“Det er ikke fordi, jeg ville sætte ild til barnevogne”

Bertram var totalt opslugt. Jeg var lykkelig.

Det er ikke alle hverdagsaftener, man får det sådan, hvis man drister sig til at se lidt tv med sine børn. Men sådan havde vi det forleden.

DR har landet en ny serie på Minisjang, der hedder “Rut og følelserne”. Den er god på mange måder, men især fordi den formår at balancere og præsentere et karaktergalleri, der spænder vidt.

Vi lagde selvfølgelig særligt mærke til afsnittet med Liva, der har muskelsvind.

Liva sidder i kørestol, men det bliver overhovedet ikke berørt. Det er bare naturligt. Hun er en pige ligesom alle andre. Hun sidder så tilfældigvis også lige i kørestol, mens hun bager en kage til sin morfar.

Jeg bliver SÅ glad, når man laver repræsentationen på en måde, hvor man ikke behøver skære tingene ud i pap.

Og jeg sad der på min egen kørestol med min søn på skødet og tænkte ‘JA TAK’.

Karakteren Mamma fra 1966

Indrømmet. Jeg har altid været glad for film og tv. Det er nok også derfor, jeg endte med en kandidat i medievidenskab. Men længe før jeg havde et fagsprog for det, lagde jeg mærke til repræsentation og særlige roller.

En af de allerførste, jeg husker, er karakteren Mamma.

Hun optræder i ‘Slap af, Frede!’ fra 1966. Muligvis en lidt ringe film, men hun er mor til superskurken, og hun styrer hele forretningen fra sin kørestol. Med to maskingeværer monteret på siderne.

Jeg vil ikke påstå, at det er en dybt gennemarbejdet karakter. Det er nærmere en agentfarce fra tresserne. Men jeg husker den følelse, jeg fik som dreng.

Her var en, der sad i kørestol. Og som var farlig.

Og det er fedt fordi, at mennesker med handicap typisk er ofre. Vi er dem, det er synd for. Og her var mamma det stik modsatte af, hvad man forventede. Dertil skal det siges, at mennesker med handicap aldrig kun må være skurke, det ville i sig selv være skadeligt.

Og så var det alligevel ikke mig

I starten af 2010’erne fik jeg selv en statistrolle i krimiserien ‘Dicte’ med Iben Hjejle.

Jeg blev stillet i udsigt, at jeg skulle være en mand i kørestol, som muligvis havde sat ild til en barnevogn. Altså en rigtig, uhyggelig gerningsmand.

Men så kom twistet. Det var ikke mig alligevel. For jeg var bare en mand i kørestol, der boede hjemme hos sin gamle mor, selvom jeg var godt oppe i årene. Jeg var sød. Og lidt en stakkel. Nogen havde taget fejl.

Selvfølgelig havde de det.

Skærmbillede fra serien Dicte fra 2010’erne, hvor Simon Toftgaard Jespersen håbede, han skulle spille en uhyggelig gerningsmand, men sådan endte det ikke. Privatfoto.

Kørestolen indirekte forklaringen på, at jeg umuligt kunne være farlig, hvilket er sørgeligt. Ikke fordi jeg gerne vil sætte ild til barnevogne, men fordi et handicap på skærmen alt for ofte bliver en oplysning, publikum skal bruge til noget. En forklaring. En undskyldning.

Hos Mamma var kørestolen bare noget, hun sad i, mens hun skød.

Vi skal ikke forklare, at nogen er anderledes, vi skal lade være

Hos Liva på Minisjang er kørestolen heller ikke væsentlig. Det er vigtigt, når målgruppen er børn, der endnu ikke har lært, at nogle kroppe er mere ‘rigtige’ end andre. De får ikke serveret en pointe. De får serveret en pige, der serverer kage.

Den slags repræsentation skal vi blive bedre til. Og jeg drømmer om, at det breder sig langt ud over børnefjernsyn.

Giv mig en deltager med handicap i “Forræder”. Giv mig en i “Gift ved første blik”. Giv mig en i “Fede forhold”. Ikke som temaet, ikke som den rørende historie i afsnit fire, men som en deltager blandt andre, der er lige så strategisk og forelsket og relaterbar som resten af feltet.

For det er sådan, at det virker. Vi skal ikke forklare, at nogen er anderledes, vi skal lade være.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden