Et år efter FN’s kritik af Danmark: “Jeg er dybt frustreret”
Det eneste der er sket på handicapområdet er tilbagegang, pointerer flere organisationer. Denne artikel kan du også lytte til.

Det eneste der er sket på handicapområdet er tilbagegang, pointerer flere organisationer. Denne artikel kan du også lytte til.
372 dage. Så mange dage er der gået, siden FN’s Handicapkomité havde Danmark til eksamen i handicap og efterfølgende udgav en 17 sider lang rapport. Den indeholdt mere end 50 anbefalinger på baggrund af flere alvorlige kritikpunkter af den danske handicappolitik. Budskabet var klart; indsatsen for borgere med handicap var enten gået i stå eller bevægede sig baglæns.
Der var så mange punkter, at flere stemmer i handicapbranchen var ovebeviste om, at nu måtte der ske noget. Men siden har der, ifølge flere kritikere, været larmende stilhed – præcis som der var den dag, da komitéen spurgte den danske delegation ind til, hvad Danmarks planer var for at rette op på udviklingen. Se klippet og en explainer herunder.
Formanden for LEV, Anni Sørensen, var en af de stemmer, som var håbefuld sidste år, da “kritikken var så skarp”.
“Jeg er dybt frustreret over, at regeringen ikke har taget handling i forhold til de anbefalinger og den voldomme kritik, som kom fra handicapkomitéen for over et år siden. Det er uforståeligt, at det vedbliver at gå tilbage for muligheder og rettigheder for mennesker med handicap i Danmark. Nu må der ske noget!” Sådan siger en tydeligt skuffet Anni Sørensen.
Kritikken af de manglende tiltag på handicapområdet kommer også fra Muskelsvindfonden, Institut for menneskerettigheder og Danske Handicaporganisationer (DH).
Formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen fortalte sidste år, at der var lavt hængende frugter og konkrete punkter i FN’s kritik, som regeringen og kommunerne burde gribe fat i. Et af dem er det, som kaldes ‘Kommunelotteriet’ – altså at der er stor forskel på den hjælp, man kan få fra kommune til kommune, selvom loven er den samme.
“Så skulle man jo tro, at det kunne føre med sig, at Danmark gik hjem og tænkte lidt over det og lavede en plan for, hvordan det her kan gennemføres. Men nej, der er ikke sket noget som helst siden sidste år. Vi venter stadigvæk på, at der kommer en plan, fordi det er det, der skal til. Vi foreslår fra DH’s side, at der bliver nedsat en tværministeriel handicapgruppe, som kan tage alle de her anbefalinger op, fordi det er en liste, som vi kan bruge til at gøre livet bedre for mennesker med handicap,” siger Thorkild Olesen i en Facebook-video.
Det her er ikke bare en løftet pegefinger, det er en mulighed, og den skal gribes.
Privatfoto af Arly Andersen.
En person, som kender alt til kommunelotteriet og bogstaveligt talt mærker den på egen krop, er Arly Andersen. Arly har muskelsvind og har brug for omfattende hjælp i sin hverdag. Han boede i Esbjerg Kommune, men flyttede til Vejle i 2023.
I Esbjerg havde han en god dialog med kommunen, som to gange om året ringede for at høre om hans funktionsniveau var forværret, og om hjælpen derfor skulle tilpasses. Muskelsvind er en tilstand, hvor muskelstyrken svækkes over tid. Esbjerg havde derfor en god og opdateret indsigt i Arlys behov, ifølge Arly selv. Men da han flyttede, begyndte Vejle Kommune helt forfra, og mente samtidig at Arly havde behov for mindre hjælp.
“Vejle mente, at jeg kun havde behov for ét bad om ugen, mens jeg i Esbjerg var bevilliget fire. Det blev jeg sur over og klagede. I dag har jeg fået bevilliget tre bade om ugen, men jeg er stadig ikke på det samme niveau som i Esbjerg,” fortæller Arly.
Arly Andersen er uforstående over for, hvorfor der overhovedet skal være forskel.
“Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at mit behov skal dækkes af, hvad en visitatoer synes er rimeligt. Der skal være mere ens fra kommune til kommune” siger han og fortsætter:
Det er for mig helt uhørt, at hvis man er blevet tilkendt en ydelse, at man så får den frataget, fordi jeg er jo ikke imellemtiden blevet mere rask. Tværtimod.
“Mit behov for hjælp er stadig stigende, fordi jeg har den her progredierende sygdom,” siger Arly Andersen.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), mener ikke at regeringen har siddet på hænderne og skriver i en mail til Pærspektiv at:
Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) Foto: Folketinger
”Regeringen har selvfølgelig ikke siddet kritikken fra FN’s handicapkomité overhørig, selv om jeg også en gang imellem ønsker, at vi kan gøre tingene hurtigere. Alene på socialområdet har vi det seneste år gennemført aftaler og lovgivning af en række initiativer fra den politiske rammeaftale på handicapområdet, og vi fortsætter nu med flere initiativer, som jeg er overbevist om kommer til at forbedre hverdagen for mennesker med handicap i Danmark. Vi arbejder blandt andet på en handleplan for uddannelse og beskæftigelse, bedre adgang til hjælpemidler og med specialeplanen, der skal sikre den rette hjælp til mennesker med et handicap på et højt specialiseret niveau,” siger Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Ingen resultater
Velkommen i kommentarsporet.
Det er altid lidt vemodigt, når man som journalist kan producere den samme historie år efter år, da man jo håber, at der sker en positiv udvikling.
Til gengæld var det en fornøjelse at tale med alle kilderne i denne historie og ikke mindst Arly (Det er Arlys tur), som på bedste vis sætter ord på netop den frustration, som forskelsbehandling i kommunerne giver. Hvad tænker du om artiklen? Er der pointer jeg mangler?