Jeg var 20 år gammel og netop startet på lærerseminariet i Jelling. Jeg er kørestolsbruger, og sådan nogle som os lærer hurtigt, at tilgængelighed kan man ikke tage for givet, så for en sikkerheds skyld havde jeg kontaktet skolen på forhånd for at sikre, at det var praktisk muligt at studere der. Jeg fik grønt lys, der var muligvis et par trin her og der, men i store træk skulle skolen være tilgængelig for kørestole.
Det viste sig også at være korrekt. Langt det meste var i ét plan, og allerede fra starten var der fra skolens side opmærksomhed på, at min og min klasses undervisning blev placeret i lokaler, hvor der ikke var trapper. Samtidig var samtlige af byens kollegier bygget i vaskeægte rækkehus-stil, så også i det sociale liv var jeg for så vidt heldig.
Men så gik det galt. Dengang var skrivning et eksamensfag på første årgang, hvilket i dag kan virke bizart. Ideen var, at vi skulle kunne skrive pænt i hånden og på tavle, for hvordan skulle vi ellers kunne lære børnene det? Undervisningslokalet i skrivning lå på 2. sal i en top-fredet bygning. Det var jo Jelling. Her kunne man ikke bare lige uden videre installere en trappelift.
”Pyt, vi bærer dig bare op,” sagde mine klassekammerater.
Og det gjorde de. Hver eneste uge. Men det var ikke nogen god løsning, blandt andet fordi det var farligt. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at mine klassekammerater eller jeg kunne komme til skade, hvis de faldt. Og selv om jeg var et ”lille nips”, var der jo heller ikke ligefrem tale om fagligt forsvarlige løft.
Lugten i bageriet
Vi spurgte pænt, om det da ikke var muligt at flytte lokale – bare for vores klasse. Det var det ikke. Under ingen nogen omstændigheder. Den pågældende lærer nægtede simpelthen.
Jeg blev i første runde en anelse overrumplet. Det lå på det tidspunkt helt uden for min fatteevne, at der ikke var mulighed for nogen form for løsning, og jeg tænkte, måske lidt naivt, at der måtte være tale om en misforståelse. Men jeg fornemmede ret hurtigt, at jeg ikke kom langt i dialog med den pågældende lærer. Så jeg gik til skolens ledelse, nærmere bestemt rektor. Indholdet af samtalen har jeg stort set fortrængt. Men jeg husker klart budskabet: ”Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet, så må du finde et andet sted at læse”.
Først blev jeg ked af det. Og så blev jeg vred. Men det var der heldigvis også andre der gjorde. Min klasselærer, min musiklærer og mine klassekammerater. Alle som en var optaget af, at dette her ikke var i orden. Og vi aftalte i klassen, at fra nu af skulle alle nægte at bære mig. Vi strejkede ganske enkelt. Og jeg truede med at gå til pressen.
Så blev der røre i andedammen, kan man vist roligt sige. Først foreslog skolen, at jeg kunne få et ”intensivt kursus” alene i skrivning på et par uger, og så var jeg bestået. Den løsning overvejede jeg i et kort øjeblik at æde, selv om det betød eksklusion fra fællesskabet. Og igen blev emnet til diskussion i min klasse.
”Fandeme nej”, sagde en af mine klassekammerater. Han var rødglødende: ”Hele den her uddannelse er baseret på samarbejde. Vi studerer sammen, vi går til eksamen i grupper, og vi bliver færdige sammen.” Jeg har aldrig glemt hans skarpe protest.
Del din mening
Eller login med din email
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater