SIMON SIGER

Vi har råbt op i mere end 50 år – men én ting har vi glemt

Nu retter vi op på noget, vi har overset; med en dag til at fejre fællesskabet og sige tak – og til at lyse landet op i rødt.

Simon Siger topbillede
100%
Af Simon Toftgaard Jespersen
13. marts 2025
Læsetid 4 min.
0

Man kan mene meget om os i Muskelsvindfonden, men én ting er sikkert: Vi har aldrig været bange for at råbe op.

Fra Grøn Koncert til Cirkus Summarum, fra e-sport og cykelløb til bingo – vi har kastet os ud i det hele. Vi havde faktisk også et casino engang?

Men mest af alt har vi lavet events, sat mærkesager på dagsordenen, og vi har sørget for, at muskelsvind ikke bare er noget, man hvisker om i krogene.

Så nej, vi kan næppe beskyldes for at gemme os væk eller for at sætte vores lys under en skæppe. Det ligger ikke i vores DNA – og det lå slet ikke i Evald Krogs, vores grundlæggers DNA.

Han var ikke en mand, der sad og ventede på, at nogen skulle give ham plads. Han skabte den selv.

RDN07458-aspect-ratio-2000-1512

Simon Toftgaard Jespersen

  • Født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag i medievidenskab på Aarhus Universitet.
  • Kæreste med Elisabeth og far til Alberte og Bertram.
  • Har været konferencier på Grøn siden 2010.
  • Har være politisk engageret i Muskelsvindfonden siden 2010 og formand siden 2020.
  • En af hans visioner for Muskelsvindfonden er at skabe større synlighed og gennemslagskraft for mennesker med handicap, der bidrager til at skabe de bedste vilkår for at leve det liv, den enkelte har lyst til.
  • Simon er aldrig bange for at bruge sig selv, sin humor eller et godt glimt i øjet til at nå ud over kanten med sine budskaber. Mangel på humor er det værste handicap, sagde hans forgænger Evald Krog altid.

Ser du med, Evald?

Men tro det eller ej, der er faktisk én ting, vi aldrig har haft.

Noget, der i bagklogskabens lys næsten virker som en fejl.

En officiel mærkedag. En dag, der ikke handler om koncerter, indsamlinger eller politik, men simpelthen om os. Om at fejre vores fællesskab, vores historie og vores fremtid. En dag om muskelsvind og ALS.

Indtil nu. Ser du med deroppe, Evald? 😉

Den 18. marts bliver vores dag. På Evald Krogs fødselsdag. En dag, hvor vi samles og sætter fokus på muskelsvind – ikke bare for omverdenen, men også for os selv.

For ja, vi kæmper for mærkesager, vi råber op, vi skubber på for bedre vilkår. Men det her er også en dag, hvor vi stopper op og siger tak.

Tak til vores frivillige, som år efter år knokler med alt fra Grøn Koncert til bestyrelsesarbejde.

Tak til vores samarbejdspartnere, der støtter os i store og små projekter.

Tak til vores medarbejdere.

Tak til vores medlemmer, der er fundamentet for det hele.

Tak til alle jer, der gør Muskelsvindfonden til noget, der er langt mere end bare en forening – et fællesskab, der rækker ud over handicap, politik og hverdagens udfordringer.

Lysende symbol på fællesskab

Som en kæmpe rød sløjfe på fejringen vil Storbæltsbroen lyse op i Muskelsvindfondens ikoniske røde farve. Landets største bro, oplyst for os.

Ikke som en advarsel om kø eller vejarbejde, men som et lysende symbol på vores fællesskab, kampgejst og på muskelsvind.

Jeg glæder mig til at fejre vores dag med alle jer, der er en del af Muskelsvindfonden – og med alle jer, der hepper på os udefra.

Og jeg håber, at det her bare er begyndelsen. At vi kan gentage det, udvikle det, bruge det til at gøre vores sag endnu stærkere.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden

Koerestol-knytnaeve-aspect-ratio-918-614
Quiz_geneer_digitale-de-uD98M9OhNmc-unsplash-aspect-ratio-918-614
Quiz_geneer_digitale-de-uD98M9OhNmc-unsplash-aspect-ratio-918-614
Stephen-Hawking-Quic-Creative-Commons-aspect-ratio-918-614
Quiz_screening_fe-ngo-bvx3G7RkOts-unsplash-aspect-ratio-918-614

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater