MIKROFONHOLDERI

Debat: Jeg har siddet i fængsel…

Der findes andre former for fængsel, end dem som er bag mure og låste døre. Sådan et har Josephine Isabella Andersen været i i mange år. Læs hendes historie her

JosephineAndersen44-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Heidi Lundsgaard

Af Josephine Isabella Andersen

10. marts 2026

Læsetid 2 min.

Dette er et debatindlæg og er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar og et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Jeg har også siddet i fængsel – bare et ensomt et.

Når vi taler om fængsel, tænker de fleste på mure, tremmer og låste døre.

Men der findes andre former for fængsler. Usynlige fængsler. Ensomme fængsler.

Jeg har selv siddet i et.

Mit fængsel var mit eget hjem. Jeg var fanget – ikke af kriminalitet, men af manglende hjælp og rammer, der ikke gav mig mulighed for at leve frit. Jeg havde kun mulighed for at komme udenfor mit hjem fire timer om ugen.

Fire timer.

Resten af tiden var jeg afhængig, begrænset og isoleret.

Det var ikke bare praktisk begrænsende. Det var mentalt opslidende.

At se verden leve videre udenfor, mens ens eget liv sættes på pause. At være ung – og samtidig føle sig parkeret.

Privatfoto

Efter Josephine fik sin BPA kunne hun rejse.

Hvad har du oplevet? Skriv det i kommentarfeltet herunder. Du kan også deltage i debatten.
Send din kommentar sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Mange taler om frihed, som om det er en selvfølge. Men frihed er ikke kun retten til at bevæge sig. Det er retten til at leve et liv på lige fod med andre.

At kunne handle ind, besøge familie og venner, tage på ferie, tage til koncert eller festival – uden at skulle planlægge sit liv ned til mindste minut eller være afhængig af hjemmeplejens upersonlige forhold til os der har brug for mere.

I dag er mit liv forandret. Jeg har en BPA. Det betyder, at jeg nu kan leve mit liv på egne præmisser. Jeg kan tage på ferie. Jeg kan handle, når jeg vil. Jeg kan køre hen til familie og venner. Jeg kan tage til koncerter og festivaler. Jeg kan være spontan. Jeg kan være mig.

Og ved du, hvad det også betyder?

Det betyder, at mine forældre er blevet friere. De er ikke længere dem, der skal bære ansvaret for mit voksenliv. De kan igen være forældre – ikke hjælpere, koordinatorer og livliner 24 timer i døgnet.

Når vi diskuterer BPA og støtteordninger, handler det ikke om luksus. Det handler om frihed. Om værdighed. Om retten til at være en del af samfundet.

Ingen burde sidde i et ensomt fængsel i deres eget hjem, fordi systemet ikke giver dem de nødvendige redskaber til at leve.

Frihed er ikke ens for alle – men den burde være lige tilgængeligt.

Josephine Isabella Andersen