Vold mod kvinder med handicap: Så mange oplever det

Vold mod kvinder med handicap er et overset problem, mener Helene Forsberg, direktør i Kvinderådet. Ifølge hende er det på høje tid, at vi i Danmark får øjnene op for problematikken. Ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) har også indrømmet, at der kan gøres mere for at beskytte kvinder mod vold generelt. Det sker efter, at tallene viser, at der alene i år allerede er registreret 14 sager om dødsvold og drab mod kvinder.

Kvinderådet er en paraplyorganisation, der arbejder både nationalt og globalt for kvinders rettigheder og ligestilling – og i krydsfeltet mellem køn og handicap ser Forsberg store udfordringer.

“Vi har i årevis forsøgt at sætte fokus på den gråzone, der opstår imellem køn og handicap – især i forhold til vold,” fortæller Helene Forsberg.

Alarmerende tal

En ny rapport viser, at 27 % af dem, der har oplevet vold i nære relationer det seneste år, er afhængige af udøveren på grund af fysiske eller psykiske handicap. Der er oftest tale om kvinder.

Ifølge tal fra Vive er der cirka dobbelt så stor risiko for at opleve vold som at blive slået, voldtægter og/eller ydmygelse, hvis man har et større fysisk handicap. Hvis man har et større psykisk handicap som ptsd, skizofreni eller autisme, er risikoen hele tre gange så stor.

Og afhængigheden af en partner, f.eks. på grund af handicap, øger altså risikoen for vold.

Forsberg kalder det både alarmerende tal og et menneskeretligt problem. Og løsningerne halter gevaldigt bagefter, pointerer hun.

Hvilken hjælp kan man få i stedet?

Det store omfang af vold mod mennesker med handicap, særligt kvinder, omfatter både psykisk, fysisk og seksuel vold – og særligt i de nære relationer.

“Det kan være virkelig svært for kvinder uden fysiske og psykiske begrænsninger at forlade en partner, og det er ofte endnu sværere, hvis man er afhængig af hjælp fra netop sin partner,” siger Forsberg.

Ifølge hende hænger den høje forekomst af vold mod kvinder med handicap sammen med udfordringerne på handicapområdet generelt, hvor mange ikke får den hjælp, de har brug for, og der sker mange fejl.

”Det stiller en gruppe ringere ift. at blive udsat for vold og slippe ud af en relation, for hvis man forlader sin partner, hvilken hjælp kan man så få i stedet?”

Krisecentre er ikke for alle

Et centralt problem er også, at mange krisecentre ikke er tilgængelige for personer med handicap. Centrene ligger ofte i svært tilgængelige, ældre bygninger, der ikke er indrettet til mennesker, som har udfordringer med mobiliteten.

Så selvom kvinderne har ret at få hjælp på et krisecenter, er det ikke sikkert, at de fysisk har lige så let adgang til det som kvinder uden handicap, og det forhindrer mange i at dukke op.

Derudover mangler personalet på centrene ofte den nødvendige faglighed til at forstå og hjælpe kvinder med eksempelvis tale- eller udviklingshandicap.

“Hvis man har et handicap og samtidig udsættes for vold, står man over for et bjerg af barrierer. Man kan ikke nødvendigvis række ud på samme måde som andre. For mange bliver det nærmest umuligt at søge hjælp – og det kan i værste fald være livsfarligt,” siger Forsberg og peger på, at kvinder med handicap ligeledes er i øget risiko for partnerdrab.

Det nordiske paradoks

Du kan sikkert genkende fortællingen om, at vi i Norden er særligt ligestillede, og at Danmark er et velfærdsmæssigt foregangsland, hvor alle får den hjælp, de har brug for.

Den fortælling er bare ikke altid rigtig, mener Helene Forsberg.

”Vi lider under ’det nordiske paradoks’, for den her forestilling passer ikke med virkeligheden. Vi har f.eks. ikke fuld ligestilling for mennesker med handicap, og nedskæringerne på handicapområdet gør det kun værre. Oveni det ser vi de kønsmæssige uligheder, og det er en farlig cocktail,” siger hun.

Hun peger desuden på, at Danmark ikke har været foregangsland ift. rettigheder til mennesker med handicap – heller ikke, selvom danskerne gerne vil tro det.

Helt op i 1960’erne var mennesker med handicap stærkt begrænsede i deres demokratiske rettigheder, og vi er stadig langt fra et sted med fuld og reel ligestilling, pointerer Forsberg og siger:

”Det er farligt, at vi bliver ved med at tro, at alle er ligestillede. For det forhindrer fremgang og handling.”

Køn bliver usynligt

Helene Forsberg oplevede for nyligt et tydeligt eksempel på Danmarks manglende forståelse for sammenhængen mellem køn og handicap.

Det skete til FN’s handicapkomités høring af Danmark i efteråret 2024. Her blev repræsentanter for den danske regering spurgt, hvordan køn spiller ind i udfordringerne på handicapområdet.

Danmark har nemlig forpligtet sig både gennem Handicapkonventionen og Istanbulkonventionen til at have et særligt fokus på piger og kvinder med handicap, så de beskyttes mod vold og overgreb.

Vedkommende, der fik spørgsmålet den dag hos Handicapkomitéen, forstod dog ikke spørgsmålet og svarede noget i stil med ’det her handler ikke om køn, men om mennesker med handicap’, forklarer Helene Forsberg.

”Det er bekymrende, hvordan betydningen af køn negligeres ift. mennesker med handicap,” siger hun og tilføjer:

”Noget af det, der bekymrede handicapkomitéen er, at vi i Danmark ser den her udbredte vold mod mennesker med handicap uden at se på betydningen af køn.”

Ikke kvindens ansvar at ændre systemet

Ifølge Forsberg kræver det både politisk vilje og økonomiske investeringer at sikre kvinder med handicap bedre støtte.

Ifølge hende er krisecentre med særlig tilgængelighed og faglighed nødvendige, men hun efterlyser også, at personale på institutioner og sociale tilbud får mere voldsfaglig viden, så de kan identificere og reagere på overgreb.

Derudover bør man lytte mere til de internationale anbefalinger – både når det gælder køn og handicap.

Til kvinder med handicap, der oplever vold, lyder opfordringen fra Helene Forsberg:

“Det er ikke dit ansvar at ændre systemet – men det er vigtigt at finde nogen, du stoler på, og sige det til.”