Anni Sørensen: “Jeg er håbefuld, fordi kritikken er så skarp”

Anni Sørensen er formand for interesseorganisationen LEV, som har til formål at forbedre vilkårene for mennesker med udviklingshandicap.

1

Hvad hæfter du dig mest ved i kritikken fra FN? 

At den er så skarp, omfattende og alarmerende omkring forholdene for mennesker med handicap på så mange områder. Det er jo ubegribeligt, at vi i et land som Danmark ikke formår at leve op til den konvention, som vi ratificerede for så mange år siden.

Jeg hæfter mig også ved, at FN i særlig grad lægger vægt på, at det går tilbage ift. rettighederne og vilkårene for mennesker med handicap i Danmark. På trods af tilsvarende skarp kritik for 10 år siden har man formået at rette op på ganske få områder, men samlet set går det tilbage på mange centrale områder.

Det stærkeste billede for mig at se er, at lovgiverne ved åbne øjne og helt bevidst her i 2024 besluttede sig for, at mennesker med udviklingshandicap, som bor i botilbud, skal tåle at blive udsat for mere magtanvendelse og mindre beskyttelse (jf. rammeaftalen på handicapområdet fra foråret 2024, red.). Det er ikke noget, der bare sker hen ad vejen, uden at vi er bevidste om det. Det er sådan, flertallet i Folketinget vil have det her i landet. Det er et voldsomt billede på den statslige forråelse. Og det er et af de centrale kritikpunkter fra handicapkomitéen.

2

Hvordan oplever du, at kritikken er blevet modtaget hos politikerne? 

Foreløbig har der ikke rigtig været nogen respons, udover at ministeren glæder sig til at dykke ned i kritikken og se på det. Og så peger man på den allerede fremlagte 10-års plan for psykiatri og den førnævnte rammeaftale for handicapområdet som løsningen på problemerne. Men det er det ikke. 

Så det foreløbige politiske svar er i mine øjne ufuldstændigt og slet ikke tilstrækkeligt. 

3

Hvad skal der til, før handicapområdet bliver prioriteret højere?

Derfor skal vi fortsætte det vedvarende pres, vi som handicaporganisationer og aktivister lægger på regeringen og Folketinget, men det kommer først for alvor til at nytte noget, når folket er med os. Handicap skal være en folkesag. For vi kan ikke sikre bedre rettigheder og vilkår alene.

Det handler også om den udskamning, der ligger retorisk i det politiske landskab. Det skal ikke kunne lade sig gøre at udskamme den største minoritetsgruppe i Danmark uden et folkeligt oprør.

4

Hvilken betydning håber du, at FN-kritikken får for vilkårene for mennesker med handicap? 

Jeg ikke kun håber, men forventer selvfølgelig, at denne meget substantielle og skarpe kritik sætter spor i det politisk system, så vi får en regering og et folketing, som tænker: ”Det her vil vi ikke kendes på. Vi vil være et land, som lever op til de internationale konventioner”. Og som handler på kritikken.

Vi er meget stolte af at i store træk at leve op til børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen, men vi skal også sikre, at den samme stolthed og forpligtelse er gældende, når vi taler om handicapkonventionen. At den bliver integreret i vores måde at tilgå lovgivningen på, prioritere og handle på.

Jeg havde frygtet en mildere kritik, som ville have afledt mindre handling. Men jeg er håbefuld, fordi kritikken er så skarp. For jeg tror på, at denne kritik giver så røde ører, og vi er så forslåede i vores syn på, hvor gode vi er, at det MÅ medføre politisk handling og prioritering på et højere niveau end tidligere.

Så tak til FN for den skarpe kritik.