“Vi er sammen om at mærke det”

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.
Nikolaj Voldum Ahlburg er forfatter.

De menneskelige fortællinger vi kan spejle os i. Da jeg fik ME, en kronisk tilstand med voldsomme konsekvenser, blev jeg revet ud af mit liv fra den ene dag til den anden. Jeg lå bundet til min seng. Isoleret i et mørkt rum i mere end et år. Jeg vidste ikke, hvad der havde ramt mig, for jeg havde aldrig mødt nogen, som havde gennemlevet noget lignende. Jeg følte mig meget ensom og søgte allerede helt fra starten fortællinger om og erfaringer fra mennesker med ME.

Jeg fandt ikke meget. Faldt over en barsk Netflix-dokumentar om en kvinde, der bliver revet ud af sit liv. Fandt en profil på Instagram, hvor en kvinde fortæller om hvordan hun blev fejlbehandlet af sundhedsvæsenet og nu ligger lænket til sengen fuld tid. Læste en bog med titlen En fortælling om at være træt, hvor en ung mand fortæller om hans desperation over at være blevet ramt af ME, bygget op som en fortælling om en rejse til et behandlingssted i Indien. Især den sidste fortælling med den unge mand kom til at betyde meget for mig, for det var en fortælling jeg kunne spejle mig i. Køn. Alder. Livssituation. Det hele stemte, og så var det en fortælling, som rummede et håb. For han fik det bedre med tiden og lærte til sidst at leve med sin situation. Han fandt vejen til et godt liv på trods af sine begrænsninger.

Efter at have læst hans bog følte jeg mig mindre ensom. Og selvom jeg ikke ønskede for nogen, at de skulle opleve det, jeg gennemlevede, så føltes det godt at vide, at der var andre som mig derude. Det var en stor hjælp i min kamp for at lære at acceptere min nye krop og mit nye liv.

At finde nye veje

Da jeg med tiden begyndte at få det bedre, fordi jeg lærte at indrette mig efter min lidelse, fandt jeg efterhånden de nye veje, der skulle føre mig videre. Tidligere havde jeg været meget fysisk aktiv. Klatring. Kajak. Mountainbiking. Løb. Efter jeg fik min lidelse, kunne jeg ikke holde til aktiviteter med høj puls længere. Det havde ellers været min måde at håndtere livets modgang. Der var ikke de svære tanker, en løbetur gennem skoven ikke kunne løse. For en tid hobede frustrationerne, sorgen og vreden sig altså op i min krop og til sidst kunne jeg ikke rumme det mere. Det blev til en følelsesmæssig turbulent periode, som fortsatte frem til det punkt, hvor jeg begyndte at skrive. En dag satte jeg mig ned med en notesblok og lod kuglepennen i min hånd forme de ord, der faldt mig ind. Det hjalp, at parkere alt det svære ned på et stykke papir.

Af skabe mening ud af noget meningsløst

Langsomt. Uendeligt langsomt blev ordene til sætninger og sætningerne til digte, som efterhånden fyldte mange sider. Jeg fik fornemmelsen af at være i gang med at skabe noget vigtigt. Noget meningsfuldt. Jeg kom til at tænke tilbage på min første ensomme tid i sengen. Jeg kom til at tænke på fortællingen om den unge mand, som gav mig noget at spejle mig i. Jeg tænkte. Det vil jeg også. Jeg vil tage denne meningsløse og uretfærdige tilstand og omdanne den til noget meningsfuldt. Hvis bare jeg kan hjælpe ét enkelt menneske ved at dele min historie, så er det det værd. Så jeg satte mig for at skrive en digtsamling og udgive den.

Dag ud og dag ind

Det tog mig 4,5 år fra jeg begyndte til den udkom for en måned siden i august på Wadskjær forlag under titlen Dag ud og dag ind. Efter at have delt bogen med andre har jeg indset at mange af de følelser og oplevelser der følger med det at leve med en kronisk lidelse er ens. Uanset lidelsens type og omfang, så er sorgen, vreden og ensomheden på mange måder den samme. Det er kærligheden og håbet også. Drømmene. Længslen. Viljen.

Uanset om der er tale om langtidsfølger af hjernerystelse, uhelbredelig hjernekræft eller muskelsvind, så findes der universelle erkendelser, som når vi deler dem, binder os sammen på tværs af rum og tid.

Det kan være sårbart at lægge sine tanker frem, så alle kan se dem. For hvordan vil andre. Måske fremmede, tage imod dem. Det kan jeg skrive under på. Det var med et sug i maven, at jeg sendte bogen til print. Men det jeg har lært, nu da folk er begyndt at læse min bog, er, at vi er sammen om at mærke det.