Når sproget splitter os: Er et handicap noget man er, noget man har eller noget tredje?


Blogindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver. 

For et stykke tid siden fortalte jeg min fysioterapeut, at jeg altid har drømt om at kunne gå normalt ligesom andre uden et handicap. Han overraskede mig ved at svare, at min måde at gå på jo er min normal.

Særligt som barn ønskede jeg mig et liv uden et fysisk handicap og med en normal gangfunktion. Derfor ramte hans ord mig meget. Som barn kunne jeg nemlig ikke gå, men brugte kørestol, og når jeg kravlede rundt, hoppede jeg nærmest som en hare. Rigtige kravlebevægelser var umulige på grund af spasticitet i mine ben. Det var derfor kæmpestort for mig, da jeg den 17. august 1995 fik min første og største operation nogensinde. Den lagde kimen til min gangfunktion og derfor til det liv, jeg lever i dag, hvor jeg både kan gå med og uden krykker.

Person eller identitet først?

Lidt hurtig hovedregning viser, at det i år er 30 år siden, at jeg var på operationsbordet for første gang. Min dåbsattest fortæller mig, at jeg er 37 år, men behøver jeg sige, at jeg føler, at jeg fylder 30 – at den 17. august føles som en fødselsdag nummer to?

Meget har ændret sig i de år, der er gået. Når jeg dengang skulle beskrive min diagnose, sagde jeg, at jeg var spastiker. Her i 2025 siger jeg, at jeg har cerebral parese. Jeg siger sådan set helt det samme. Det er bare på to vidt forskellige måder. Sikkert på grund af slægtskabet med det nedsættende ord ”spasser” kan jeg ikke få mig selv til at bruge ordet ”spastiker” om mig selv i dag. Med årene er jeg også blevet opmærksom på forskellen imellem at være handicappet og at have et handicap. Hvis man er handicappet, bliver det en identitet. Hvis man har et handicap, sætter man sin egen person først. Jeg har altid gerne villet flygte fra mit handicap, så den lille forskel i ordvalg havde stor betydning for mig, da jeg blev opmærksom på den.

Sproget som kampplads

Da jeg voksende op i 1990’erne var det en anden tid, kampene var nogle andre, og ingen gik særligt højt op i forskellen imellem at være og at have. Den bevidsthed kom først senere. I dag er vi kommet over i den anden grøft, hvor sproget har udviklet sig til en skyttegravskrig med flere fronter. Hvad må man kalde hinanden og sig selv, er man en del af en gruppe eller ej, hvilke regler og dynamikker gælder i de forskellige grupper, og er sprogbrugen også et generationsspørgsmål?

Det er nogle svære overvejelser, og der er mange nuancer. Indimellem hører jeg andre sige, at de er spassere – nærmest som en slags statement. Det rykker ved min verdensforståelse, fordi jeg vælger at gøre noget andet.

Kunsten at være ligeglad

Her er vi fremme ved noget centralt – det personlige valg. Jeg mener, at det ikke kun betyder noget hvad vi siger, men også hvordan vi siger det. Det har jeg valgt at gøre, ligesom andre måske har valgt noget andet. Jeg kan sådan set også lade være med at gå så meget op i, hvad andre gør eller siger. Jeg kan være ligeglad. Jeg tror, det er en træningssag. Hvad vælger du?