Vi var ét. Jeg var hendes arme og ben, hun var hjernen og erfaringen.

Jeg startede med at arbejde hos en gartner, da jeg var 14 år. Min chef, Anni, sad i kørestol. Hun havde muskelsvind. Hun kørte et helt gartneri året rundt med tre børn på siden. Også selv om hendes mand var død af kræft flere år forinden, og hun to år efter det fik konstateret muskelsvind. Jeg elskede det arbejde. Vi var ét. Jeg var hendes arme og ben, hun var hjernen og erfaringen. Jeg blev der, til jeg var 22 år.

Anni er det absolut stærkeste menneske, jeg har mødt i mit liv trods det, at hendes fysiske svagheder tog til og til sidst tog livet af hende.

Af gartneren lærte jeg om alt, der spirer og kommer til liv og senere dør. Noget for at genopstå. Andet for at blive i et med jorden igen. Der er forskel på planter, som der er forskel på mennesker, og der forskelle på, hvordan vi bruger vores sanser. Som en blind, der stemmer klaver på gehør, som en døv, der taler et fremmed sprog med sine hænder, eller som en “muskelsvindler” med et ultra stærkt mindset. Hun lærte mig at se styrken i mennesker som det smukke i planter, uanset om den styrke ikke var det første, der sprang i øjnene.

Tiden gik, og jeg tager i studiet og indspiller musik. Jeg tænker ikke længere så meget på grønne planter og Anni i kørestolen med iltapparatet på ryggen – eller muskelsvind sådan helt generelt.

Og det er netop derfor, at Muskelsvindsfonden er så vigtig. Det er basen for fondens eksistensgrundlag. Fordi fonden pådutter sig selv at bygge bro mellem det spraglede, det middelmådige og det uopnåelige. Fordi der skal være plads til alle dele. Det ene må ikke glemme de andre, for så mister vi dynamikken. Ikke kun i kulturen, for at tosser som mig har noget at skrive om, men i hele samfundet for at vi får og opretholder en forståelse af, at verden er et smukt, grimt og nuanceret sted, hvor der mellem os alle er plads til planter, plads til mennesker, men vigtigst af alt plads til forskelle.