelsvind, og en samfundskrise opstår.

Når alt slukker

I aften har DR premiere på “Når Alt Slukker”, hvor ti danskere i fem lejligheder mister strømmen i 72 timer. En af dem er min gode kammerat Jackie, som jeg kender fra bestyrelsen i Danske Handicaporganisationer. Jackie er både alvorligt høre- og synshandicappet.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se det. For Jackie giver et perspektiv på den store del af befolkningen, der har et handicap eller har brug for lidt ekstra fra myndighederne, når krisen rammer.

DR sender eksempelvis myndighedernes beredskabsmeddelelser i radioen, også hvis hele Danmark er uden strøm. Men hvordan hører man dem, når man næsten ikke kan høre?

Programmets hypotese er, at dem, der samarbejder og deler, klarer sig bedre end dem, der lukker sig om sig selv. Den hypotese kender mange af os med handicap ret godt.

Ifølge DR’s egen undersøgelse er 82 procent af danskerne klar til at dele deres kriselager med naboen. Men kun 6 procent har faktisk talt med naboen om det.

Dér kan vi alle sammen blive bedre. Ikke mindst os med handicap. Ring på. Lav aftalen. Fortæl, hvad du har brug for, hvis strømmen går.

Lad os håbe, det bliver unødvendigt

Hvis krisen kommer, vil der blive begået fejl. Det gør der altid i ekstraordinære situationer.

Vi kan bare huske tilbage på corona. Rigtig meget gik godt, men noget gik ikke, og andet tog tid, før der kom styr på det. Netop derfor skal vi forberede os. Både samfundet og hver især.

Så gør, hvad du kan. Vi gør det samme. Sammen kan vi klare det meste. Og derfor er nære fællesskaber afgørende. Nabo til nabo, menneske til menneske.

Og lad os nu bare håbe, at alle vores overvejelser, bekymringer og forberedelser er unødvendige. Det er bare nemmere, hvis der slet ikke kommer til at ske noget.

Så kan krig blive ved med at være en by i Rusland. Også for min datter.