SIMON SIGER

Vi er de mænd, vi er

Min måde at være mand på er mere end nok - og et bevis på, at mandighed i dag handler om mere end store muskler og at hænge lamper op, skriver Simon Toftgaard Jespersen.

Simon Siger topbillede
100%
Af Simon Toftgaard Jespersen
19. november 2025
Læsetid 2 min.
0
Jeg har aldrig hængt en lampe op. Jeg har aldrig slået græs. Jeg har ikke et baseballbat liggende ved sengen i tilfælde af indbrud, og på det seksuelle område, ja, så ligger jeg mest på ryggen.
Og alligevel er jeg en mand. En rigtig mand. Bare på min måde.
Måske er du uenig, men så handler det nok om, at vi ser forskelligt på, hvad en mand er. Men så lad os tage den snak, for  i dag er det international mandedag. En dag, der for de fleste flyver under radaren, men som faktisk burde bruges på netop dét: at tale om, hvad det egentlig vil sige at være mand i 2025.
Der er helt sikkert mange ting at sige i den sammenhæng. Personligt har jeg haft muskelsvind og har siddet i kørestol hele mit liv. Det betyder noget. Ikke bare for, hvordan verden ser på mig som mand, men også hvordan jeg ser på mig selv.

Hvad har jeg at tilbyde?

Som ung gik jeg ofte og spekulerede på, om nogen overhovedet kunne finde mig attraktiv. Hvad havde jeg at tilbyde? Som partner, men også specifikt som mand for en kvinde.
Jeg kan ikke bære, beskytte, bygge eller banke nogen. Ham vi kender fra kulturverdenen, og som vi historisk set forbinder med at være en ‘rigtig mand’. Ham med muskler og fuldskæg.
Fuldskægget havde jeg dog, men jeg brugte en del år på at forsøge at skrue op for det, jeg troede, jeg manglede. Indtil jeg indså, at det er nogle idealer, som jeg aldrig når. Og som i virkeligheden heller ikke giver mening i forhold til mine værdier og mit sind i øvrigt.
Det tog tid, og det var faktisk svært, men jeg begyndte at hvile i, at jeg er en mand på min måde. Jeg kan ikke løfte mine børn op. Men jeg kan lytte til dem. Jeg kan ikke slå søm i. Men jeg kan bygge en hverdag, der fungerer. Jeg kan ikke tage trøjen af i slowmotion og flexe en sixpack. Men jeg kan skabe tryghed, grin og nærhed i mit parforhold.
Jeg er mand. En blød mand. En snakkende mand. En humoristisk mand. En mand, der græder til film og tv-serier. En projektledende, planlæggende, ikke-lampemonterende mand.
Simon Siger topbillede grafik

Simon Toftgaard Jespersen

  • Født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag i medievidenskab på Aarhus Universitet.
  • Kæreste med Elisabeth og far til Alberte og Bertram.
  • Har været konferencier på Grøn siden 2010.
  • Har være politisk engageret i Muskelsvindfonden siden 2010 og formand siden 2019.
  • En af hans visioner for Muskelsvindfonden er at skabe større synlighed og gennemslagskraft for mennesker med handicap, der bidrager til at skabe de bedste vilkår for at leve det liv, den enkelte har lyst til.
  • Simon er aldrig bange for at bruge sig selv, sin humor eller et godt glimt i øjet til at nå ud over kanten med sine budskaber. Mangel på humor er det værste handicap, sagde hans forgænger Evald Krog altid.

Det er rigeligt

Der er mange måder at være mand på i dag. Det tror jeg, vi har godt af at huske. For jeg møder stadig mænd, som kæmper med følelsen af ikke helt at slå til. Som forsøger at skrue op for noget, der ikke føles naturligt.
Jeg håber, at jeg på en dag som i dag kan være et forbillede for, at man også kan være mand på sin måde. Der er absolut intet galt i at være stærk eller handy, gid jeg var det, men det modsatte er også pærfekt.
Og heldigvis er der mange, der tiltrækkes af lige præcis den slags. Ikke på trods af, men måske endda lidt på grund af.
Så hvis du er i tvivl om, hvor mandig du er, så husk: Vi er de mænd, vi er. Og det er faktisk rigeligt.

 

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater