Tilgængelighed burde være en folkesag som klimaet – hvad venter vi på?

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Mens jeg skriver dette, er det et års tid siden, at den danske regering var til eksamen hos FN’s Handicapkomité i Geneve. Danmark dumpede med et brag. Siden har forskellige handicap- og patientorganisationer forsøgt at råbe politikerne op – uden held – for der er ikke sket noget som helst på det område.

Jeg sidder tilbage med panderynker, og det er der flere grunde til. Danmark ratificerede FN’s handicapkonvention i 2009, og i 2015 kom FN’s Verdensmål, som skal være ført ud livet inden 2030, og hvor princippet om ”leaving no one behind” står centralt. Danske Handicaporganisationer, som henter deres tal i VIVEs store stikprøveundersøgelse ”Mennesker med handicap: Hverdagsliv og levevilkår 2020”, skriver, at omkring 30 procent af den danske befolkning i alderen 16-64 vurderer, at de har et større eller mindre handicap.

I en tid, hvor Kommunalvalget 2025 banker på, og Folketingsvalget venter ude i horisonten, er tallene interessante. Det er de, fordi de viser, at der er stemmer i mennesker med handicap. Hvorfor sker der så ikke noget?

Klimatosser og tilgængelighedstumper

Der er ellers nok at tage fat i på handicapområdet. Den vederlagsfri fysioterapi, BPA-området, såkaldte pauserum, hvis sanserne overstimuleres. Mange vil sikkert mene, at alt dette kun har interesse for mennesker med handicap. Jeg er ikke enig. Det er sager, som bør interessere alle.

Når det står så skidt til, er det i sidste ende udtryk for en manglende tilgængelighed – her forstået som mere end forbedrede adgangsforhold. Netop den manglende tilgængelighed bør få alles alarmklokker til at ringe. Alle mennesker – også uden handicap – kan jo få brug for forbedret tilgængelighed med alderen, så de kan bevæge sig uden for hjemmets fire vægge og leve et værdigt liv.

Indrømmet. Tilgængelighed lyder kedeligt. Det sælger ikke billetter. Det burde klima egentlig heller ikke gøre, men det gør det, og har gjort det i flere år. Hvorfor? En del af forklaringen er formentlig, at man er lykkes med at fremstille klimaet i et positivt lys. Som en folkesag. Hvem vil ikke gerne passe på kloden og sikre, at vores børn og børnebørn også kan leve gode liv her på planeten?

Efter Europa-Parlamentsvalget i 2019 gik en udtalelse fra stifter af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, endda viralt, fordi hun kaldte de klimainteresserede for klimatosser. Det blev et meget brugt hashtag på de sociale medier, og ordet klimatosse blev kåret som årets ord i 2019.

Bedre tilgængelighed har omvendt aldrig været en folkesag, og ingen politikere har kaldt os tilgængelighedsinteresserede for tilgængelighedstumper. Bedre tilgængelighed er snarere blevet set på som dyrt, en sag for de få og ikke for de mange.

Hvad giver vi videre?

Lad os lave et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis tilgængelighed blev en bredt anerkendt mærkesag på linje med klimaspørgsmålet?

Vi ville nok begynde at debattere, hvad der tæller og ikke tæller som tilgængelighed, og alt efter, hvad vi går og kører rundt med, ville vi nok give forskellige svar, fordi vi har forskellige behov.

På et tidspunkt ville vi forhåbentlig begynde at danne alliancer – også på tværs af handicapgrupper og funktionsniveau – fordi vi ville indse, at man kommer længst med samarbejde, og at hvad der er nødvendigt for nogle, er godt for alle.

Naturligvis kan man ikke nøjes med debat og ord alene. Der skal politisk handling til. I en situation som denne, hvor politikerne her et år efter dumpekarakteren stadig ikke har gjort noget som helst på området, tror jeg, at vi må begynde et andet sted. Her er en debat trods alt bedre end ingenting. Hvem ved, om vi om et par år – præcis som med klimaspørgsmålet – diskuterer, hvad vi giver videre, og om vi kan være bekendt at lade stå til på tilgængelighedsområdet? Jeg håber det, og jeg ved, at det vil være nødvendigt for nogle og godt for alle – også mennesker uden handicap.